Forskere i biodiversitet: Vildere natur er ikke en trussel mod naturen

REPLIK: En række forskere mener, at vild natur vil være en trussel mod naturen og skabe juridiske problemer. Men der er ingen grund til at tvivle på, at genopretning af vild natur er afgørende for at modvirke biodiversitetskrisen, skriver Rasmus Ejrnæs, Morten D.D. Hansen m.fl.

Se indlæggets underskrivere i dokumentationsboksen

Seniorrådgiver Jesper Bak m.fl. stiller sig i et debatindlæg i Altinget kritisk over for vildere natur i Danmark – ja, forfatterne mener faktisk, at vildere natur vil være en trussel mod naturen selv og sågar ”sandsynligvis både vil være i strid med Habitatdirektivet og med beskyttelsen af biodiversitet”.

Det kan være svært at forstå, hvordan vildere natur skulle kunne være en trussel mod ”naturen”, så lad os se nærmere på debatindlæggets påstande.

For det første fremmaner Bak m.fl. et billede af en indsats for vildere natur, hvis effekt skulle savne dokumentation, og som efter sigende skulle bygge på en debatbog og på udsagn fra ”flittige debattører”. Men når regeringen og dens støttepartier i deres forståelsespapir opstiller målsætninger om mere urørt skov, nye naturnationalparker og en naturzone afspejler det, at danske biodiversitetsforskere gentagne gange har peget på, at den vigtigste indsats for biodiversiteten i Danmark netop består i at give naturen plads til at udfolde sig på egne præmisser.

Senest er en sådan forskerkonsensus med anbefalinger af vildere natur formuleret i en fælles ekspertudtalelse om genopretning af biodiversitet og økosystemer i Danmark i regi af IPBES og i forskeranbefalingerne om forvaltning af statens urørte skove. De nævnte rapporter rummer også centrale referencer til den videnskabelige dokumentation.

Dette solide faglige grundlag svækkes ikke af, at det også bliver brugt af debattører. Dog kan man stilfærdigt undre sig over, at det er en debattør – og ikke staten selv – som har rejst projektmidler til at gennemarbejde konkrete forslag til større områder med sammenhængende statsejet natur, hvor man kunne realisere vildere natur i praksis.

Ikke til fare for sig selv
Internationalt og nationalt er der stigende fokus på genopretning af naturlige processer – det vil sige at lade naturen blive vildere – i arbejdet for at sikre biodiversiteten. Det indebærer, at man stiler efter at genoprette de naturlige rammer og processer, som vi mennesker i tidens løb har modvirket eller fjernet, oftest for at bedre at kunne udnytte naturgrundlaget til konkrete formål.

De fleste steder i Danmark indebærer genopretning af naturlige processer, at man genopretter naturlige vandforhold, giver plads til naturlig udvikling af biologiske samfund af vilde arter og plads til helårsgræsning af store planteædere. Desuden gælder det om at stoppe vores udnyttelse af naturressourcerne som dyrkning af afgrøder, hugst af træer og kommerciel biavl. Endelig kan det indebære at justere jagten til et niveau, som tillader naturlige tætheder af vilde dyr i naturområderne. Det er meget svært at forestille sig, at en sådan vildere natur skulle være til fare for sig selv.

Forfatterne fremhæver specifikt, at vildere naturforvaltning med græssende dyr kan medføre, at heden vil forandres til surt overdrev, og at der kan indvandre træer og buske. Dermed, skriver forfatterne, kan en sådan vildere naturforvaltning være i strid med Habitatdirektivets formål og udgøre en trussel mod biodiversiteten.

Der er ingen tvivl om, at en vildere natur også er mere dynamisk og dermed mindre forudsigelig, især helt lokalt og også set i lyset af de igangværende klimaforandringer. Der er heller ingen tvivl om, at Habitatdirektivet opererer med nogle ganske statiske definitioner af naturtyper, hvilket der længe har lydt faglig kritik af. Det er nemlig ikke naturen selv, der har valgt sådan en opdeling i faste kasser. Således er mange af de mest truede arter i Danmark knyttet til overgange, som indeholder elementer fra både skov og åbent land.

Ikke i strid med direktivet
Det er imidlertid afgørende at fremhæve, at Habitatdirektivet ikke rummer krav om, at de udpegede naturtyper bevares uforandret på den samme plet jord, så længe de beskyttede habitattyper og deres tilknyttede biodiversitet ikke går tilbage i Danmark.

Hvad angår det konkrete eksempel med hede, der kan udvikles hen imod surt overdrev, må man huske, at også surt overdrev er en beskyttet habitatnaturtype – faktisk endda en af de særligt prioriterede habitattyper. Samtidig er der ingen arter, der kun findes på klassisk tør hede; for eksempel findes hedelyngen selv i en bred vifte af næringsfattige naturtyper.

Derfor strider det hverken mod direktivet – eller mod bevaring af biodiversiteten – hvis en tør hede på et givent sted udvikler sig til et surt overdrev. Det vil heller ikke være et problem, hvis hede optræder i mosaik med anden natur, herunder skov.

I danske klitlandskaber blander habitatnaturtyperne sig med hinanden på en måde, hvor feltbiologer ofte er nødt til at kortlægge typerne som en blanding. Netop sådan en mosaiknatur forventes at kunne opstå via genopretning af naturlige processer, hvor naturen får lov til frit at udfolde og udvikle sig. Det vil utvivlsomt være gunstigt for biodiversiteten.

Sjældent en god forretning
Biodiversitetskonventionen og Habitatdirektivet er sat i verden for at modvirke den globale biodiversitetskrise. Under det nuværende forvaltningsregime i Danmark vurderes både tør hede og våd hede samt sure og kalkrige overdrev alle at være i stærkt ugunstig bevaringsstatus. Det skyldes ikke en mislykket strategi om genopretning af naturlige processer, men derimod at den hidtidige traditionelle naturplejeindsats ikke har sikret opfyldelse af målet om gunstig bevaringsstatus.

Faktisk er kun omkring en femtedel af den lysåbne natur i Danmark i dag under en form for forvaltning med græsning. Resten er under tilgroning med buske og træer, hvilket fører til tab af biodiversitet knyttet til lyse og varme forhold.

Årsagen er - som Bak m.fl. rigtigt skriver - at det kun sjældent er en god forretning for landmændene at lave naturpleje med husdyr. På en betydelig del af de områder, hvor der trods alt sker naturpleje, er udviklingen dog også negativ. Det er typisk, fordi naturplejen i praksis går på kompromis med produktionsinteresser, for eksempel ved alt for intensiv sommergræsning og ved maskinelt høslæt og brakpudsning, som fjerner variation i levesteder.

Effekten af store planteædere er i dag en mangelvare i den danske natur. Græssende dyr er en del af den evolutionære baseline for vores biodiversitet. De planter, svampe og dyr, der i dag er vildtlevende i Danmark, har gennem millioner af år levet sammen med store dyr. Mange arter i vores natur er derfor helt afhængige af den variation, som dyrene skaber gennem deres græsning, nedbidning, barkskrælning og optrampning samt de særlige levesteder, der er knyttet til dyrenes lort og ådsler.

Kvaliteten af disse processer og levesteder fremmes af, at de store planteædere har adgang til store og varierede naturområder, og at de kan færdes her hele året i et antal, som ikke overstiger områdernes naturlige bærekapacitet.

Det bedste svar
At de ”løbende driftsomkostninger per hektar for naturnationalparker af Naturstyrelsen anslås at være over det dobbelte af omkostningen ved anden naturpleje” er der allerede stillet alvorligt spørgsmålstegn ved.

Naturstyrelsens estimat af omkostningerne ved genetablering af naturlige processer i den danske natur og i naturnationalparkerne er betragteligt dyrere end de beregninger, som findes i forskningsrapporter om samme emne. Disse støttes konkret af regnskabet for et tilsvarende projekt på Molslaboratoriet, som viser mere end en halvering af driftsomkostningerne. Lægger man dertil de donationer og den brugerbetaling, som den vildere natur har afstedkommet, ser regnskabet blot endnu bedre ud.

Efter vores vurdering er sammenhængende naturområder med naturlig hydrologi, påvirkning fra storme og brande samt flere planteædere, altså med et minimum af menneskelig indblanding, det bedste og mest robuste svar på udfordringen med at sikre biodiversiteten i vores økosystemer på land.

At sikre selvopretholdende økosystemer i naturområderne er ligeledes den sikreste og billigste tilpasning til klimaforandringerne. Denne vurdering er grundlægende baseret på det oven for beskrevne biologiske rationale om, at vild natur er bedre end dyrket natur, men samtidig også på en helt praktisk vurdering: Analyser har vist, at naturforvaltning med store planteædere er dyrere, jo mere dyrene skal passes og tilses af mennesker.

Der foregår i disse år en spændende og relevant forskning og faglig debat om forudsætninger og baselines for vild natur, og om hvordan vi kan bruge vores viden om vild natur til at modvirke biodiversitetskrisen i et kulturlandskab som det danske. Vi byder både forskning og faglig debat velkommen. Men vi ser ingen grund til at tvivle på, at genopretning af naturlige processer i naturområder, der fungerer på naturens egne præmisser, er et afgørende virkemiddel.

Forrige artikel Borgmester: Vi er 76 millioner kroner fra at fjerne en miljøkatastrofe Borgmester: Vi er 76 millioner kroner fra at fjerne en miljøkatastrofe Næste artikel Forskere om kvælstofudledning til havet: Forskere om kvælstofudledning til havet: "Der skal meget mere fart på reguleringen af landbruget"
Miljøminister og Venstre i strid om vandløb

Miljøminister og Venstre i strid om vandløb

VANDLØB: Grødeskæring af vandløb er ikke en reel løsning på udfordringen med oversvømmelser, lyder det fra miljøminister Lea Wermelin. Det vækker kritik fra Venstre.