Uvidenhedens æra er forbi – nu skal den grønne politik kunne mærkes

Der var også engang, vi troede, at biomasse var en god idé. Det med at fælde skove for derefter at brænde dem af og så plante plantager, hvor vi kunne høste mere træ-biomasse, virkede grønt.

Nu har vi dog set, at det vil tage alt for lang tid, hvis plantagerne skal kunne optage den CO2, der er blevet frigivet i forbindelse med afbrændingen af træ.

Vi ved, at biodiversiteten er katastrofalt lav i de plantageskove, der fylder der, hvor der engang var ægte skov. Vi ved, at det ikke blot er restaffald fra tømmerindustrien, der brændes, men hele træstammer.

Når regeringen endelig forsøger sig med tiltag, er den så forsigtig, at man skulle tro, den var bange for landbruget og fiskeriets lobbyorganisationer.

Alexander Holm

Vi ved bedre end at brænde skove af i klimaets navn.

Engang vidste vi ikke, at landbrugets kvælstofforurening ville ødelægge vores hav. At det ville have negative konsekvenser for biodiversiteten, hvis vi skød alle de store rovdyr og græssere. At stenbideren var ved at kollapse, fordi den (efter alt at dømme) blev overfisket. At Tangeværket ville have fatale konsekvenser for vores største vandløb, Gudenåen. At ulven er vigtig for os, da den blandt andet forhindrer spredningen af sygdomme, såsom svinepest.

Og så videre – listen er lang. 

Vi ved bedre nu. Men i stedet for at handle på det og bevæge os væk fra dét, der aldrig var blevet etableret med den viden, vi har i dag, forsøger vi blot at optimere de miljø-, klima- og naturskadelige ting.

Vi tør ikke skifte over til bæredygtige alternativer og danser en desperat og kulsort dans for at opretholde en status quo, der blot bliver dækket af et stadigt tykkere lag grøn sminke.

Når regeringen endelig forsøger sig med tiltag, der skal forbedre noget af ovenstående, er den så forsigtig, at man skulle tro, den var bange for landbrugets, fiskeriets, jagtens og skovbrugets lobbyorganisationer. Magt har tydeligvis en pris.

Vores handling (eller mangel på samme) tilsvarer ikke de biodiversitets- og klimakriser, vi er vidner til. Vi gør ikke oksekøds- og mejeriproduktion klimavenlig med Bovaer.

Den intense og overdrevne trawl i danske farvande bliver ikke bremset af trawlforbud, der kun gælder områder, hvor der ikke trawles. Ligesom vi ikke ville kunne slå ned på krybskytteriet på ulve ved at sætte en indsats ind på Samsø.

Torsken bliver ikke reddet af statsautoriseret overfiskeri, biodiversiteten bliver ikke rigere af et vildsvinehegn.

Vil man se eksempler på politik, der lyder som om, den bygger på gode intentioner, alt imens den tilsyneladende har som mål at ændre præcis så lidt, at ingen (pånær grønne aktører) bliver stødt, så byder SVM-regeringen ind med et overflødighedshorn af tilfælde.

Naturen kommer sig kun, hvis vi skaber rammerne for det. Og det kommer til at have en pris. I hvert fald på den korte bane. Sådan er omstilling. Sådan er investeringer

Alexander Holm

Men der bliver nødt til at komme noget effektiv handling på bordet. Der er intet, der bliver nemmere eller billigere, hvis vi venter med at skride ind og nægter at skubbe vores landbrug, fiskeri og skovbrug i en grønnere retning.

Naturen kommer sig kun, hvis vi skaber rammerne for det.

Og det kommer til at have en pris. I hvert fald på den korte bane. Sådan er omstilling. Sådan er investeringer.

Der kommer til at være nogen, der føler sig som tabere – og hvis vi tager den grønne omstilling alvorligt, kommer det nok netop til at være de aktører, der aktuelt lægger det hårdeste pres på klima, miljø og biodiversitet.

Men jo længere vi venter, desto sværere bliver det at vende skuden. Måske politikerne bare må spænde et stort, fedt banner op på Christiansborg, hvor der står:

”Kriser er ikke gratis at løse, men tænk hvor meget vi kan vinde. Bjørnetjenesternes tid er forbi.”