Den ubekvemme biologiske viden om skovene

Hvem udtaler sig i netop denne sammenhæng om biodiversitet som forskeren, og hvem som politikeren?

Carsten Rahbek
Professor, KU, om Niels Elers Koch

Af Carsten Rahbek
Professor i makroøkologi og leder af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet

(Svar på debatindlægget ”Forskere politiserer i skovdebat” af Niels Elers Koch (her)).

Niels Elers Kochs (NEK) forskningsområde er friluftsliv i skovene. Han har desuden i en årrække beskæftiget sig med skovpolitik, bl.a. som chef i Miljøministeriet for Skovpolitisk Kontor i slutfirserne. I dag er han formand for Skovrådet. Tonen i hans debatindlæg er helt usædvanlig og personfokuseret. 

Min hovedpointe var, at 20 års indsats for forvaltningen af biologisk mangfoldighed ikke står mål med de politiske målsætninger og indsatsen. NEK’s svar er, at ’indsatsen har været stor’. Måske – men jeg forholdt mig til effekten af indsatsen. Budskabet er simpelt. Biologisk viden er nødvendig for at forvalte biologisk mangfoldighed – også i skovene. Den har manglet og mangler stadigvæk. Resultatet er, at skovens biodiversitet efter 20 år stadigvæk er den mest truede i Danmark. Åbenlyst ikke et budskab, NEK bryder sig om.

Svar på NEK’s kritik af mine citater i Altingets artikel
Baggrunden for NEK’s debatindlæg er en journalistisk artikel i Altinget (”Indsatsen for biodiversitet i skovene dumper” fra 13. august) med tre citater fra undertegnede, beregnet på forståelig formidling af summen af forskningsbaseret viden:

• Citat 1: ”Staten har haft et mål om at standse tab af biodiversitet, men man har gjort det forkerte. Den strategi, man har fulgt, har været dundrende naiv fra dag ét,” siger han.

Forskningsbaseret biologisk viden og data er nødvendig for en succesfuld og ikke mindst omkostningseffektiv forbedring af dansk biodiversitet. Det har jeg og andre gjort gældende i mere end ti år. 

I 2000 dokumenterede vi i samarbejde med Det Økonomiske Råd (”Vismandsrapporten, Dansk Økonomi, efterår 2000”), at resultatet af den hidtidige danske indsats for biodiversitet ikke var mere omkostningseffektiv end ”tilfældige prioriteringer”. I 2003 fik vi samme resultat i en analyse af strategien for biodiversitet i skovene. 

Biodiversitetsforskere fra KU og AU (inkl. det tidligere DMU) har i samstemmighed over mange år påpeget, at den realiserede strategi for skovene ikke var særlig stærkt biologisk funderet. Kritikken, sat på spidsen i mit citat, er således ikke ny for NEK eller andre. Alligevel har den forskningsbaserede biologiske viden om arter og biodiversitet (på KU og AU) ikke sat sig nævneværdige spor i den hidtidige danske skovstrategi.

• Citat 2: ”’Hvis du spørger mig, om en kornmark er bedre natur end en parkeringsplads, så svarer jeg ja. Men hvis du spørger mig, om en kornmark er god natur, så vil jeg sige nej. I skovene er man gået fra en skovdrift, der var fuldstændig ødelæggende, til en driftsform, som er mindre ødelæggende, men det er ikke nok i en situation, hvor 30-40 procent af skovarterne er truet af udryddelse,’ siger Rahbek.”

Dette citat har NEK ikke gengivet i sin helhed, men har selektivt og ude af sammenhæng kommenteret selve tallet for andelen af truede skovarter. Mht. tallet er der brug for en præcisering: Af de opgjorte arter i Danmark er ca. 20 procent truede, af disse udgør skovarterne 40 procent. Tallene stammer fra ”Den danske Rødliste” (sammenstillet af DMU for Miljøministeriet), som NEK er udmærket bekendt med. Intet nyt her.

• Citat 3: ”Jeg håber, at man stopper med at lave løsninger uden et vidensgrundlag, og i stedet går fagligt til værks og involverer nogle af de fagfolk, som ved noget om biodiversitet,” siger han.

NEK’s gengivelse af citatet er forkortet (alt efter ”vidensgrundlag” var udeladt), hvorved hovedpointen ryger: At forskningsbaseret biologisk viden og data om organismer (biodiversitet) er vigtig for, at vi som samfund kan tage de bedste beslutninger, med den underforståede pointe, at man hidtil ikke har gjort megen brug af den eksisterende viden.

NEK siger om mine citater, at: ”Det er bl.a. foruroligende, når Carsten Rahbek udtaler …” Hvorfor mine pointer om nødvendigheden af at inddrage biologisk forskningsbaseret viden i forvaltningen af biodiversitet i skovene er foruroligende, forstår jeg ikke. NEK uddyber ikke sit synspunkt.

Sammenfattende til NEK’s hovedpointe om politisering kan blot siges: Det, at man fremfører en forskningsbaseret kritik af politiske/forvaltningsmæssige beslutninger og tiltag kan ikke sidestilles med at politisere.

Det videre spin og opbygningen af en stråmand
I stedet påstår NEK, at mine udtalelser om den overordnede situation er en kritik af evalueringsrapporten. Som det fremgår af citaterne i deres fulde længde, er der ingen kritik af evalueringsrapporten, dens forfattere eller indholdet. Det må stå for NEK’s egen udlægning.

NEK citerer rapporten i selektive pluk krydret med løsrevne citater fra andre kilder og udelader rapportens væsentligste konklusioner. Herved fremstiller NEK sin egen version af rapporten. Den strider imod, hvordan jeg læser rapporten. Den strider også imod, hvordan en af rapportens biodiversitetsforskere, Hans Henrik Bruun (HHB) fra KU, selv ser rapportens biologiske konklusioner (se Altingets artikel). 

Det får NEK til også at anklage HHB for at politisere om sit eget arbejde. I en kommentar til NEK opfordrer Rasmus Ejrnæs fra AU (en anden af rapportens biodiversitetsforskere) til, at man selv læser rapporten. Jeg kan varmt tilslutte mig denne opfordring.

Forstfolks dogme om at skovdrift er bedre end urørt natur for arterne
Bemærkelsesværdigt fra et fagligt synspunkt fremfører NEK en ikke-videnskabeligt funderet kritik af, at biodiversitetsforskerne (i samstemmighed fra KU og AU) påpeger, at urørt skov er et positivt tiltag til bevarelse af skovens biodiversitet, særligt for mange af de truede arter.

Det skal i denne sammenhæng for lægmand siges, at ”urørt skov” ikke er ensbetydende med en meget mørk og tæt skov – ufremkommeligt vildnis – sådan som et lille segment af fortalere for fortsat skovdrift ynder at fremstille det. 

En urørt skov har en naturlig variation af træarter, dynamik imellem henfald og opvækst og vandcirkulation. Det giver en skov med træer af forskellig alder og størrelse, våde områder med moser og søer, små lysninger og større, åbne områder samt mængder af såvel gamle træer som dødt ved i forskellige stadier af nedbrydning. Det er den type levesteder, de danske skovarter er tilpasset igennem evolution. Her har de optimale forhold. Menneskelige påvirkninger betyder forandringer af naturen for arterne, hvorved den samlede biodiversitet alt andet lige går ned. Langt under 1 procent af de danske skovarealer er urørt skov. Konsekvensen af mangel på urørt skov med naturlig dynamik ses tydeligt i den høje andel af truede skovarter.

Pointen omkring urørt skov som et vigtigt redskab for bevarelse af skovens biodiversitet er i overensstemmelse med Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger (2013) og rapporter/analyser om biodiversitet fra De Økonomiske Råds sekretariat (”Vismandsrapporten, Økonomi og Miljø, 2012”), Teknologirådets biodiversitetsrapport til Folketinget fra 2010 og det afsluttende konsensuskapitel i rapporten ”Danmarks natur frem mod 2020 – om at stoppe tabet af biologisk mangfoldighed” skrevet af 42 forskere fra samtlige danske universiteters forskningsmiljøer inden for biodiversitet og udgivet af Det Grønne Kontaktudvalg – sammenslutningen af danske, grønne ngo’er.

Det er svært ikke at læse NEK’s reaktion på redskabet ”urørt skov” som endnu et indlæg i den polemiske debat, som et lille segment af forstfolk har ført i dagspressen siden foråret 2012. De ønsker skovdrift frem for anden brug af skovene og har for eksempel fremført, at danske arter ligefrem er tilpasset en forstligt drevet skov. En bizar tanke i forhold til, hvor lang tid evolutionær tilpasning af arter tager, jf. Darwins berømte evolutionsteori, og i forhold til al øvrig biologisk teori og viden. Her er vi så tilbage ved hovedpointen om behovet for biologisk viden i relation til at forvalte biodiversitet også i skovene.

Forskningsbaseret viden
NEK siger, at beslutninger bør tages ”på det bedst mulige beslutningsgrundlag”. Jeg er sikker på, at NEK i sit job nu på KU også mener, at det indbefatter et forskningsbaseret vidensgrundlag. Når nu NEK rejser den pointe sammen med en anklage mod mig om politisering, vil jeg selvfølgelig gerne stå på mål for min baggrund for at svare på journalistens spørgsmål om biodiversitet. 

Svarene er baseret på: a) mine 20 års forskning inden for biodiversitet; b) data og resultater fra de mange store biologiske analyser/rapporter om dansk biodiversitet, jeg og mine kolleger har lavet i samarbejde med og/eller finansieret af bl.a. De Økonomiske Råd, Friluftsrådet, Teknologirådet, diverse ministerier og styrelser, VKR- og AVJF-fondene, m.fl.; c) AU’s og DMU’s mange faglige rapporter; d) den samlede viden om forvaltning af biodiversitet i Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) finansieret af Danmarks Grundforskningsfond og ledet af undertegnede. CMEC huser på KU en større håndfuld af verdens mest profilerede internationale biodiversitetsforskere (top 1 procent mest citerede i verden) med stor ekspertise i skovens biodiversitet og skovøkonomi. En international evaluering udført i juni 2013 har netop konkluderet, at:

• ”The Center should be commended for becoming one of, if not the, world’s leading research institute focusing on macroecology and its applications to solve one of society’s greatest challenges – to conserve biodiversity and the natural character and distributions of species in the face of anthropogenic global challenges, including but not limited to climate change.”

Om undertegnede udtalte NEK for nylig: ”en af verdens førende forskere i biodiversitet.”

Som det fremgår af NEK’s beskrivelse af Skovrådet, der rådgiver miljøministeren, indeholder rådet folk fra forstlige forskningsmiljøer, ngo’er og erhvervsinteressenter. Der er ingen repræsentanter fra de biologiske forskningsmiljøer på KU/AU med ekspertise i biodiversitet. Den ubalance i forhold til forskningsbaseret viden kunne man jo politisk/ministerielt overveje at rette op på.

Forskningsbaseret myndighedsbetjening fra KU
Dekanen på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, KU, har om fakultetets myndighedsbetjening sagt, at den bør være forskningsbaseret. NEK og jeg er formentlig begge enige med vores dekan om dette. Vi er nok også enige om, at viden meldt ud af KU-forskere skal være forskningsbaseret.

I lyset af dette og NEK’s usædvanlige personangreb mod mig er det selvfølgelig i orden at se kritisk på mine forskningsmeritter på biodiversitetsområdet. På det naturvidenskabelige område baseres sådanne typisk på internationalt peer-evaluerede forskningspublikationer og andres citeringer af ens forskning. Ifølge Thomson Reuters Web of Knowledge-databaser (der bl.a. bruges til evalueringer af forskning) har jeg 169 publikationer, der er citeret 5.447 gange (top 1 procent i verden). Til sammenligning har NEK 11 publikationer i databasen, der tilsammen er citeret 91 gange. Mit primære forskningsfelt er biodiversitet, mens NEK’s er friluftslivet i skovene.

På den baggrund kunne man gentage det spørgsmål, som NEK selv rejser: Hvem udtaler sig i netop denne sammenhæng om biodiversitet som forskeren, og hvem som politikeren?