Museumsdirektør: Vi skal passe på ikke at fastfryse de historiske udfordringer i en ny reform

Flere forslag har været bragt i spil til, hvorledes sådanne kan tænkes – nogle mere enkle end andre. Helt oplagt er det imidlertid, at ansvarsområder (kommuner og fagområder) bør udgøre et væsentligt afsæt. Dette princip er allerede fremhævet af mange kollegaer og eksperter (eksempelvis Axel Degn Johnsen, Per Nikolaj Bukh med flere).

Når dette princip er så afgørende, så har det mange årsager. Blandt disse vil jeg gøre opmærksom på museernes fortsatte incitament til udvikling og professionalisering – eksempelvis ved fusion. Hvis ikke fusionerende museer kan tage hovedparten af et statstilskud med ind i nye museumskonstellationer, så risikerer en reform at sætte en stopper for den udvikling, som ellers har været animeret fra statsadministrationen og politisk i årtier.

Hvis ikke fusionerende museer kan tage hovedparten af et statstilskud med ind i nye konstellationer, så risikerer en reform at sætte en stopper for udviklingen.

Jesper Hansen
Museumsdirektør, Museum Sydfyn

Findes der ikke løsninger herpå, så vil mindre museer, hvor det statslige tilskud udgør en betydelig del af det økonomiske fundament, ikke have råd til at fusionere.

Samtidig vil større museer ikke have incitament til at fusionere med mindre museer, da man reelt vil kunne risikere at skulle drive sådanne museer på et spinklere økonomisk grundlag end det, der allerede var uholdbart og årsag til fusion. Risikoen ligger lige for – store hvide pletter på det kulturhistoriske Danmarkskort.

Uhensigtsmæssige strukturer fastlåses

Et bærende princip for arbejdsgruppens oplæg såvel som for debatten mere generelt har været, at en fordelingsmodel bør indeholde dynamiske og præstationsbaserede incitamentselementer. Det er klogt, at en del af statstilskuddene fordeles ud fra museernes evne til at præstere ud fra fastsatte og permanente kriterier som eksempelvis besøgstal, indtjening, forskning med videre.

Samtidig er dette også et område, hvor såvel de demografiske og de historiske forskelligheder risikerer at fastlåse nogle særdeles uhensigtsmæssige og selvforstærkende strukturer. Vi skal passe på ikke at fastfryser de historiske udfordringer i en ny reform.

Resultatelementet i tilskudsstrukturen vil koncentrere flest midler ved de museer, der præsterer højest (ikke at forveksle med bedst eller mest kvalitativt) i forhold til de fastsatte måleparametre. I praksis vil geografisk beliggenhed set ud fra befolkningstæthed og feriedanmark blive en stærkt styrende faktor.

At museernes chance for succes på de af arbejdsgruppen foreslåede parametre er meget forskellige har været påpeget af mange, og et eventuelt resultatelement i en fremtidig model for statstilskud bør derfor også tage højde for det grundlag, som museerne har præsteret på hidtil.

I et bidrag i Kulturmonitor, har professor Trine Bille rettet et helt nødvendigt fokus på denne problemstilling. Det er således afgørende, at fordelingsmodellens vurdering af museernes resultater tager afsæt i et input/output-perspektiv, for som den store debatlyst tydeligt illustrerer, så har det selvfølgelig betydet alverden for et museums grundlag for at præstere, om det de sidste 20 år har modtaget 1, 3, 5, 20 eller 30 millioner kroner i årligt statstilskud.

Det er afgørende, at fordelingsmodellens vurdering af museernes resultater tager afsæt i et input/output-perspektiv.

Jesper Hansen
Museumsdirektør, Museum Sydfyn

Samtidig skal vi huske, at lokalmuseernes driftsgrundlag også skal/bør betragtes ud fra kommunale tilskudsaktører. Det er i den forbindelse afgørende at diskutere politisk, hvor ”skillelinjen” i tilskudsstrukturerne går mellem den statslige understøttelse af grundlæggende museale samfundsforpligtelser og så de kommunale satsninger på museumsområdet.

Markante lokale museumssatsninger (udgifter) på statsanerkendte museer er vel som udgangspunkt et forhold, der bør aftales mellem ikke-statslige interessenter; museum, kommune, fonde, lodsejere og så videre.

Politisk bestemte strategiske midler

Endelig kunne jeg ønske mig, at der i en kommende model for tildeling af statstilskud indtænkes en pulje af politisk bestemte strategiske midler. Sådanne foreslås - hvis teknisk muligt - afsat for femårige perioder og genforhandlet et par år før periodeudløb.

De strategiske midler vil kunne understøtte, at museumslandskabet kan udvikle sig i takt med den politiske udvikling, direkte animeret gennem tilskudsordningen og frigjort af enkeltinstitutioners særinteresser.

Eksempler på politiske temaer for tildeling af sådanne resultatbårne strategiske midler kunne være museernes arbejde med den grønne omstilling, museernes tværsektorielle arbejde på tværs af sociale og kulturelle ressortområder eller et fokus på nationale museumsfyrtårne.

For alle områder gælder, at der er tale om politiske valg, der supplerer museernes kerneopgaver med samlingsudvikling, vidensudvikling og formidling. Når der politisk er ønske om nye strategiske fokusområder (fordi målet er nået), skal fokus kunne ændres.

Det kunne være, at stort set alle museer opnår Green Attraction, hvorfor et strategisk mål herom er opfyldt, at museumsfyrtårne ikke længere behøver særtilskud, da de har skabt en bæredygtig forretningsmodel gennem deres fyrtårnsposition og tilhørende store indtægter, hvorved det strategiske mål også er nået, eller at museernes tværsektorielle arbejde har nået sine mål, og at nye arbejdsfællesskaber søges.