Debat

Dansk Akvakultur: Fremtidens planlov skal styrke rammerne for udvikling af landbaseret fiskeopdræt

Det er besværligt at få tilladelse til at bygge eller ombygge anlæg til fiskeopdræt på land. Landbaseret fiskeopdræt er en miljøeffektiv kilde til protein, og derfor skal det være nemmere at få tilladelse til at udvikle landbaseret akvakultur i fremtiden, skriver Lisbeth Plesner.

Regeringen ønsker mere landbaseret fiskeopdræt i Danmark, skriver Lisbeth Plesner.<br><br>
Regeringen ønsker mere landbaseret fiskeopdræt i Danmark, skriver Lisbeth Plesner.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen ønsker, at fremtidens fiskeopdræt i højere grad skal foregå i landbaserede anlæg. Det kræver, at fremtidens planlov skaber bedre rammer for etablering og udvikling af landbaseret fiskeopdræt.

Der er et stort potentiale i opdrættede fisk som en miljøeffektiv proteinkilde med et lavt klimaaftryk, og sektoren kan spille en væsentlig rolle i den grønne omstilling af fødevareproduktionen. Udvikling af landbaseret akvakultur bidrager ydermere med økonomisk udvikling og arbejdspladser i landdistrikter.

EU Kommissionen peger på, at adgang til arealer og vand er en væsentlig barriere for udvikling af landbaseret akvakultur og opfordrer til, at medlemsstaterne udpeger egnede områder. Denne opfordring bør efterkommes i fremtidens planlov.

Den nuværende planlov besværliggør udvikling af landbaseret akvakultur
Det er besværligt at opnå en tilladelse til at bygge nye anlæg til fiskeopdræt samt at ombygge eksisterende anlæg. Planloven undtager byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for landbrug for landzonetilladelse, men undtagelsen omfatter ikke akvakultur. Med den seneste ændring af planloven er der åbnet op for, at eksisterende dambrug ikke skal søge om landzonetilladelse for mindre byggeri, men i alle andre tilfælde vil dambrug skulle have en landzonetilladelse.

Landbaseret fiskeopdræt har ikke et større industrielt præg end et moderne landbrug

Lisbeth Jess Plesner
Chefkonsulent, Dansk Akvakultur

Det er endvidere muligt at etablere industrivirksomhed i eksisterende overflødige bygninger, der indrettes, og ikke ombygges, med mulighed for bygningsudvidelse på 500 kvadratmeter. Den mulighed er desværre ikke brugbar for akvakultur, da etablering af anlæg til fiskeopdræt oftest vil kræve væsentlige ombygninger.

Derfor skal opdrætterne søge om landzonetilladelse for alle bygningsmæssige ændringer, og vi oplever, at der er store forskelle på, hvor villige kommunerne er til at give de nødvendige tilladelser.

Planloven anviser ikke mulighed for at etablere nye anlæg til fiskeopdræt i det åbne land. En sådan tilladelse er helt afhængig af en kommunes velvillighed til at lave en landzonetilladelse.

Akvakultur skal sidestilles med husdyrproduktion
Landbaseret fiskeopdræt har ikke et større industrielt præg end et moderne landbrug, og i relation til planloven afviger akvakultur ikke fra anden husdyrproduktion. Såfremt akvakulturs potentiale til produktion af sunde miljø- og klimaeffektive fødevare skal indfries, bør akvakultur og anden husdyrproduktion sidestilles i fremtidens planlov.

Regeringens ønske om, at Danmark skal være grønt foregangsland for landbaseret fiskeopdræt kræver, at fremtidens planlov gør op med krav om landzonetilladelser eller landzonelokalplan for fiskeopdræt.

Konkret skal der være en statslig interesse i, at der i de kommende kommuneplaner sikres udlægning af udviklingszoner til større akvakulturanlæg med industriel karakter, herunder zoner til saltvandsbaserede anlæg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00