Professor: Kulturstøtten bliver overhalet af private aktører

Af Jørn Langsted
Professor emeritus, Aarhus Universitet 

Uffe Elbæk havde misforstået sin opgave, når han troede, at han som radikal kulturminister skulle være en havkat i hyttefadet, en idémager, en dagsordensætter og en omprioritør. Det var slet ikke det, der var meningen. Derimod skulle tingene fortsætte som altid. Ikke flere penge, men heller ikke flere besparelser. Ro på bagsmækken. Gerne pæne diskussioner, men ingen råben og skrigen og fægten med armene. En dannet kulturpolitik.

Det har ikke gjort behovet for at diskutere mål og midler i kulturpolitikken mindre. Fordi: Mens den offentlige kulturpolitik støt og roligt holder sin kurs, sker der en omprioritering bag om ryggen på os. Større og større dele af kulturpolitikken bliver varetaget af private aktører: Fonde og firmaer. Her er vækst, mens den offentlige politik byder på stagnation.

Den feudale kulturpolitik
Og det er alt sammen meget godt med nye penge til kulturen. Problemet er bare den skævvridning af kulturpolitikken, der kommer til syne, når politikken tages ud af det demokratiske samfund og bliver rent feudal. Der foregår i disse år en omprioritering fra en demokratisk og kontrollerbar kulturpolitik til en feudal-enevældig kulturpolitik, der er helt lukket i forhold til demokratisk kontrol, åbenhed og diskutérbarhed.

Der er ingen ordentlig diskussion – for slet ikke at tale om kritik – af, hvad denne omlægning betyder. Alle – såvel kulturpolitikere som institutionsledere og andre pengemodtagere – indskrænker sig til at lovprise, at der kommer flere private penge i sving. Og der er overhovedet ingen problemer ved den øgede privatisering af kulturpolitikken!

Omprioritering af den offentlige kulturpolitik
Der er behov for, at den offentlige kulturpolitik tager têten, bliver synlig og modig. Man kan få vilde drømme om, at man i Danmark havde fulgt den rødgrønne regering i Norge og dens offensive kulturpolitik, der fordoblede statens kulturbudget i løbet af en otteårig periode. Men nej, sådan skulle det ikke gå.

En omprioritering i den offentlige kulturpolitik bør tage udgangspunkt mellem kontinuitet og fornyelse. Kun derved kan der opstilles planer og visioner, og der kan komme gang i kulturpolitikken igen oven på årene med stagnation.

Jørn Langsted
Professor emeritus

Da det tilsyneladende er en urokkelig sandhed, at der ikke kan skaffes flere penge til kunst og kultur ad den skattefinansierede vej, er der ingen andre muligheder end at diskutere, om de offentlige midler anvendes rigtigt, eller om man f.eks. kunne skrue ned de steder, hvor fonde og erhvervsliv støtter mest, dvs. på de etablerede institutioner. For at kunne opprioritere de mere ydmyge og måske fornyende steder i kulturlivet.

Mellem kontinuitet og fornyelse
En prioriteringsdiskussion kan altså være vigtig, ikke mindst i en kulturpolitik under stagnation: At prøve at se kulturpolitikken i spændet mellem kontinuitet og fornyelse. I vores samfund er det nemlig her imellem, kulturpolitikken skal udfolde sig. Den skal på samme tid sikre kontinuitet og give betingelser for fornyelse. På nogle tidspunkter vil det være kontinuiteten, der står i centrum, på andre fornyelsen. Men ingen af dem må skubbes helt til side.

Man kan godt have mere end en vel underbygget fornemmelse af, at det i disse år er kontinuiteten, arven, de faste institutioner, der dominerer i kulturpolitikken, mens der kun afsættes mindre end 10 procent til den egentlige fornyelse, det skabende, kunsten. Og med fornyelse tænker jeg ikke på hu-hej projektmagerne og deres events og andre bobler.

En omprioritering i den offentlige kulturpolitik bør tage udgangspunkt i en analyse af kulturpolitikken i spændet mellem kontinuitet og fornyelse. Kun derved kan der opstilles planer og visioner, og der kan komme gang i kulturpolitikken igen oven på årene med stagnation.