Radio- og TV-nævnet godkender Radio Louds ejerskifte og tager navneskift til efterretning

Berlingske Media A/S overtager ejerskabet af Radio Loud, mens det omdiskuterede navneskift til 24syv bliver taget til efterretning, oplyser Radio- og tv-nævnet i en pressemeddelelse.

Radio Loud kan nu skifte navn til 24syv.
Radio Loud kan nu skifte navn til 24syv.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Det vil fremover hedde 24syv, når du tuner ind på Radio Louds DAB-kanal, og ligeledes vil kanalen nu også være ejet af Berlingske Media A/S.

Det oplyser Radio- og tv-nævnet i en pressemeddelelse fredag

Radio Diablo ApS, Radio Max Danmark ApS og Foreningen Radio Limfjord som indtil nu har ejet 51,1 procent af aktiekapitalen i Kulturradio Danmark A/S, som står bag det nu tidligere Radio Loud, overdrager dermed deres kapitalejendele til Berlingske Media A/S. 

Dermed ejer sidstnævne nu 91,1 procent af Kulturradio Danmark. 

"Det afgørende for Radio- og tv-nævnet er, at programtilladelsen bliver overholdt, uanset om ejerforholdene skifter. Det er noget, vi er meget opmærksomme på, og som vi kommer til at følge særdeles tæt," udtaler nævnets formand Søren Sandfeld Jakobsen.

Han understreger desuden, at "kravene til flow-radio ikke må udvandes af et eventuelt fokus på podcast fra Kulturradio Danmark A/S’ side".

Navneskift tages til efterretning 

Allerede før det blev officielt, at Radio Loud ville søge om at få lov til at skifte navn til 24syv, blev det kritiseret af blandt andet tidligere Radio24syv-chef Mads Brügger og andre tidligere Radio24syv-folk. 

Men Radio-og tv-nævnet oplyser fredag, at navneændringen faktisk ikke kræver nævnets godkendelse. Det skyldes, at navnet "ikke er reguleret i programtilladelsen og ikke var en del af skønhedskriterierne i forbindelse med udbuddet". 

Derfor skriver nævnet, at navneændringen tages til efterretning. Dog fastholder nævnet, at radiokanalens målgruppe skal være de 15-32-årige. 

Radio Louds programdirektør Simon Andersen har ellers tidligere udtrykt ønske om at hæve målgruppen til også at inkludere de op til 44-årige. 

Retter op på påtaler

Radio- og tv-nævnet gav 5. oktober Radio Loud en kort frist til at rette op på væsentlige mangler, som nævnet vurderede, at radioen ikke levede op til inden for programtilladelsen

Radio Loud har herefter skullet redegøre for, hvordan man ville rette op på disse punkter, der blandt andet gælder live-sending, lytterinddragelse, tilstedeværelse ude i landet og iværksættelse af væsentlige ændringer uden nævnets godkendelse. 

Disse planer er blevet godkendt, og nævnet har givet radiokanalen en ny frist til 4. februar 2022, før de skal have implementeret de nye tiltag, der skal rette op på manglerne. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Andersen

Programdirektør og ansv. chefredaktør, 24syv
journalist (DJH. 1994)

Søren Sandfeld Jakobsen

Professor i it- og medieret, advokat, formand, Radio- og tv-nævnet
cand.merc.jur. (1992), cand.jur (1996), ph.d. (2004)

0:000:00