Så meget bruger kommunerne på kultur

FORBRUG: Der er stor forskel på, hvor mange penge landets kommuner bruger per indbygger på kulturen. Langeland ligger i top, mens Hedensted Kommune ligger i bund. Se hele kortet her.
I Svendborg Kommune, hvor Troense Søfartsmuseum ligger, bliver der årligt brugt 1115 kr. pr. indbygger på kultur.
I Svendborg Kommune, hvor Troense Søfartsmuseum ligger, bliver der årligt brugt 1115 kr. pr. indbygger på kultur. Foto: Colourbox.com
Per Bang Thomsen

Hvis man gerne vil have et velfungerende museum, en aktiv teaterscene eller et døgnåbent bibliotek i nærområdet, er det ikke helt ligegyldigt, hvor i landet man bosætter sig.

Der er nemlig stor forskel på, hvor mange skattekroner de enkelte kommuner bruger på at holde gang i deres lokale kulturliv.

Det viser en opgørelse, som Altinget | Kultur har lavet på baggrund af kommunernes regnskabstal for 2012.

Landets 98 kommuner brugte i gennemsnit 1118 kroner per indbygger på at støtte kulturen og bibliotekerne, samt købe nye bøger til bibliotekshylderne. Det tal dækker dog over store udsving på tværs af kommunegrænserne.

Kulturen har været et satsningsområde lige siden 1960'erne, og jeg er ikke i tvivl om, at det har haft stor betydning for byen, at vi har så klar en profil.

H. C. Østerby (S)
Borgmester i Holstebro

Helt i top ligger Langeland Kommune, som sidste år brugte 2194 kroner per indbygger på kulturen.

Det er fire gange så meget som Hedensted Kommune, der befinder sig i bunden af listen. Her blev der sidste år brugt 510 kroner per indbygger på kulturlivet.

 <iframe width="450" height="500" scrolling="no" frameborder="no" src="https://www.google.com/fusiontables/embedviz?q=select+col4%3E%3E1+from+17Z1cbVG1cr_sls5Z4iAyZ-fg2kUEjfYr8f9GgiI&amp;viz=MAP&amp;h=false&amp;lat=56.38958122804287&amp;lng=10.950193357421867&amp;t=1&amp;z=7&amp;l=col4%3E%3E1&amp;y=2&amp;tmplt=2&amp;hml=GEOCODABLE"></iframe>

Godt kulturmiljø er en prioritet
Ser man på tværs af Danmarkskortet, er der ingen umiddelbar sammenhæng mellem, hvor i landet kommunerne ligger og hvor meget de bruger på kulturen.

I top 10 finder man forstads-, udkants- og storbykommuner, heriblandt Aarhus og Odense, og kommunerne har både blå og røde borgmestre. De folkerigeste kommuner ligger dog lidt over landsgennemsnittet, mens de mest affolkede kommuner ligger lidt under. 

"Hvis man trevler alle de kommunale nøgletal igennem, så er kulturbudgetterne det område, hvor man har den største variation," siger Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Ifølge Bjarne Nielsen (V), borgmester på Langeland, hænger kommunens høje kulturforbrug sammen med, at de har nogle museer på øen, som de gerne vil holde liv i.

"De koster dog en del penge, og det er grunden til, at det er så højt. Men derudover prioriterer vi også at have et godt kulturmiljø her på øen," siger han om Langeland, der i 2012 havde godt 13.000 indbyggere.

Det gør man dog også i Hedensted Kommune, understreger borgmester Kirsten Terkilsen (V). Bare på en anden måde, og derfor er beløbet relativt lavt.

"Det kan godt være, at vi ikke har musikhuse eller teatre i kommunen, men vi ligger et sted i Danmark, hvor vores borgere kan nå frem til fem store teatre på mindre end en time. Derudover ligger vi et sted, hvor der er mere fokus på den folkelige kultur, ikke mindst foreningslivet i al dens mangfoldighed. Så vi er bestemt ikke kulturløse her i kommunen," siger Kirsten Terkilsen.

Myten om Horsens
Ifølge Roger Buch hænger de store udsving også sammen med, at nogle kommuner bevidst bruger kulturen til at skærpe deres profiler og trække nye skatteborgere til. Det er dog paradoksalt, mener han.

Det er nemlig aldrig blevet bevist, at investeringer i kultur har kastet flere arbejdspladser eller indbyggere af sig, siger Roger Buch.

"Det hænger i høj grad sammen med myten om Horsens. Der er blevet bygget en stor fortælling op om, at det har været en fordel for byen, at den har satset så målrettet på kulturen. Det har betydet noget for byens image. Men i forhold til indbyggertallet har det betydet mere, at Danish Crown valgte at placere deres slagteri i Horsens i 2005," siger han.

Holstebro er en af de kommuner, der bevidst har brugt kulturen til at trække nye folk til området.

Kommunen ligger i dag nummer to på listen over de kommuner, der bruger flest penge per indbygger på kultur, og borgmester H. C. Østerby (S) mener, at satsningen har båret frugt.

"Kulturen har været et satsningsområde lige siden 1960'erne, og jeg er ikke i tvivl om, at det har haft stor betydning for byen, at vi har så klar en profil. Man kan selvfølgelig ikke se kulturen isoleret, og faktorer som uddannelse og Holstebro som handelsby har også spillet ind. Men vi har en formodning om, at det har en effekt, når det handler om at tiltrække folk," siger han.

Dokumentation
Sådan har vi gjort:

Oversigten er baseret på kategorierne "Udgifter til folkebiblioteker pr. indbygger", "Udgifter til bøger m.v. pr. indbygger" samt "Udgifter til kultur pr. indbygger" på noegletal.dk.

Oversigten er baseret på kommunernes regnskabstal for 2012.

Udgifterne til bibliotekerne er nettodriftsudgifter, hvilket vil sige, at indtægter og statsrefusion er trukket fra. Ved at se på nettoudgifterne fremfor bruttoudgifterne kan man sammenligne tallene på tværs af kommunerne, da der også er korrigeret for central biblioteksvirksomhed og for kommuner, der har driftsoverenskomst med andre kommuner.

Udgifter til sport og fritid er ikke taget med, da det ikke har været muligt at adskille udgifterne til det traditionelle foreningsarbejde fra udgifterne til lokalidrætten. Danmarks Statistik oplyser, at man i løbet af 2013 vil lave en særskilt opgørelse over udgifterne til folkeoplysningen, som tidligere lå under Undervisningsministeriet.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Roger Buch

Centerleder, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
ph.d. (SDU. 1996), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

Bjarne Nielsen

Regionsrådsmedlem (V), Region Syddanmark, fhv. borgmester (V), Langeland Kommune
diverse uddannelser (Søværnet), HF (Svendborg Gymnasium 1977)

Kirsten Terkilsen

Byrådsmedlem (V), Hedensted Kommune, fhv. borgmester (V), Hedensted Kommune
kontorassistent

0:000:00