Debat

R: Alle har ret til kulturoplevelser

DEBAT: Kultur kan fungere som en social løftestang, der skaber fællesskaber på tværs af skillelinjer som etnicitet, religion, uddannelse og social baggrund. Sådan lyder budskabet fra Marlene Borst Hansen, kulturordfører hos Radikale Venstre.
Marlene Borst Hansen, kulturordfører for Radikale Venstre, mener, at kulturen kan bruges som social løftestang.
Marlene Borst Hansen, kulturordfører for Radikale Venstre, mener, at kulturen kan bruges som social løftestang.Foto: Folketinget
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Således giver kultur samhørighed, fordi man måske bliver bevidst om at tilhøre et historisk fællesskab, eller måske giver kulturen udtryk for et bestemt fællesskab, man ikke vidste fandtes, eller måske opstår der et konkret fællesskab med dem, man oplever kulturen med.

Marlene Borst Hansen (R)
Kulturordfører

Af Marlene Borst Hansen (R)
Kulturordfører

Marianne Jelved præsenterede i tirsdags en strategiplan for, hvordan kunst og kultur kan blive tilgængeligt for børn og unge, som ikke er vokset op i hjem, hvor det bugner med bøger og årskort til det lokale teater.

Jeg synes, det er en rigtig god plan, fordi jeg ønsker, at alle børn – fra de er helt små – skal have mulighed for at møde kultur. Bruger børnene deres hænder til at tegne eller male, eller får de fortalt en historie, åbner det for, at de bliver klogere og tænker over deres tilværelse, uagtet hvilket hjem, de er opvokset i.  

Kulturen skal være for alle
I alt sætter vi 40 millioner kroner af til projektet, som indeholder mange forskellige tiltag for at udbrede kunsten og kulturen blandt børn og unge. For eksempel er der afsat 4,5 millioner kroner til ’kulturkufferter’, som skal deles ud i daginstitutioner, skoler samt i belastede boligområder.

Kufferterne skal bestå af film, bøger og et lokalt kulturpas med forskellige muligheder for at blive en del af kulturelle aktiviteter. Kufferterne bliver sat sammen af kommunerne, Det Danske Filminstitut og Kulturstyrelsen i fællesskab, så kufferterne på den måde kan indeholde alle relevante elementer.

Det er med udgangspunkt i projektet ’Bogstart’ – hvor bibliotekarer i forskellige kommuner tager ud til udsatte familier med bogpakker – at der er fundet inspiration til kufferterne.

For det kan godt være, at der er gratis entre for børn på de fleste kunstmuseer, og at alle kan komme på biblioteket, men det er ikke nok med gratis og tilgængelige faciliteter. Vi har et ansvar for at give børn – som vokser op i familier, der ikke bruger kulturtilbud, eller som aldrig oplever eller taler om kunst i hjemmet – mulighed for at opleve kultur.

Kultur som en social løftestang
Kultur er nemlig på rigtig mange måder et godt redskab til at fungere som social løftestang. Kultur skaber fællesskaber på tværs af skillelinjer som etnicitet, religion, uddannelse og social baggrund. Det pirrer vores nysgerrighed, udvider vores horisont, udfordrer vores livssyn og giver stof til eftertanke, når vi læser en bog, ser et teaterstykke eller går til koncert.

Således giver kultur samhørighed, fordi man måske bliver bevidst om at tilhøre et historisk fællesskab, eller måske giver kulturen udtryk for et bestemt fællesskab, man ikke vidste fandtes, eller måske opstår der et konkret fællesskab med dem, man oplever kulturen med.  

Det er med det in mente, at vi skal være meget opmærksomme på at udbrede kunsten og kulturen til vores børn og unge. Vi ved også, at den kreative proces er af afgørende betydning for vores børns udvikling og indlæring, og derfor er jeg meget glad for, at kulturplanen netop sætter i højsædet, at børnene skal bruge deres kreative og innovative evner og blive dygtigere via den vej.

Ny strategi med konkret handling
Derfor er jeg meget begejstret for den nye kulturstrategi, fordi den giver plads til, at vores børn og unge kan udvikle sig som mennesker i en tid, hvor meget individualiseres og tingsliggøres.

Strategien er meget mere end flotte ord på et stykke papir. Den er konkret handling. Og gennem fingermaling, fælles sangoplevelser, teaterforestillinger, film og musik giver den plads til refleksion og fordybelse.

Kulturen gør os rigere og bringer os tættere sammen som mennesker. Den rigdom får endnu flere nu glæde af.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marlene Borst Hansen

Medlem, Pressenævnet, fhv. stedfortrædende MF (R), fhv. formand, Fora,
lærer (Haderslev Statsseminarium 2001)

0:000:00