Eksperter: Der bør være mere politisk fokus på naturen

DEBAT: Befolkningens opbakning i politik er en væsentlig forudsætning for en effektiv og helhjertet indsats. Mange danskere støtter beskyttelse af naturen, men der er stadig ikke nok politisk fokus på området, skriver Hans Meltofte og Carsten Rahbek.

Af Hans Meltofte og Carsten Rahbek
Hhv. Seniorrådgiver emeritus, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet og Professor, Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet.

Den aktuelle udvikling omkring ’strandengen’ på Amager Fælled er et interessant eksempel på befolkningens holdninger til natur og biodiversitet, som der måske er grund til at tage ved lære af.

På trods af at området for længst er blevet afskåret fra marin påvirkning og i øvrigt er under tilgroning, så kunne fortalerne for beskyttelse af denne ’strandeng’ mobilisere en enestående stærk opbakning, også blandt de lokale beboere, til at bevare levestedet for en række sjældne og truede arter og som et åndehul for byens borgere.

Et for et faldt de politiske partier fra, som hidtil havde støttet byggeplanerne, indtil overborgmesteren til sidst stod tilbage som den eneste med ønske om bebyggelsen af naturområdet.

Villige til at betale 
Men er det bare en enkeltstående sag, som kun kunne lade sig gøre, fordi området var omgivet af naturglade borgere, og der var et nært forestående kommunalvalg?

Det er der sikkert mange holdninger til, men diskussion kan kvalificeres ved kendskab til den forskning, som blandt andet Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO) og Center for Makroøkologi, Evolution og Klima udfører omkring den brede befolknings holdning til natur og biodiversitet.

En af metoderne i sådanne undersøgelser er at bede et repræsentativt udsnit af befolkningen om at sætte tal på, hvor meget de er villige til at betale ekstra i skat for forskellige naturelementer for eksempel i form af forskellige beløb mellem 100 og 2.000 kroner. Danskernes betalingsvillighed er ganske høj og på niveau med andre europæiske lande, hvor der er afsat væsentligt mere areal til natur end i Danmark i form af beskyttede områder.

Forsøg viser, at folk ofte i praksis ikke er villige til at betale ligeså meget, som de siger, men derimod i størrelsesordenen mellem halvdelen og en tredjedel, men det ændrer ikke på, at undersøgelserne kan sammenligne forskellige befolkningsgruppers prioriteringer.

I forhold til arterne, så viser forskningsresultater, at danskerne har den største betalingsvillighed for at sikre arter hjemmehørende i Danmark, og størst for de sjældne og truede danske arter (samlet set biodiversitet), men danskerne har også en stor betalingsvillighed for nyindvandrede arter på grund af klimaforandringer, hvis arterne i øvrigt er truede i Europa.

Teknologirådet gennemførte i 2016 en panelhøring med 250 repræsentativt udvalgte borgere, hvor der skulle tages stilling til arealanvendelsen i Danmark. Her var de mest fremtrædende resultater, at panelet blandt adskillige valgmuligheder foretrak mindre eller uændret landbrugsareal, større skovareal og mente, at bevarelse af natur og miljø er det vigtigste eller i det mindste kombineret med andre hensyn i arealanvendelsen.

Ønsker Danmark som foregangsland
Baggrunden for dette arbejde var blandt andet, at Naturstyrelsen og Teknologirådet afholdt en høring blandt 174 repræsentativt udvalgte borgere i 2012, hvor temaet var biodiversitet. Den korte konklusion var, at ”Danmark skal være foregangsland for biodiversitet, og borgerne vil gerne betale mere for naturen.”

Borgerne ønskede mere vild natur, også i bynære områder, og der, hvor naturen er, skal hensyn til miljø og biologisk mangfoldighed vægtes meget højere end friluftsliv. Og i overensstemmelse med reaktionerne omkring Amager Fælled mener otte ud af ti, at grønne områder tæt på byen skal gøres mere vilde af hensyn til biodiversiteten.

For alle disse resultater er det temmelig bemærkelsesværdigt, at de vedrører en befolkning, som har modtaget mindre og mindre undervisning i biologi/naturfag gennem det sidste halve århundrede. Det er således påfaldende, at vi danskere – på trods af ovenstående undersøgelsesresultater – har en ringe forståelse af biodiversitet. Ifølge tal fra EU Kommissionen har blot 40 procent af danskerne kendskab til biodiversitet.

Det er tredjesidst i EU kun undergået af borgere i Slovakiet og Ungarn. Til sammenligning har 90 procent af borgerne i vore nabolande Tyskland og Sverige kendskab til biodiversitet. På trods heraf er der en grundlæggende stor interesse for naturen blandt danskerne. Således er der praktisk taget ligeså mange medlemmer i landets største grønne organisation, Danmarks Naturfredningsforening, som i samtlige politiske partier tilsammen.

Og lægger man medlemstallet i de andre grønne organisationer til, så bliver det til langt flere. Alene det antal danskere, der har besøgt Dansk Ornitologisk Forenings ’Ørnetv’, tæller nu 400.000.

Ser vi i stedet på, hvad vælgerne angiver som de vigtigste emner op til kommunalvalget i en nylig måling lavet af Norstat for Altinget, så kommer ”Miljø, natur og klima” ind på en bemærkelsesværdig tredjeplads for befolkningen som helhed, men zoomer vi i stedet ind på de unge vælgere, så rykker miljø og klima ovenikøbet op på en andenplads. På den måde er befolkningen i overensstemmelse med de forpligtelser omkring miljø, natur, biodiversitet og klima, som EU og Danmark har underskrevet.

Misforhold mellem danskernes interesse og politisk prioritering
Der er således noget, der tyder på, at senere overvismand Jørgen Birk Mortensen, Det Økonomiske Råd, havde en pointe, da han i sin tid udtalte, at ”Jeg synes, at man med en vis rimelighed kan sige, at i forhold til den interesse, der er omkring [natur-]området, er de direkte offentlige udgifter ikke store.” – Eller sagt på godt dansk: Der er et betydeligt misforhold mellem befolkningens interesse i naturværdierne og størrelsen af bevillingerne på finansloven.

Hertil kommer, at journalist og forfatter Kjeld Hansen i en ny bog ’Det store Svigt’ kan dokumentere, at meget af det fredningsarbejde, der rent faktisk er udført i dette land, har været halvhjertet eller direkte inkompetent, uden at ret mange almindelige mennesker har vidst noget om det.

En stor udfordring for en fornuftig forvaltning af den danske natur og vores biodiversitet er en bedre erkendelse blandt beslutningstagere og forvaltere af, at vi danskere udover sundhedsvæsen, boliger, uddannelse og sikkerhed også prioriterer højt at bo i et land, hvor der er vild natur med et rigt dyre- og planteliv.

Det er en forfejlet undervurdering af danskerne, hvis vores natursyn reduceres til at handle om noget grønt, hvori man kan gå ture, motionsløbe og køre på cykel, og hvor arterne er reduceret til noget, der kan ”nakkes og ædes”.

Undersøgelser af danskernes naturprioritering sætter gang på gang de sjældne og truede arter meget højt. Således prioriterede et repræsentativt udsnit af danskerne sikring af særlige, for eksempel truede arter højere end flere veje og stier til rekreation i IFROs undersøgelse af danskernes ønsker til kommende nationalparker.

Der er mange ubekendte, men der er ingen tvivl om, at ’naturen og arterne’ og dermed beskyttelsen af natur og biodiversitet betyder noget for rigtig mange danskere.

Forrige artikel S: Bred aftale om målrettet regulering er til gavn for både miljø og landbrug S: Bred aftale om målrettet regulering er til gavn for både miljø og landbrug Næste artikel L&F: Vores kritik af vandplaner er endeligt bekræftet L&F: Vores kritik af vandplaner er endeligt bekræftet
  • Anmeld

    Arne Hastrup · Biolog

    Kan vigtige naturområder beskyttes effektivt ved politisk konsensus imellem benyttere og beskyttere ?

    Det er meget positivt at størstedelen af den danske befolkning bekymrer sig om naturen og dens tilstand - sådan har det været i al den tid jeg kan huske, og det er helt tilbage til 1960érne. Men hvorfor f..... går det så galt gang på gang, når ”vi” vil passe på naturen, som nu senest dokumenteret af Kjeld Hansen i hans bog om det STORE SVIGT omkring naturfredningerne.

    Journalist Søren Olsen har også gjort status i bogen, ”Kampen om Danmarks Natur” , han glemte blot at nævne, at det var hr og fru Danmark, der tabte kampen. Vinderne er indtil videre, erhverv og organisationer med egeninteresser, der primært tager udgangspunkt i en BENYTTELSE af naturen, dvs. bønder, skovbrugere, jægere og en lang række foreninger der har fysisk udfoldelse i naturen på programmet og som langt hen ad vejen er samlet under Friluftsrådets paraply.

    Som jeg ser det er en væsentlig årsag til tingenes sørgelige tilstand imidlertid, at de naturbeskyttende organisationer ( DN, DOF m.fl.) har været nødt til, eller har været villige til ? , at agere i et politisk system, der i vores demokratiforståelse traditionelt er baseret på at skabe konsensus. Kompromisset giver også god mening i en fordelingspolitik, hvor man skal fordele / tilegne sig samfundets materielle goder i en (klasse)kamp på vegne af sine vælgere. Men det siger sig selv, at hvis et kompromis omkring beskyttelsen af eksempelvis en mose er, at halvdelen kan afvandes og dermed tørlægges , ja så taber naturen - hver gang.

    Det er naturligvis et åbent spørgsmål hvilken politisk strategi der ville have givet de største resultater for en forening der har natur- og miljøbeskyttelse som formål.

    • En konsekvent fastholden af det naturpolitiske idégrundlag, afprøvet og justeret løbende med medlemmerne samt i en offentlig dialog og debat. I dette scenarie er det i sidste ende argumentets kraft der afgør beslutningerne ?

    ELLER

    • Konsensuslobbyisme som for mig at se har været et yndet politisk redskab i de ”grønne” foreninger i en meget lang årrække. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys har denne strategi spillet fallit. Man er desuden, som en konsekvens af denne politik, ved at sætte sin centrale rolle som talsrør for dét flertal af befolkningen, der vil naturen - over styr – i forhold til det politiske establishment.

    For mig at se er der derfor et stort behov for, ja det er en nødvendighed, at de miljø- og naturbeskyttende organisationer sammen med politikerne, de politiske partier, sætter sig ned og bliver enige om nogle politiske værktøjer, der gensidigt forpligter og som kan føre til de konkrete resultater man reelt er enige om er målet, eksempelvis en naturbeskyttelse, hvor omdrejningspunktet er størst mulig biologisk mangfoldighed, biodiversitet. Den er selv naturbenytterne med på – eller er de ?

  • Anmeld

    Kristian Skjødt · Direktør

    Kan bæredygtigt benyttelse aflede mere beskyttelse?

    Den er svær. Jeg er selv fortaler for bæredygtig benyttelse (og hvordan vi så definerer det er der nok mange holdninger til) og samtidig er en forbedring af biodiversiteten noget jeg mener vi bør prioritere højt. Er de hinandens modsætninger eller hinandens styrker?
    Helt grundlæggende så har jeg den holdningskæde (om man vil) at vil vi sikre mere natur i Danmark, så skal det være en reel bred folkelig opbakning hertil. For at opnå dette, så skal den brede folkelighed så værdien heri. Det kan være svært at forholde sig til begreber som biodiversitet mm så vi er nødt til at konkretisere det for den enkelte. Og her kommer naturoplevelsen for den enkelt væsentligt ind i billedet. Jo flere der benytter naturen bæredygtigt, jo flere vil få et forhold til den, og jo flere der har et forhold til den, jo flere vil sætte det på den politiske dagsorden. Og jeg mener jeg at de to temaer understøtter hinanden.
    Om benyttelsen består i at "nakke og æde", en tur på MTB eller skovlegepladsen er for mit vedkommende uvæsentligt. Men det væsentlige er at vi benytter den oplevelse som en platform for formidling og politisk opbakning. Og at der så derudover er en lang række afledte positive konsekvenser som øget folkesundhed med alt hvad der følger, sociale oplevelser, mindre stress, udvikling i udkanten, virksomheder og meget mere gør det jo bare helt vildt relevant.
    En rekreativ oplevelse skal netop være vild, score højt på biodiversiteten, være fed, vise landskabet, sjov og givende, og formidle netop dette, for at den er meningsfyldt - og dermed udviklende på naturens vegne.

  • Anmeld

    Niels Poul Dreyer · Hr.

    Intet Demokrati i Danmark - Kun korruption og nepotisme

    Vi har slet ikke noget demokrati i Danmark. Magteliten i DK anført af landbrugsmafiaen bestemmer alt. Det mærker jeg nu her ved Fuglebjerg hvor en svineproduktion udvider. Gamet er sat imod os fra starten, vi er totalt magteløse. Nu bruger den borgerlige regering Eu midler til at udvide produktionen. Jeg tror ikke på noget mere, jeg vil have det rædselsregime fjernet.

  • Anmeld

    anna bodil hald · biolog og naturforvalter

    Godt fakta indlæg

    Tak for et godt fakta indlæg, der bør medtages til et hvert valgmøde i denne tid. Jeg har været på valgmøde i en kommune, hvor man siger 'Naturen det er derfor vi bor her', men det er vist kun skåltaler. politikernes oplæg gik på skattelettelse, mursten, infrastruktur og nye aktiviteter væk 'fra min baghave': Boliger til seniorer og plejetrængende, problemer med aktiviteter for skolebørn, børnehavebørn, de utilpassede unge, men disse skal ikke foregå 'i min baghave' etc. Intet om hvad natur betyder for os alle som alternativ til plejehjem og for mange frustrerede unge mv. Måske kunne meget af dette klares lettere, hvis der blev meget mere plads til natur og mere naturkvalitet.

  • Anmeld

    Bo K. Stephensen

    Natur

    Ja, men hvilken natur ønsker man sig + med hvilken kvalitet. De fleste danskere vil jo også have rent grundvand, men der er forskellige tolkninger om, hvornår det er rent og ikke. Det samme gælder med naturforståelsen.
    Der er flere fælder i disse undersøgelser, friluftsrådet har lige lavet en, der viser at de naturhistoriske interesser viger overfor de mere sportslige i naturen. Det er det modsatte af, hvad der står i artiklen. Når naturen kommer op til borgermøder, så kommer naturen ofte til at handle om tilgængelighed og stier, ingen taler om arter eller denne beskyttelse. Ja, der skal en langt mere koncentreret fokus på de politiske udfordringer der er ude i det åbne landskab og i skovene. Men hvor er medierne henne ?. Hvis de ikke er fortrop, så kommer politikerne ikke med på vognen.