Politikeren med tro på argumentets styrke

"DE RADIKALE MÅ gøre op med sig selv, om det er et succeskriterium at have dobbelt så mange mandater – og nul indflydelse. Om vi skal gå til valg sammen næste gang, kommer meget an på de Radikale selv. Jeg håber, de vil være med, men bolden ligger på deres banehalvdel nu."

Næstformanden i den socialdemokratiske folketingsgruppe, Henrik Sass Larsen, sætter fingeren der, hvor det gør mest ondt. Ikke alene antyder han, at Marianne Jelveds sejr minder om den, som den græske kong Pyrrhos vandt over romerne i 279 f. Kr. En sejr så dyrekøbt, at den bærer kimen til nederlag i sig. Sass Larsen frygter også, at de Radikale er blevet så ultimative i deres mærkesager, at det kan blokere for et nyt samarbejde.

Sass Larsens udtalelser er samtidig udtryk for den afgørende udvikling, der siden valget har fundet sted hos de Radikales allierede. For mens Marianne Jelved i ugerne efter valget blev hyldet af euforiske partifæller, gik oprydningen i gang hos Socialdemokraterne og SF. Den nye stil med demokratisk valg af formand i de to partier gjorde udfaldet uforudsigeligt, men da resultaterne lå klar, stod de Radikale over for nye problemer. Selvom Jelved på det personlige plan kommer glimrende ud af det med de nye formænd for Socialdemokraterne og SF, kan det ikke skjules, at det i begge partier er dén fløj, der er mest kritisk over for de Radikale, der har sejret.

Hos Socialdemokraterne var Frank Jensens nederlag nærmest sensationelt. Logisk set burde Frank Jensen – folketingsmedlem i 18 år og minister i 7 år – slet ikke kunne tabe til en nyvalgt kollega, hvis eneste ballast var en periode i Europa-Parlamentet. Resultatet kan kun ses som et fravalg af Frank Jensen, der som justitsminister ikke fik sat overbevisende ind over for den personfarlige kriminalitet. Hvad hans gamle boss, Poul Nyrup Rasmussen, lige fandt anledning til at minde om under formandsopgøret.

Frank Jensen havde gennem mere end ti år været Svend Aukens bud på en ny leder, og i Aukens tid var det folk som Nyrup og Lykketoft, der var mest ivrige for et samarbejde med de Radikale. Men i foråret 2005 var det på den gamle Nyrup-fløj, man fandt de mest skeptiske over for de Radikale. Thorning-Schmidt selv beskyldte direkte de Radikale for at have ført en partiegoistisk valgkamp, mens Frank Jensen derimod “af sin politiske historie havde lært”, at det var nødvendigt at holde sammen med de Radikale. Da han tilmed lagde op til at lempe udlændingeloven, kvitterede den radikale udlændingeordfører Elsebeth Gerner Nielsen ved at kalde ham for “en moderne socialdemokrat”.

Marianne Jelved selv iagttog en streng neutralitet under det giftige opgør hos Socialdemokraterne. Men da først Helle Thorning-Schmidt havde sejret, var reaktionen yderst positiv fra den radikale leder. Under overskriften ”Thorning er en befrielse” roste Jelved Helle Thorning-Schmidts vilje til at diskutere velfærdsreformer, et område hvor den nye socialdemokratiske leder flugter fint med de Radikale. Udtalelsen var ikke udtryk for gusten taktik, for Marianne Jelved syntes i første omgang oprigtigt godt om Thorning-Schmidts stil:

“Det er mægtig forfriskende, at et nyvalgt medlem springer ind på scenen og siger: ’Her er jeg. Alt kan diskuteres.’ Så jeg valgte at behandle hende pænt i starten. Jeg ville give hende en chance – og ikke lige fare i hovedet på hende.” Efter sit valg har Helle Thorning-Schmidt på sin side fundet kammertonen frem over for de Radikale. Nu taler hun ikke længere højt om de Radikales egoisme, tværtimod har hun taget flere tillidsskabende foranstaltninger over for Jelved.

Thorning-Schmidt drak under enorm mediebevågenhed kaffe med såvel Anders Fogh Rasmussen som med Pia Kjærsgaard. Men forinden havde Thorning-Schmidt i al stilfærdighed mødtes med Marianne Jelved i den radikale leders hjem i Store Kongensgade, hvor de over vin og kaffe havde haft en uformel politisk drøftelse. De havde været vidt omkring, diskuteret Irak, skattepolitik, beskæftigelse, uddannelse og integration. De havde følt hinanden på tænderne, og der var hurtigt etableret en virkelig god kemi mellem de to partiledere.

Helle Thorning-Schmidt erklærer sig nu som ubetinget tilhænger af en ny SR-regering. Hun har ved flere lejligheder samlet ledende politikere fra både Radikale og SF for om muligt at få afstemt en fælles linje over for regeringen. Men denne øvelse lykkes langtfra altid. Marianne Jelveds tilbageholdenhed varede ikke evigt, og den radikale leder fandt det snart på sin plads at give en manuduktion i det politiske spils realiteter.

Ved Folketingets afslutningsdebat i juni 2005 tog Marianne Jelved den nye socialdemokratiske formand grundigt i skole. Fra talerstolen udstillede en veloplagt og slagkraftig radikal leder på ubarmhjertig vis svaghederne i Helle Thornings-Schmidts taktik over for regeringen. Det var ikke mindst Thorning-Schmidts mål om at “arbejde regeringen ud af ministerkontorerne” – ved konstant at insistere på forlig – der på denne måde fik stryg af Jelved:

“Socialdemokraterne kan ikke vinde ved at sige, at de vil arbejde regeringen ud af dens kontorer. For der er låst til de kontorer. Regeringen ønsker ikke at blive forstyrret af andre end Dansk Folke¬parti.”

Angrebet blev forstærket efter sommerferien, hvor Marianne Jelved kritiserede Socialdemokraterne for “manglende mod” til at føre oppositionspolitik. Men lussingerne er ikke nok til at få Thorning-Schmidt til at tvivle på et SR-samarbejde. Hun mener, at Socialdemokraterne fortsat har “en stor fælles mængde med de Radikale”:

“Under valgkampen fik regeringen gjort det til noget mærkeligt, at vi ikke var hundrede procent enige om alt. Men det har vi aldrig været med de Radikale, og alligevel lykkedes det os at være ni år i regering sammen. Det kan vi selvfølgelig gøre igen,” siger Helle Thorning-Schmidt:

“Men vi skal blive bedre til at fortælle vælgerne, hvad der er vo¬res fælles mål – og hvad vi gør ved det, vi er uenige om. Det plejer vel at være sådan, at det man ikke er enige om, det lader man ligge.”

At man skulle lade et kerneområde som udlændingepolitikken ligge, fordi S og R ikke er enige om det, er til gengæld helt utænkeligt for Marianne Jelved. Og såvel i den radikale som i den socialdemokratiske folketingsgruppe er der stadig flere skeptikere over for det SR-samarbejde, som Jelved og Thorning-Schmidt formelt stadig holder fast i.

En af Helle Thorning-Schmidts nære støtter er retsordfører Morten Bødskov. Han håber stadig på et nyt regeringssamarbejde med de Radikale, men mener ikke, det er uden problemer. Ikke mindst fordi de to partier i modsætning til i 90’erne nu har en helt forskellig opfattelse af, hvilken samfundsudvikling der er ønskelig:

“Hele den radikale analyse af hvordan samfundet er udviklet, er udkrystalliseret i deres projekt om den kreative klasse. På afgørende områder er det projekt i total modstrid med, hvad vi mener skal være afgørende i samfundsudviklingen. Florida mener jo, at der er en dynamik i et splittet samfund med forskellige subkulturer. Det kolliderer med vores satsning på sammenhængskraft og et stærkt fællesskab mellem forskellige grupper i samfundet.”

Også Henrik Sass Larsen hæfter sig ved de senere års drejning af den radikale politik:

“De Radikale er nærmest blevet et slags akademisk venstreparti båret af den kulturbærende elite. De har et meget individualistisk udgangspunkt, men er nogle gange blinde for de kollektive konsekvenser af deres politik.” Sass Larsen anser en pragmatisk radikal udlændingepolitik som helt afgørende, hvis de to partier igen skal kunne arbejde sammen:

“Det er måske 20 % af befolkningen, der er enige i den radikale udlændingepolitik. På en god dag. Hvorfor skal det være vores problem? Vi kan i hvert fald ikke acceptere et mareridt på det område én gang til. Det har vi prøvet ved to valg i træk med smertelige tab til følge.”

Marianne Jelved betegner Socialdemokraternes analyse af valget som unuanceret:

“Det er alt for nemt at pådutte os skylden for Socialdemokrater¬nes nederlag. Den socialdemokratiske valgkamp havde nogle langt mere grundlæggende problemer, som de må se at få styr på. Man kunne starte med at spørge sig selv, om man havde klare politiske budskaber at gå til valg på.”

Ud over udlændingepolitik, retspolitik og skattepolitik er skole¬politikken også blevet et stridspunkt mellem socialdemokrater og radikale efter valget i februar. Her er det den socialdemokratiske uddannelsesordfører, Christine Antorini, der har været i front mod de Radikale, som hun beskriver som “et eksklusivt interesseparti”. Antorini ligger et stykke hen ad vejen på linje med den nye forening Socialdemokratisk Skoleforum, der beskylder de Radikale for at “have ændret skolen til en projektskole for pæne folks børn og skåret i specialundervisningen.”

Socialdemokraterne har nu lagt sig fast på en uddannelsespolitisk linje – med blandt andet flere landsdækkende tests i folkeskolen – der ligger langt fra de Radikales. Her er det Socialdemokraterne og ikke de Radikale, der har ændret kurs.

Problemet for de Radikale er, at det ikke er tilfældige socialdemokratiske MF’ere, der skærper tonen. Sass, Bødskov og Antorini er alle nøglepersoner omkring Helle Thorning-Schmidt. Alle havde en meget aktiv rolle i hendes formandskampagne, og alle er politiske strateger, der – ligesom Mogens Lykketoft – har draget deres konklusioner af de socialdemokratiske nederlag.

Dertil kommer, at flere af de nye centrale skikkelser hos Social¬demokraterne orienterer sig i en helt anden retning end de Radika¬le. Mens en mand som Svend Auken ligesom mange radikale føler sig forbundet med den kulturradikale tradition, er dette ikke just tilfældet for en mand som Henrik Sass Larsen. Han står omtrent så langt væk fra dyrkningen af “Den kreative klasse”, som man overhovedet kan forestille sig. Som den radikale Lars Kaspersen udtrykker det:

“Sass er jo ikke lige den, man sætter sig ned og diskuterer bøssers rettigheder med i timevis. Det må man ligesom tage en anden dag.”

På den radikale side af gærdet er de socialdemokratiske markeringer naturligvis blevet bemærket. På Margrethe Vestager virker ikke mindst udfaldet mod de Radikales uddannelsespolitik som et bevidst forsøg på at lægge afstand:

“Hvis Socialdemokraterne gerne vil have en stærkere uddannelsesprofil, synes jeg, de skal vælge nogen andre at profilere sig op ad end de Radikale. Jeg synes, der er meget show i det her, men det må de jo om,” siger Vestager. Marianne Jelved selv er nok med på at holde liv i SR-alternativet, men ikke på Socialdemokraternes præmisser. Beskyldningerne for “partiegoisme” preller af på Jelved, der absolut ikke er indstillet på en lavere profil:

“Vi har fået 17 mandater på at føre den kurs, vi har. Den forøgede opbakning må også kunne ses, hvis vi igen skal lave et regeringsgrundlag med Socialdemokraterne. Skulle vi holde en lav profil – og nøjes med 8-9 mandater – bare for at hjælpe Socialdemokraterne? NUL.”

Både Jelved og Thorning-Schmidt har af indlysende grunde en interesse i foreløbigt at holde liv i SR-alternativet for at give et modspil til VK-regeringen. Men de to partiers modsatrettede udvikling på værdispørgsmålene gør de realpolitiske muligheder for et nyt samarbejde begrænsede. Tilmed står Marianne Jelved nu også over for den nye SF-formand Villy Søvndal, der i modsætning til Holger K. Nielsen er parat til at gå i sulet på de Radikale:

“Det lykkedes de Radikale at underbetone deres højborgerlige fordelingspolitik i sidste valgkamp, og derfor blev de mange steder bedømt som et venstreorienteret parti. Men det får de ikke lov til at slippe af sted med igen.”

Villy Søvndal understreger, at SF ikke vil agere støtteparti for en ny SR-regering på samme måde, som det skete i 90’erne: “Det samarbejde fik vi alt for lidt ud af i SF. Så hvis vi skal være støtteparti for en SR-regering igen, skal vi have det faste holdepunkt, at regeringen ikke laver sidespring til højresiden – medmindre det er aftalt med os på forhånd. Vi kan ikke acceptere løse forbindelser som i 90’erne.”

På den borgerlige side er iveren for at samarbejde med de Radikale endnu mere begrænset. Det eneste parti, der har en forholdsvis positiv tilgang til Marianne Jelveds folk, er de Konserva¬tive. Den konservative leder Bendt Bendtsen og Marianne Jelved har det fint med hinanden, og de fleste konservative ønsker et udvidet politisk samarbejde med de Radikale. Men de Konser¬vative har ikke meget at sige i VK-regeringen, og flere af Venstres kerneministre – Fogh, Thor Pedersen, Claus Hjort Frederiksen og Bertel Haarder – står alle politisk langt fra de Radikale. På det personlige plan har Jelved derimod et godt forhold til Thor Pedersen og Claus Hjort Frederiksen.

På Christiansborg beskrives det personlige forhold mellem Fogh og Jelved til gengæld som elendigt. Men den udlægning afviser den radikale leder selv som “en myte”. I den radikale folketingsgruppe er der vidt forskellige holdninger til, hvilken profil partiet skal anlægge. Marianne Jelveds satsning på et SR-samarbejde bakkes markant op af centrale skikkelser som Margrethe Vestager, Elsebeth Gerner Nielsen og Elisabeth Arnold. Det er imidlertid præcis den samme gruppe, der står for en kompromisløs kurs i udlændingepolitikken, og det ses af andre radikale folketingsmedlemmer som en indbygget modsætning.

En anden gruppe – Morten Helveg, Naser Khader, Johannes Poulsen og Poul Erik Christensen – orienterer sig i princippet mere mod forlig med den borgerlige regering. Men denne gruppe har et problem: Anders Fogh har indtil nu vist så lidt forhandlingsvilje over for de Radikale, at der er meget lidt at arbejde med for partiets mere samarbejdsvillige tendens. Det har fået partiets nestor Niels Helveg Petersen – der er et omvandrende eksempel på radikal pragmatisme – til at konkludere, at der simpelthen ikke er andre muligheder i øjeblikket end at føre en klar oppositionslinje over for regeringen. Der har været små lyspunkter, f.eks. gav den konservative kulturminister Brian Mikkelsen et større millionbeløb til musik, teater og design for at imødekomme Naser Khader som radikal kulturordfører.

Men Venstre-folkene har generelt været så stejle over for de Radikales ønsker, at det har været svært at argumentere for en mere forhandlingsvenlig linje over for regeringen.

I det radikale bagland er der ikke desto mindre krav om et radikalt “frihedsbrev” i forhold til Socialdemokraterne. Synspunktet blev ført i marken ved partiets 100-års jubilæum i maj 2005 af landsformand Søren Bald, og han bakkes op af chefredaktør Ole Dall fra Skive Folkeblad:

“Det er livsnerven for os at holde fast i, at vi er den tredje mulighed mellem VK og S. Regeringen er for tiden meget underdanige over for Dansk Folkeparti, men det får mig ikke til at sige, at der ikke på længere sigt er muligheder med Venstre og Konservative. For det vil der selvfølgelig være igen på et tidspunkt,” siger Ole Dall.

Men Marianne Jelved peger på en oplagt modsætning i kritikken af hendes kurs:

“Jeg forstår slet ikke diskussionen om et “frihedsbrev” i forhold til Socialdemokraterne, for vi står allerede fuldstændig frit. Vi kan ikke på én gang blive skældt ud for at være vældig partiegoistiske og samtidig et halehæng til S. Begge dele kan jo ikke passe.”

Ud over valget af samarbejdspartner – i det omfang der er nogen at vælge imellem – findes der en anden modsætning i partiet. Den går på, hvor hårdt der skal køres på mærkesager som udlændingepolitikken og de internationale konventioner. Adskil¬lige radikale po¬litikere udtrykker skepsis over for Marianne Jelveds kompromisløse felttog i sommeren 2004 og partiets tendens til kannibalisme, hvor man tager stemmer fra de andre partier i oppositionen:

“Man kan jo spørge sig selv: Havde de udlændinge, vi kæmper for, ikke været bedre tjent med en lidt lavere radikal profil – plus et regeringsskifte? I stedet for en meget høj radikal profil – uden regeringsskifte,” som en af de radikale parlamentarikere udtrykker det med henvisning til begivenhederne i sommeren 2004.

Mens de fleste radikale stadig er forsigtige med at fremføre deres skepsis på dette område til citat, er partiets hovedbestyrelsesmedlem, Rasmus Hylleberg, ikke hæmmet af disse taktiske overvejelser. Han mener, at “partiet hænger fast i en gammel virkelighed midt i en globaliseringstid”:

“Man kalder sig det kloge og det internationale parti, peger fingre ad dem, der ikke er enige og henviser til racismen i 30’erne. Det er en helt forfejlet retorik. Partiet har reelt ikke noget bud på, hvad man gør ved indvandringen af uuddannede, men nøjes med at sige, at man går ind for fri kærlighed over grænserne. Selvom arrangerede ægteskaber netop ikke er udtryk for fri kærlighed, men ofte baseret på økonomiske motiver. Dermed spiller partiet sig helt af banen på udlændingeområdet.”

Selvom flertallet i den radikale gruppe bakker op om Marianne Jelveds linje, peger flere radikale folketingsmedlemmer på, at partiet burde overveje en “Hilmar Baunsgaard-løsning” på udlændingeområdet. I erkendelse af at størstedelen af befolkningen er uenige i den radikale udlændingepolitik, forestiller de sig, at man kapsler området ind. Ligesom dengang Hilmar Baunsgaard var statsminister for VKR-regeringen, selvom den førte en forsvarspolitik, de Radikale var imod. Det bekymrer også den mere pragmatiske gruppe, at partiets gode argumenter og eksempler på indiskutable uretfærdigheder ikke rigtig flytter noget. Som en af de radikale MF’ere udtrykker det:

“Udlændingestramningerne medfører faktisk en række overgreb på enkeltindivider, men folk hører ikke på os, fordi de tror, vi bare går ind for åbne grænser. Af samme grund kan vi ikke trænge igennem med, at starthjælpen til nytilkomne flygtninge er uanstændig.”

Men Marianne Jelved tror på en anden strategi. Hun satser på en slags “femte-kolonne-virksomhed” især i forhold til vælgere fra Venstre og Socialdemokraterne. Med sin tro på argumentets styrke er hun overbevist om, at mange socialdemokrater og “liberale” Venstre-vælgere efterhånden vil nå til samme konklusion som hende selv: at den førte udlændingepolitik er uanstændig, og at de Radikales krav om lempelser er rimelige. Når det sker, vil der komme et pres fra vælgere og medlemmer, der vil tvinge landets største partier til at nærme sig de radikale standpunkter.

“Jeg ved, at der er mange Venstre-folk, der krymper sig ved regeringens uliberale holdning på det område. Og der er også mange socialdemokrater, der er enige med os. Hvis regeringen og Socialdemokraterne fortsætter med en udlændingepolitik, der krænker danske statsborgeres menneskerettigheder, har Det Radikale Venstre slet ikke nået grænsen for sin vækst. Jeg tror, at mange folks opfattelse vil ændre sig i løbet af få år. Flere og flere må erkende, at Danmarks dårlige ry skader os i udlandet,” siger Jelved.

Den radikale leder holder dermed fast i den linje, der har skaffet partiet så strålende valgresultater, men drastisk formindsket den parlamentariske indflydelse. Jelveds strategi på dette område kan – et stykke ad vejen – minde om dén, et fløjparti som Venstresocia¬listerne fulgte i 70’erne og 80’erne. VS gav pokker i direkte parlamentarisk indflydelse, men brugte Folketinget som “en talerstol, hvorfra man kunne ændre befolkningens bevidsthed”. Jelved er på ingen måde ligeglad med parlamentarisk indflydelse, men hun har samme tro på at kunne overbevise befolkningen om sine synspunkter.

Marianne Jelved ser den store opbakning til en stram udlændingepolitik som udtryk for, at vælgerne ikke kender konsekvenserne af den førte politik. “Hvis bare folk vidste ...”, er en af de sætninger, der går igen fra den radikale leder.

De Radikales nye position i det politiske spektrum blev understreget af en tv-duel mellem Marianne Jelved og Pia Kjærsgaard under sidste valgkamp, hvor slagsmålet gik på, hvem af de to der repræsenterede et midterparti, og hvem der befandt sig ude på fløjen. En lignende diskussion ville blot fire år tidligere være blevet betragtet som en joke – dengang havde næsten alle været enige om, at Dansk Folkeparti var på yderfløjen og de Radikale placeret i midten. Men i dag er dette langtfra indiskutabelt.

De Radikales ændrede position er ikke kun et udslag af, at partiet selv har skærpet sin profil på områder som udlændinge- og skattepolitik. Man kan med lige så stor ret pege på, at andre partier har ændret holdning væk fra de Radikale. Det kan ses af Venstres langt mere tilbageholdende stil i forhold til drastiske reformer – og forringelser – af velfærdssamfundet, og det kan ses af Venstres skattepolitik. Ligesom de seneste års stadig strammere socialdemokratiske linje på udlændingeområdet også har været med til at fjerne partiet fra de Radikales positioner.

Fra Mariannes Jelved synsvinkel er der ikke tale om en synderlig ændring af den radikale politik, men derimod tale om, at landets to største partier er løbet fra deres oprindelige standpunkter. Det gør bare ikke de Radikales situation lettere.

Den radikale isolation er således ikke kun et resultat af, at partiet for tiden ikke sidder med de afgørende mandater. Den er først og fremmest et resultat af, at man har opnået en vis enighed – konsensus – blandt et helt overvældende flertal i Folketinget om områder som velfærdspolitik og udlændingepolitik.

En konsensus mellem Venstre og Socialdemokraterne – og til en vis grad Dansk Folkeparti – om en linje, der er stik imod den radikale politik. For de Radikales hovedmodstander, Dansk Folkeparti, har udviklingen været den stik modsatte. Mens partiet for få år siden var en paria på Christiansborg, har DF’s samarbejde med VK-regeringen været overraskende stabilt. DF er i dag fastlåst i et samarbejde med de borgerlige, og med den særbehandling partiet får af regeringen, er der aktuelt intet ønske om at ændre på det.

Men rent strategisk har Pia Kjærsgaard allerede for flere år siden udtalt, at når der kom en ny generation af socialdemokrater – efter Nyrup og Lykketoft – ville det på mange måder være mere logisk for DF at samarbejde med Socialdemokraterne end med de borgerlige. Og modsætningen mellem DF og S er da også blevet mærkbart mindsket.

Der er i dag intet belæg for at sige, at Dansk Folkeparti er mere isoleret på Christiansborg end de Radikale. Snarere tværtimod. Denne tendens bekymrer en del radikale, og inden for partiets rækker findes der folk, der frygter at Pia Kjærsgaard faktisk vil få held til at overtage Det Radikale Venstres historiske position på midten:

“Det er de færreste i folketingsgruppen, der for alvor har forstået, at Socialdemokraterne er på vej til at rykke væk fra os. Den nye gruppe omkring Thorning-Schmidt er jo dybt irriterede på os. Jeg tror, de gerne vil samarbejde med Dansk Folkeparti på sigt. Dermed kan DF opstille det som en realistisk trussel over for regeringen, at de vil kunne udgøre et alternativ sammen med S. Det sker ikke i morgen, men måske i løbet af tre-fire år,” siger det radikale hovedbestyrelsesmedlem Rasmus Hylleberg.

Når de Radikale trods den voksende kløft til Socialdemokraterne stadig er på tale som regeringspartnere, skyldes det simpel matematik. Det er i dag udelukket, at socialdemokraterne kan indtage Statsministeriet igen uden radikal støtte. Derfor har Marianne Jelved længe kunnet tage den socialdemokratiske frustration med ophøjet ro, partiet var jo nødt til at bøje sig i retning af de Radikales synspunkter for igen at komme til magten. Men selv dette ræsonnement kan der nu stilles spørgsmålstegn ved. Flere radikale folketingsmedlemmer udtrykker frygt for, at partiet står så skarpt over for regeringen, at der ikke er noget alternativ til Socialdemokraterne. Frygt for, at Socialdemokraterne bare kan tage dem for givet.

Vurderingen synes at være ret præcis. Som en af de centralt placerede socialdemokrater udtrykker det:

“Man kan blot prøve at forestille sig, hvordan de Radikales nye vælgere vil reagere, hvis de sikrer de borgerlige en periode mere efter næste valg. Gad vide, hvor mange vælgere de så vil have tilbage? De Radikale kunne legitimere at støtte Schlüter i 80’erne med den uansvarlige økonomiske politik, vi havde dengang, men jeg har meget svært ved at se, de kan legitimere det i dag.”

Marianne Jelved kan ganske rigtigt ikke drømme om at pege på Anders Fogh på grund af den store politiske uenighed med Venstre-lederen. Men hun gider heller ikke blot vælge imellem personer. Ifølge hende er det nu op til Socialdemokraterne at definere, hvad den politiske forskel til Anders Fogh Rasmussen egentlig er:

“Findes der en grundlæggende forskel på S og VK? Eller er der i virkeligheden kun tale om en forskel på personerne Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt? Det er nødvendigt at få afklaret.”

“For Det Radikale Venstre handler det om at få skaffet de afgørende mandater, der kan skabe et flertal. Det parti, der har de manglende mandater, plejer der at blive lyttet til. Det er Dansk Folkepartis indflydelse et eksempel på. Og så har vi jo til gode at se, om Socialdemokraternes nye strategi faktisk fører til flere mandater.”