Var det alene Mogens Jensens ansvar? Afhøringer i minksagen sender spotlys på tre andre ministerier

Det var Mogens Jensen, der måtte gå som miljø- og fødevareminister efter minksagen. Men de seneste afhøringer i Minkkommissionen sender også et ubehageligt lys over på andre ministres og ministeriers rolle i sagen.

Det skete, da der kom nye oplysninger frem om både Statsministeriets, Justitsministeriets og Sundhedsministeriets rolle i sagen.

Torsdag i sidste uge fortalte Mogens Jensens daværende departementschef blandt andet, at det var statsministeren, der førte ordet på det afgørende aftenmøde, hvor beslutningen om at aflive alle mink blev truffet. Og at det var sundhedsministeren, der på mødet gentagne gange fastholdt, at det var nødvendigt at aflive samtlige mink.

En række sms'er, mails og referater viste, at også Mette Frederiksens departementschef, Barbara Bertelsen, personligt var meget aktiv i sagen både op til beslutningen og i håndteringen af krisen, da man opdagede, at der manglede lovgrundlag.

Et centralt juridisk spørgsmål bliver: Går ansvaret over på nogle af de andre ministerier, som arbejder sig ind på miljø- og fødevareområdet, eller forsvinder ansvaret nærmest, fordi søjlerne bliver mere flydende?

Michael Gøtze
Professor i forvaltningsret

Ifølge andres referater talte hun tidligt om en mulig "katastrofe", hvis man ikke greb hårdhændet ind over for minksmitten, og mente, at de andre embedsmænd slet ikke havde forstået alvoren. Og hun arbejdede efterfølgende målrettet på at få placeret ansvaret for problemerne hos Mogens Jensen.

Læs også: Her er alle Barbara Bertelsens beskeder, der vakte opsigt i Minkkommissionen: Hvornår lægger I jer ned og ruller jer?

Ikke noget at være stolt af

Når det kommer til spørgsmålet om, hvorfor ministrene ikke blev advaret om den manglende lovhjemmel i tide, ser også Sundhedsministeriet og Justitsministeriet ud til at spille en væsentlig rolle. 

Miljø- og Fødevareministeriet havde allerede i september vurderet, at der ikke var hjemmel i deres lovgivning til at aflive alle mink. Men på dagen for ministrenes pressemøde, hvor beslutningen om at aflive alle mink skulle meldes ud, såede de to andre ministerier pludselig tvivl om Miljø- og Fødevareministeriets vurdering af juraen.

En afdelingschef i Sundhedsministeriet videresendte på dagen for pressemødet en gammel mail til Justitsministeriet, som fik Justitsministeriet til at gå ud fra "en arbejdstese" om, at der alligevel var hjemmel til at aflive alle mink.

Mailen var fra september, hvor en tidligere kortvarigt ansat i Sundhedsministeriet havde skrevet til sin chef, at der efter hans vurdering så ud til at være hjemmel i Miljø- og Fødevareministeriets Lov om hold af dyr. En vurdering, han efter eget udsagn foretog på omkring ti minutter på en lov, som ikke hørte under hans område. Og som Justitsministeriet tog imod.

”Det er ganske ekstraordinært, at de juridiske kapaciteter i Justitsministeriet gør det. Det siger noget om, hvor stærkt det hele er gået, og at det for dem handler om at redde kastanjerne ud af ilden for regeringen ved at se, om der alligevel skulle være hjemmel. Men den såkaldte arbejdstese er jo ikke ligefrem noget, man kan være stolt af som jurist,” siger professor i forvaltnings- og forfatningsret ved Syddansk Universitet Frederik Waage.

Det er ganske ekstraordinært, at de juridiske kapaciteter i Justitsministeriet gør det

Frederik Waage
Professor i forvaltnings- og forfatningsret

Han peger også på, at Justitsministeriet i ligeså høj grad som Miljø- og Fødevareministeriet burde have sikret sig, at ministrene nåede at få besked om det uklare lovgrundlag, før de gik ind til pressemødet.

”Det ligner et markant svigt i kommunikationen,” siger professoren.

Mogens Jensen kan dele ansvaret med flere

Ifølge Frederik Waage rokker de første afhøringer i minkkommissionen ikke ved, at Mogens Jensen og hans departementschef Henrik Studsgaard var ansvarlige for, at spørgsmålet om hjemmel ikke blev bragt op på det møde, hvor beslutningen om at aflive alle mink blev truffet.

Eller at Studsgaard burde have sikret sig, at hans minister fik at vide, at hjemmelsspørgsmålet var uafklaret, før Mogens Jensen gik ind til pressemødet og fortalte befolkningen om beslutningen.

Men de første afhøringer peger i retning af, at Jensen og Studsgaard deler ansvaret med både Mette Frederiksen, Magnus Heunicke og embedsfolkene i Statsministeriet, Sundhedsministeriet og Justitsministeriet, vurderer Frederik Waage.

Han vurderer, at indblandingen fra Sundhedsministeriet og Justitsministeriet ser ud til at have kørt Miljø- og Fødevareministeriet ud på et sidespor i dagene omkring det skelsættende minkpressemøde, så Studsgaards ministerium mistede kontrollen over spørgsmålet om lovhjemmel.

Det vil ikke være første gang, man ser, at jo mere man borer sig ned i en sag, og jo mere komplekst et billede, man får, desto mere forsvinder ansvaret – i hvert fald rent juridisk

Michael Gøtze
Professor i forvaltningsret

Og så er det juridisk set væsentligt, hvis det ikke var Mogens Jensen, men statsministeren og sundhedsministeren, der traf beslutningen om at aflive alle mink.

”Ifølge ministeransvarlighedsloven er det ligeså afgørende, hvem der træffer beslutningen, som hvem der fører den ud i livet,” siger Frederik Waage.

For øvrigt er det ikke kun Jensen og Studsgaard, der kunne have overvejet spørgsmålet om lovhjemmel allerede ved mødet, hvor beslutningen om mink blev truffet. For de andre ministre og deres departementschefer havde det samme materiale med til mødet, som Mogens Jensen havde, og her stod, at der manglede lovhjemmel til at lægge minkerhvervet i dvale og også til at nedlægge erhvervet.

”Når de to alternative scenarier kræver lovhjemmel bør det stå klart for mødedeltagerne, at det også vil kræve en hjemmel at aflive alle mink,” siger Frederik Waage.

Læs også: Professor: Hvis Mogens Jensen stilles til ansvar for grov uagtsomhed i minksagen kan Frederiksen og Heunicke formentlig også 

Kan ansvaret spredes ud?

"Nu må hun skubbe ham tilbage, hvor han hører til - som ansvarlig for sit område og sine egne og sit systems dispositioner," skrev Barbara Bertelsen i en intern mail 9. november om, at statsministeren skulle holde Mogens Jensen i udstrakt arm under minksagen.

Men kan man holde fast i den traditionelle opfattelse af, at hver minister alene er ansvarlig for sin egen silo? 

Under sin afhøring i Minkkommissionen gav departementschef Henrik Studsgaard indirekte udtryk for, at den gammeldags søjlestruktur i centraladministrationen ikke altid er tidssvarende. Mange sager er i dag komplekse og rækker ind over flere ministerområder, forklarede han.

Ifølge professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Michael Gøtze bliver det en vigtig opgave for kommissionen at udrede, hvad der sker med det juridiske ansvar i en sag som minkaflivningerne, når så mange forskellige ministerier er indblandet

”Rent juridisk er der en ret basal forestilling om, at der er nogle faglige søjler, og at de fleste beslutninger foregår inden for disse ressortopdelinger. Men denne sag viser, at når det virkelig brænder på, og man arbejder meget på tværs med mange ministerier inde over, så holder de her søjler ikke rigtig i praksis.”

Set i lyset af andre ministeriers indblanding og at det tilsyneladende ikke var fødevareministerens beslutning at aflive alle mink: Kan Mogens Jensen og hans daværende departementschef med rette hævde, at det ikke var deres ansvar alene at hejse flaget om manglende lovhjemmel?

”Det er i hvert fald et interessant forsvar og et spændende juridisk argument, at det ikke var dem alene, der sad med det her spørgsmål. Der var mange inde over, og der var også pres fra andre sider,” siger Michael Gøtze.

Henrik Studsgaard er måske lidt hurtigt blevet gjort til en af de mulige bad guys i sagen, men det kan i en vis forstand bruges til hans forsvar, at tingene gik på tværs i en tilspidset situation

Michael Gøtze
Professor i forvaltningsret

Han peger på, at Miljø- og Fødevareministeriet tilsyneladende havde styr på vurderingen af det manglende lovgrundlag, men at det pludselig gik meget hurtigt, da beslutningen blev truffet. Og at indblandingen fra Sundhedsministeriet, Statsministeriet og Justitsministeriet ser ud til at have ”forvirret og mudret billedet”.

”Henrik Studsgaard er måske lidt hurtigt blevet gjort til en af de mulige bad guys i sagen, men det kan i en vis forstand bruges til hans forsvar, at tingene gik på tværs i en tilspidset situation. Det foregik jo også på departementschefniveau, hvor man fik arbejdet sig ind over hinandens områder,” siger Michael Gøtze.