Nordic Waste har ikke kun pløjet gift i jorden ved Ølst, men i selve den muld, som vores samfund vokser af
Hvis lektien fra den skidne syndflod hos Nordic Waste er, at profit er privat, mens omkostningerne er offentlige, så er der blevet sået gift i vores samfund. Torben Østergaard-Nielsen ligger, som han har redt, men han og Nordic Waste er ikke de eneste, der har ansvaret for katastrofen, skriver Christian Egander Skov.
Christian Egander Skov
Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet CritiqueLandsbyen Ølst ved Randers er for alvor kommet på Danmarkskortet. Mærkeligt nok skyldes det, at Ølst står i fare for at forsvinde fra landkortet, i takt med at giftigt affaldsmudder fra virksomheden Nordic Waste er væltet ud over det kronjyske landskab som en dæmonisk vårflom.
Den nærtliggende Alling Å er lagt om, ført i rør for at afværge en truende nedsmeltning i det lokale økosystem. Det hele er mildt sagt en værre redelighed, og regningen bliver tårnhøj. Mindst 200 millioner kroner.
Det er ikke kun i Ølst, at man sidder i til halsen. Og i modsætning til borgerne i Ølst sidder Torben Østergaard-Nielsen, hvor han fortjener
Christian Egander Skov
Nordic Waste, som indledningsvist forsikrede om sin vilje og evne til at rydde pænt op efter miseren, har vendt bugen i vejret og erklæret sig konkurs. Helt tomme lommer. Selskabets ejer, Torben Østergaard-Nielsen, er ganske vist god for 42 milliarder kroner, men er ikke juridisk forpligtet til at bidrage med så meget som en bøjet 25 øre.
Den slags juridisk uforpligtethed slipper man ikke afsted med i den virkelige verden, hvor Torben Østergaard-Nielsen er røget i den offentlige gabestok. Socialdemokratiske ministre har angrebet ham, og man skal lede længe, hvis man vil finde andet end de mest forkølede forsvar. Selv Dansk Industri har vendt Østergaard-Nielsen ryggen.
Ikke engang oprettelsen af en klimafond på 100 millioner kroner har hjulpet. Den smager nok for meget af narresut.
Det er meget svært at slippe indtrykket af en opgejlet pengegris, som gerne vil grave jord op med sin grådige tryne, men ikke kunne drømme om at rydde op i den svinesti, den har efterladt.
Det er altså ikke kun i Ølst, at man sidder i til halsen. Og i modsætning til borgerne i Ølst sidder Torben Østergaard-Nielsen, hvor han fortjener. For ét er jura, noget andet er moral.
Forargelsen, vreden og den moralske fordømmelse, kan muligvis afskrives som ren refleks. Skal der nu være særligt hårde regler for milliardærer? Er det ikke bare den sædvanlige danske smålighed?
Men i dette tilfælde er der dog tale om en sund refleks. Hvis Nordic Waste efterlader os med den lektie, at profitten er privat, mens omkostningerne er offentlige, så har Torben Østergaard-Nielsen ikke alene pløjet gift i jordlodderne omkring Ølst, men i selve den muld, som vores samfund vokser af.
Lige så lidt, som vi kan affærdige den moralske vurdering af Nordic Wastes kolossale svigt, må vi lade den moralske refleks og den øjeblikkelige stemning diktere loven
Christian Egander Skov
Sandt er det dog, at refleksen ikke kan stå alene. Efter refleks kommer refleksion. Hvad fortæller den os? Ja, lige så lidt, som vi kan affærdige den moralske vurdering af Torben Østergaard-Nielsen og Nordic Wastes kolossale svigt, må vi lade den moralske refleks og den øjeblikkelige stemning diktere loven.
For ét er moral og noget andet er jura.
Grundlæggende må man her fastholde, at aktieselskabsformen indebærer et begrænset ansvar. Hvis det forholdt sig anderledes, ville alle – fra hovedrige storaktionærer til almindelige mennesker med en pensionsopsparing – stå konfronteret med risiko, som ville lede dem til hellere at investere i congolesiske statsobligationer end i danske virksomheder.
Dertil kommer, at forargelsen paradoksalt risikerer at gøre os blinde for problemets dybde. For ligger hele skylden her hos Nordic Waste? Nej, det gør den åbenlyst ikke. Hvor er Randers kommune henne i dette? Er det ikke på rådhuset, i den kommunale forvaltning og i det kommunale miljøtilsyn, at det egentlige svigt ligger?
En virksomhed er trods alt sat i verden for at tjene penge og give afkast. Jovist, det kan vel gøres på måder, der ikke indbefatter at drukne landsbyer i en giftflom. Men en kommune er sat i verden for at varetage borgenes interesser og ve og vel. Her har kommunen været som en vagthund, der logrende har gjort sig til for indbrudstyvene.
Planerne om udvidelse af Nordic Waste tilbage i 2021 blev mødt af skarpe protester fra lokale under høringsfasen. De blev ikke hørt. Det er for bekvemt, når det politiske system entydigt lader ansvaret falde hos Nordic Waste.
Så vidt politik, jura og moral. Der er et lag af mere abstrakt karakter. Spekulation. For er der ikke noget endeløst fascinerende over hele dette billede? I hvert fald, hvis man ikke bor i nærheden af Ølst eller Alling å?
En kommune er sat i verden for at varetage borgenes interesser og ve og vel. Her har Randers kommune været som en vagthund, der logrende har gjort sig til for indbrudstyvene
Christian Egander Skov
Når jeg tænker på Nordic Wastes anlæg, kan jeg ikke lade være med at forestille mig det som et gigantisk persisk tæppe af den slags, man forsigtig kan løfte i frynserne, hvorefter man så kan feje det ind under gulvtæppet, som man ikke ønsker at beskæftige sig med.
I dette tilfælde er det så de – går jeg ud fra – efterhånden stadigt mere uigenkendelige rester af de talløse mink, som faldt som offer for vores demonstrativt pletfri statsministers resolutte dømmekraft i corona-tiden. Ja, og så naturligvis alt det andet, vi ikke vil være ved.
Der er noget sært lokkende i denne tanke om, at vi som samfund har så meget at fortrænge, at man kan drive virksomhed på at konstruere sådan et underjordisk fortrængningsrum. Endda mange penge. I 2023 havde Nordic Waste en afkastningsgrad på 49 procent. Det er næsten trist, de pludselig løb tør her i 2024.
Ja, og så er der naturligvis også noget fascinerende i at forestille sig denne svælgende ophobning briste og bade om ikke verden, så dog den nærmeste omverden, i en skiden syndflod. I det moderne samfund er der bobler alle vegne, og tilsyneladende skal de alle briste.
Ja, og når så det hele er bristet og vi alle står dér dækket i stinkende slam, så kan vi blive enige om, at det hele nok var nogle andres skyld. Profitten er jo privat. Men omkostningerne, dem deler vi. Det er også en slags spekulation.