Kronik: Luk hospicet for døende arter

Der er ingenting sket siden valget
Under folketingsvalget i 2019 understregede flere af Folketingets partier vigtigheden af at vende udviklingen. Flere spillede sågar ud med ambitiøse planer, der gav håb om en fremtid, hvor naturpolitikken ville blive ført på naturens præmisser i stedet for på industrien og landbrugserhvervets præmisser.

Hvad er der så sket siden valget? Ingenting. Foruden et stort opslået naturmøde på Marienborg, 20 millioner til mere urørt skov og flere penge til udtagning af landbrugsjord på finansloven, er der vel kun sket det, at krisen har vokset sig endnu større. Det viser Rødlisten jo sort på hvidt.

Problemet er, at indsatsen ingenlunde står mål med udfordringen. Hverken tomme løfter eller pyntegrøn politik kan skabe den forandring, der skal til. Så når politikerne snart mødes hos miljøminister Lea Wermelin (S) for at tage hul på forhandlingerne om den nye natur- og biodiversitetsplan, er forventningerne naturligvis skyhøje. Så meget desto vigtigere er det, at partierne har sigtekornet indstillet rigtigt fra start.

Det handler ikke bare om, at der nu skal gøres noget for naturen. Nej, det handler om, at der nu skal gøres nok for naturen.

Tre centrale elementer i aftaleteksten
I første omgang må målet være at stoppe den historiske trussel mod de tilbageværende arter. Skal den mission lykkes, bør den endelige aftaletekst som minimum indeholde tre centrale elementer:

For det første bør der – inspireret af klimaloven – vedtages en dansk biodiversitetslov med konkrete mål og delmål.

Her kunne man med fordel læne sig op ad anbefalingerne fra Danmarks Naturfredningsforening og Verdensnaturfonden om, at 30 procent af landarealet og 30 procent af havarealet skal være beskyttet natur senest i 2030.

To tredjedele af landarealet bør desuden gøres til naturzone, hvor pladsen reserveres til vild natur, og hvor al kommerciel produktion er forbudt.

Muligt at indfri målene
For det andet bør man sikre, at det er muligt at indfri målene. Det kræver markant flere penge til udlægningen af urørt skov, end der blev afsat på finansloven.

Mindst 75.000 hektar statsskov bør udlægges til urørt skov inden 2025, og samtidig skal der tages et opgør med Naturstyrelsens dobbeltrolle som henholdsvis tømmerhandel og jordbrugsproducent og beskytter af landets vilde natur.

Dobbeltrollen har altid været problematisk, og derfor bør man politisk sikre, at Naturstyrelsen i fremtiden kun skal fokusere på at fremme biodiversiteten og have naturforvaltning med naturgenopretning som formål. 

Et uafhængigt biodiversitetsråd
For det tredje er det tid til at oprette et fagligt, uafhængigt biodiversitetsråd, som kan rådgive regeringen om naturbeskyttelsen, ligesom man i dag har Vildtforvaltningsrådet og Skovrådet, som rådgiver om jagtloven og skovloven.

Biodiversitetsrådet skal løbende forsyne regeringen, men også Folketinget, med viden og anbefalinger om naturbeskyttelsen, sådan som vi for eksempel ser Klimarådet gøre det i klimapolitikken.

Uanset hvilke konkrete tiltag og elementer, der i sidste ende finder vej til aftaleteksten, er det vigtigste, at indsatserne står mål med udfordringerne. Naturen er forarmet og forpint, og hvis nedturen skal stoppes, skal naturen kort og godt have mere plads.

Danskernes ønske
Det synspunkt deles i øvrigt af et stort flertal af danskerne, da en ny undersøgelse fra Kantar Gallup og Danmarks Naturfredningsforening således viser, at 83 procent mener, at der skal laves større områder, hvor naturen frit kan udfolde sig, mens 77 procent ønsker mere og vildere natur end i dag.

Med natur- og biodiversitetsforhandlingerne har politikerne dermed en kæmpemæssig mulighed for at hjælpe naturen og samtidig imødekomme et massivt ønske hos et stort flertal af vælgerne.

Bedre bliver det næsten ikke – og derfor håber jeg, at politikerne nu endelig griber chancen og sørger for, at vores skove ikke længere skal fungere som et hospice for truede og døende arter, men bliver er fristed for en levende, dynamisk og mangfoldig natur.