Museumsdirektør: Det er tid til et reality-tjek til museumsdebatten

Formanden for Organisationen Danske Museer, Flemming Just, peger på, at tallene formentlig afspejler en række fondsinvesteringer i bedre museumstilbud en række steder i landet.

Det tror jeg, er rigtigt. Man kan tilføje, at når den kommunale støtte fortsat er høj og endda stigende ligesom billetindtægterne, så skyldes det måske, at for kommunerne er museerne en investering.

En investering i sammenhængskraft og dannelse, men også i flere nye borgere og turister. På borgmesterkontoret er debatten mellem Christiansborgs ordførere og debatten om Nationalmuseets formidlingseksperimenter nok temmelig fjern. Spørgsmålet er, om det ikke er et sundhedstegn, vi alle kan lære af?

Flyt fokus i debatten
Uanset hvad fagfolk mener om kedsomhedsknapper og realitystjerner på Nationalmuseet, er det et faktum, at Rane Willerslevs mest presserende ledelsesudfordring er at få flere mennesker til at bruge og elske Nationalmuseet samt at få dem til at lægge nogle penge i kasseapparatet.

På kulturmøde Mors var der en debattør fra interesseorganisationen Danmark på Vippen, der foreslog at flytte statsmidler fra Nationalmuseet til Moesgaard, fordi de nye udstillinger i Aarhus efter hans mening formidlede danmarkshistorie bedre end udstillingerne i København. 

Indlægget var formentlig polemisk og på mange måder urimeligt, da Nationalmuseet som hovedmuseum skal så meget mere og andet end at lave udstillinger, men det vidner om den politiske debat, der er Willerslevs grundvilkår.

Den politiske debat om museerne kan, når den er værst, virke lige så ophedet og uforsonlig som den om Jim Lyngvild.

Behøver der være en modsætning mellem at satse på gode museer i hele landet på den ene side og at belønne museer, der gør det godt målt på formidling og indtægter, på den anden side?

Eller er modsætningen blevet talt op af politikerne i lyset af tilskudsdebat og et snarligt folketingsvalg?

Brugergrupper og forretningsudvikling
Jeg mener personligt, at det udvikler et museum at sætte arbejdet med brugergrupper og forretningsudvikling lige så højt som det at bevare og forske. Det gælder for alle museer.

Vi er først ved at få ordentligt greb om det på mit museum i disse år, men det bør være enhver museumsdirektørs opgave at skabe en ligeværdig forbindelse mellem disse hensyn.

Et museum, der forsømmer publikumsudvikling, bliver ikke alene en arbejdsplads, som får svært ved at tiltrække veluddannede, dynamiske og kreative medarbejdere, det bliver også et museum, der mister relevans i forhold til vores samfund og de enkelte gæster; både dem, der elsker kultur, og dem vi skal kæmpe for at få i tale.

Jeg er derfor bange for, at barnet bliver hældt ud med badevandet så at sige, hvis den politiske debat bliver reduceret til en sort-hvid debat, om det er godt eller skidt med betaling fra publikum, eller om man skal skære i støtten til de største museer eller belønne de store, fordi de er gode til at tjene penge.

I den debat er vi alle sammen tabere: små provinsmuseer såvel som de største i de store byer og dermed hele det danske samfund.

Hvad er vejen til succes? 
Det vil være langt mere konstruktivt, hvis de statslige politikere spørger sig selv, hvad der skal til, for at museernes succesfulde udvikling kan fortsætte og komme endnu flere museer og danskere til gavn?

Vi er måske på vej ind i en gylden æra ligesom den, som danske spillefilm skabte for år tilbage. Nu gælder det om at konsolidere fremgangen og sørge for, at den kommer flest muligt til gavn.

Fremgangen for hele museumsbranchen handler ikke mindst om en række konkrete succeshistorier, der rækker fra Tirpitz i Vestjylland til Designmuseet midt i København, og dermed viser alene succeserne, at mange af de politiske bekymringer knyttet til entréindtægter er misvisende.

Gæsterne og kommunerne har stemt om deres syn på museernes værdi ved at skrue op for investeringerne, ligesom fondene i øvrigt. Nu mangler vi alene staten. Måske det ikke er for sent at flytte debatten?