Kronik: Luk hospicet for døende arter

DEBAT: Politikerne skal sørge for, at vores skove stopper med at fungere som et hospice for truede og døende arter, og i stedet bliver er fristed for en levende og mangfoldig natur. Det er skandaløst, at udviklingen er kommet så vidt, skriver Mathias Høj Kristensen i anledning af FN's internationale biodiversitetsdag. 

Af Mathias Høj Kristensen
Retoriker og tidligere chefrådgiver i Alternativet

Forestil dig en dag i den danske natur.

Morgenduggen hviler tungt på buske og blomsterblade, og op mod solens stråler troner trækronerne på flere hundrede år gamle træer. Stimer af stære og sanglærker flyver forbi, det kribler og krabler i det grønne græs, og i skovbunden gemmer sig spor fra ulve og vilde heste.

Det vrimler med liv, og baggrundsmusikken til denne idyl leveres af et skovens symfoniorkester bestående af kukkende kirkeugler, kvækkende frøer og brummende bier – langt, langt væk fra motorvejen og storbyens støj.

Skønmaleriet er et fatamorgana
Sådan ser det måske ud, når du og mange andre drømmer om den danske natur. Men skønmaleriet er et fatamorgana, der dækker over en langt mere barsk og brutal virkelighed, hvor rekordmange arter er truet af udryddelse.

Sandheden er nemlig, at naturbeskyttelsen her i landet er forstemmende ringe, at statsskovene ofte skæmmes af motorsave og tømmerhugst, og at levevilkårene for dyr og planter løbende forringes.

Efter i årtier at være underlagt industriens og landbrugets behov er vores skov- og naturområder groft sagt blevet reduceret til et hospice for døende arter, hvor de indlogerede dyr og planter lever som terminalpatienter, der knapt nok når at hilse på hinanden, før de er væk for altid.

Denne deprimerende beskrivelse er ikke bare udtryk for fri fantasi, men stemmer med det billede, der gives i den seneste "tilstandsrapport" fra forskerne ved Aarhus Universitet. Ifølge den såkaldte 'Rødliste-rapport' fra januar 2020 er antallet af arter, der er i fare for at forsvinde fordoblet på bare ti år. 

Skandaløs udvikling
Som Maria Reumert Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening udtalte til DR, er udviklingen gået "fra slemt til værre", hvilket understreger, at natur- og biodiversitetskrisen ikke kun drejer sig om skovrydning i Amazonas, smeltende poler og lidende dyr på savannen, men i allerhøjeste grad også om alt det, der foregår i vores egen lille andedam.

Det er i virkeligheden skandaløst, at udviklingen har fået lov at komme så vidt. Alarmklokkerne har bimlet og bamlet gennem årtier uden, at det har fået de ansvarlige politikere til at handle. At Danmark i dag er det land i Europa, der har den ringeste naturbeskyttelse, er jo decideret pinligt.

Samtidig er vi det mest intensivt opdyrkede land i verden sammen med Bangladesh, og end ikke i vores såkaldte nationalparker er vi i stand til at tage ordentlig vare på naturen.

Naturen er blevet mere fattig
Hvad betyder det så helt konkret, tænker du måske? Lad mig bare give nogle eksempler.

Det betyder for eksempel, at vi har mistet 11 arter af dagsommerfugle på 50 år, at bestanden af viber er faldet med 76 procent siden 1970'erne, at storken, stæren og kirkeuglen nærmest er helt forsvundet, at ildere og mårdyr nu også er truet, fordi de mangler føde og hule træer at skjule sig i, og at 50 vildtlevende biarter ikke er set i Danmark siden 1974.

Kort sagt betyder det altså, at vores natur er blevet langt mere fattig, og at verden har mistet noget af sin tidligere så velkendte magi – ikke for en stund, men for altid.

Der er ingenting sket siden valget
Under folketingsvalget i 2019 understregede flere af Folketingets partier vigtigheden af at vende udviklingen. Flere spillede sågar ud med ambitiøse planer, der gav håb om en fremtid, hvor naturpolitikken ville blive ført på naturens præmisser i stedet for på industrien og landbrugserhvervets præmisser.

Hvad er der så sket siden valget? Ingenting. Foruden et stort opslået naturmøde på Marienborg, 20 millioner til mere urørt skov og flere penge til udtagning af landbrugsjord på finansloven, er der vel kun sket det, at krisen har vokset sig endnu større. Det viser Rødlisten jo sort på hvidt.

Problemet er, at indsatsen ingenlunde står mål med udfordringen. Hverken tomme løfter eller pyntegrøn politik kan skabe den forandring, der skal til. Så når politikerne snart mødes hos miljøminister Lea Wermelin (S) for at tage hul på forhandlingerne om den nye natur- og biodiversitetsplan, er forventningerne naturligvis skyhøje. Så meget desto vigtigere er det, at partierne har sigtekornet indstillet rigtigt fra start.

Det handler ikke bare om, at der nu skal gøres noget for naturen. Nej, det handler om, at der nu skal gøres nok for naturen.

Tre centrale elementer i aftaleteksten
I første omgang må målet være at stoppe den historiske trussel mod de tilbageværende arter. Skal den mission lykkes, bør den endelige aftaletekst som minimum indeholde tre centrale elementer:

For det første bør der – inspireret af klimaloven – vedtages en dansk biodiversitetslov med konkrete mål og delmål.

Her kunne man med fordel læne sig op ad anbefalingerne fra Danmarks Naturfredningsforening og Verdensnaturfonden om, at 30 procent af landarealet og 30 procent af havarealet skal være beskyttet natur senest i 2030.

To tredjedele af landarealet bør desuden gøres til naturzone, hvor pladsen reserveres til vild natur, og hvor al kommerciel produktion er forbudt.

Muligt at indfri målene
For det andet bør man sikre, at det er muligt at indfri målene. Det kræver markant flere penge til udlægningen af urørt skov, end der blev afsat på finansloven.

Mindst 75.000 hektar statsskov bør udlægges til urørt skov inden 2025, og samtidig skal der tages et opgør med Naturstyrelsens dobbeltrolle som henholdsvis tømmerhandel og jordbrugsproducent og beskytter af landets vilde natur.

Dobbeltrollen har altid været problematisk, og derfor bør man politisk sikre, at Naturstyrelsen i fremtiden kun skal fokusere på at fremme biodiversiteten og have naturforvaltning med naturgenopretning som formål. 

Et uafhængigt biodiversitetsråd
For det tredje er det tid til at oprette et fagligt, uafhængigt biodiversitetsråd, som kan rådgive regeringen om naturbeskyttelsen, ligesom man i dag har Vildtforvaltningsrådet og Skovrådet, som rådgiver om jagtloven og skovloven.

Biodiversitetsrådet skal løbende forsyne regeringen, men også Folketinget, med viden og anbefalinger om naturbeskyttelsen, sådan som vi for eksempel ser Klimarådet gøre det i klimapolitikken.

Uanset hvilke konkrete tiltag og elementer, der i sidste ende finder vej til aftaleteksten, er det vigtigste, at indsatserne står mål med udfordringerne. Naturen er forarmet og forpint, og hvis nedturen skal stoppes, skal naturen kort og godt have mere plads.

Danskernes ønske
Det synspunkt deles i øvrigt af et stort flertal af danskerne, da en ny undersøgelse fra Kantar Gallup og Danmarks Naturfredningsforening således viser, at 83 procent mener, at der skal laves større områder, hvor naturen frit kan udfolde sig, mens 77 procent ønsker mere og vildere natur end i dag.

Med natur- og biodiversitetsforhandlingerne har politikerne dermed en kæmpemæssig mulighed for at hjælpe naturen og samtidig imødekomme et massivt ønske hos et stort flertal af vælgerne.

Bedre bliver det næsten ikke – og derfor håber jeg, at politikerne nu endelig griber chancen og sørger for, at vores skove ikke længere skal fungere som et hospice for truede og døende arter, men bliver er fristed for en levende, dynamisk og mangfoldig natur.

Forrige artikel Rådet for Grøn Omstilling: DI mistolker vores holdning til biomasseafbrænding Rådet for Grøn Omstilling: DI mistolker vores holdning til biomasseafbrænding Næste artikel Ny gruppe unge blæser til kamp for biodiversiteten: Danmark har et stort medansvar Ny gruppe unge blæser til kamp for biodiversiteten: Danmark har et stort medansvar