BL: Professoren rammer forbi målet

Af Hans Sønderby Christensen
Ekstern lektor i EU-ret og advokat for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Randers

og Jørgen Evald Jensen
Faglig direktør i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Vraa

Tak for replikken til os, hvori professor Tegner med den brede pensel efterlyser en samlet plan for regulering af miljø og landbrug og ønsker sig en mere nuanceret gødskningsordning. 

Disse overordnede politiske betragtninger, som udgør indlæggets pointe til os, kan nogle næppe være uenige i, men det er uden relevans for den retlige situation, som landmændene står i netop nu, og som denne diskussion drejer sig om.

Professoren forbigår således alle de juridiske indsigelser, som kan rettes mod den gældende regulering, og for at konstatere (u-)ligheden skal man derfor grave et spadestik dybere.

Et hug ind i landbrugets livsnerve
For det første nøjedes regeringen nemlig ikke med de supplerende foranstaltninger, som professoren henviser til, at daværende EU-kommissær Bjerregaard bad daværende miljøminister Auken om med Vandmiljøplan II fra 1998. 

Uden vilje til at grave sig ned til dér, hvor kæden hoppede af for den danske implementering, forbliver professorens synspunkter et udslag af den mørkelygte, som i 17 sure år har været holdt over dansk landbrug.

Hans Sønderby Christensen og Jørgen Evald Jensen
Bæredygtigt Landbrug

Det var slemt nok, men langt værre gik det, da Danmark – eller rettere tre politiske partier – med Vandmiljøplan III gik længere endnu og foretog et dødbringende hug ind i landbrugets livsnerve med den såkaldte Landekvote. 

Den kaldtes teknisk justering og fremstod derfor sikkert harmløs, men den skulle senere vise sig at betyde rigtig meget og i dag at koste landbruget over 50 procent af den samlede undergødskning. 

Professor Tegner end ikke nævner den, så vi sender den til hende sammen med NaturErhvervs eget excel-ark, så professoren selv kan konstatere, at hun rammer forbi målet.

Ikke nok at drømme om en effekt
For det andet er Landekvoten hverken omfattet af det ene eller det andet direktiv. 

Det var og er en intern dansk regulering, som ifølge statens egne oplysninger heller ikke har haft nogen effekt. 

Professor Tegner forbigår med sine brede bemærkninger det enkle juridiske forhold, at når et indgreb hverken har været tiltænkt en miljøeffekt og heller ikke har en sådan, er der ingen EU-retlige hindringer i at afskaffe det. 

Man kan ikke nøjes med at antage eller med al respekt drømme sig til en effekt. Man skal kunne påvise den.

Start dér, hvor kæden hoppede af
For det tredje forbigår professoren håndfaste fakta knyttet til den danske fejlimplementering. 

Nitratdirektivet eller Danish Nitrate Action Plan, som den kaldes, er ugyldig, blandt andet fordi den aldrig er udkommet på dansk, aldrig har været sendt i offentlig høring, lider af mangel på hjemmelsbestemmelser og har selvmodsigende oplysninger om kvoteberegning i forhold til den strategiske miljøvurdering og så videre.

For det fjerde skriver professoren direkte, at hun ikke vil forholde sig til fagligheden i kvotereguleringen, Dermed forbigås helt EU-reglernes klare krav om omkostningseffektivitet.

Uden vilje til at grave sig ned til dér, hvor kæden hoppede af for den danske implementering, forbliver professorens synspunkter med al respekt et debatindlæg og et udslag af den mørkelygte, som i 17 sure år har været holdt over dansk landbrug.