PVC Informationsrådet: Onde tunger affejer vores forsvar som whataboutery

DEBAT: Da PVC-afgifterne blev ophævet, var hovedargumentet for at beholde dem, at PVC skaber bjerge af farligt affald, når det havner i affaldsforbrændingen. Vi skal nuancere PVC-debatten, mener aktør.

Af Ole Grøndahl Hansen
Direktør, PVC Informationsrådet

Direktør i Amager Ressourcecenter (ARC) Jacob Hartvig Simonsen argumenterer i Altinget ganske overbevisende for, at vil man dioxinforureningen til livs, så er det ikke vores affaldsforbrændingsanlæg, man skal fokusere på.

Den absolut største kilde til dioxinforurening i dag er brændeovne.

Onde tunger i den danske miljødebat vil nok affeje denne argumentationsform som whataboutery.

Altså en argumentationsform, hvor en anklaget forsvarer sig ved at flytte fokus væk fra det, som vedkommende bliver beskyldt for, over mod andre, ofte større problemer.

Vigtig pointe i dioxindebat
Whataboutery-begrebet stammer fra den kolde krig. Her forsøgte Sovjetunionen at affeje kritik af undertrykkelse af egne borgere ved at pege på, at den måde, som for eksempel amerikanerne behandlede indianerne på, var mindst lige så slem.

Men en ting er den politiske diskurs mellem Sovjet og USA, noget andet er dagens miljødebat.

For er det nu helt hen i vejret at afvise denne argumentationsform, når det gælder miljøproblemer?

Vi mener i hvert fald, at Jacob Hartvig Simonsen har en vigtig pointe, når han påpeger manglen på proportioner i dioxindebatten.

PVC-debatten skal nuanceres
Selvom vi ikke ønsker at iklæde os en patetisk offerrolle, så synes vi faktisk, at vores forsvar for PVC ofte bliver affejet som whataboutery.

I forbindelse med ophævelsen af PVC-afgifterne for nylig var hovedargumentet for at beholde afgifterne, at PVC skaber "bjerge af farligt affald”, når det havner i affaldsforbrændingen.

Misforstå os ikke. Ærindet med dette debatindlæg er absolut ikke at plædere for, at PVC-affald skal i forbrændingsovnene.

Tværtimod skal vi blive bedre til at udsortere og genanvende denne plasttype, der faktisk udmærker sig ved at kunne genanvendes flere gange, uden at der skal tilsættes ny råvare.

Vores ærinde er udelukkende at bringe nogle proportioner frem, som forhåbentlig kan nuancere PVC-debatten.

PVC-affald udgør lidt af røggasrensningsaffald
Et af PVC-materialets unikke fordele er, at det er langtidsholdbart, stabilt og kræver langt færre olieressourcer end andre plasttyper. Dette skyldes et højt klorindhold.

Men klorindholdet betyder også, at PVC skal neutraliseres, hvis det havner i et forbrændingsanlæg. Imidlertid findes der klor i meget andet affald, der sendes til affaldsforbrænding.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet drejer det sig om fejlsorterede kemikalier, tekstiler, såkaldt shredderaffald og madaffald.

Ministeriet vurderer endvidere, at PVC-affald er ansvarlig for mindre end fem procent af røggasrensningsaffaldet.

Nordiske lande følger ikke restriktiv politik
På trods af PVC-affaldets i vores opfattelse beskedne rolle i dannelsen af restprodukter har denne fraktion fået meget opmærksomhed i den danske miljøpolitik.

I affaldsbekendtgørelsen anvises PVC-affald, som ikke kan genanvendes, til deponi. PVC-affaldet kan i Danmark ikke engang udnyttes som energi, selv om affaldsforbrænding er at foretrække frem for deponi i EU's affaldshierarki.

Det sjove er faktisk, at på trods af, at Danmark har haft stor betydning for den europæiske PVC-politik – blandt andet udfasning af farlige stoffer, øget genanvendelse og udvikling af forbrændingsteknologi – har de nordiske lande ikke fulgt Danmarks restriktive politik, når det gælder affaldsforbrænding.

Det er blandt andet dokumenteret i en nylig rapport fra Nordisk Råd, som sammenligner håndtering af PVC-affald i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

På trods af, at det er 20 år siden, at Danmark indførte restriktioner for PVC-forbrænding, har ingen af disse lande, som ellers er meget progressive, når det gælder miljø, indført lignende politikker og har heller ikke i sinde at gøre det.

Program har krævet milliardinvesteringer
I regeringen og dets støttepartiers forståelsespapir nævnes eksplicit genindførelse af PVC-afgifterne som en del af miljøpolitikken.

Og det på trods af, at PVC i dag er et ganske andet materiale, end det var for tyve år siden.

Danmark var i sin tid indirekte medvirkende til at starte den europæiske PVC-industris Vinylplus-program, som hele værdikæden står bag.

Programmet har krævet investeringer i milliardklassen og har skabt store resultater inden for genanvendelse, udfasning af miljøfremmede stoffer og reduktion af emissioner.

Således er der siden år 2000 blevet genanvendt fem millioner ton hård og blød PVC. Både EU og FN har anerkendt Vinylplus som rollemodel for andre plastmaterialer og industrier.

I Danmark er det kun det hårde byggeaffald, der indsamles til genanvendelse. Men i PVC Informationsrådet undersøger vi i øjeblikket muligheden for, at også store fraktioner af det bløde PVC-affald, såsom gulve og tagbelægninger, bliver indsamlet og genanvendt.

Genindførelse af afgifter er ikke løsningen
Vi mener selvsagt ikke, at genindførelse af afgifterne er vejen frem, særligt hvis formålet er at begrænse restprodukter ved forbrænding.

Måske er det whataboutery, men hvad med de resterende 95 procent af restprodukterne, som opstår fra andre kilder?

I øvrigt viste saneringsudvalgsrapporten i forbindelse med afgiftsophævelsen, at afgifterne ikke havde nogen betydning for forbruget af PVC.

Mange af de afgiftsbelagte PVC-produkter, såsom vinylgulve på hospitaler, kan simpelthen ikke erstattes af andre materialer.

Forrige artikel DTU: Giv ikke ansvaret for vores drikkevand til lægfolk DTU: Giv ikke ansvaret for vores drikkevand til lægfolk Næste artikel Friluftsrådet: Wermelin skal give naturen tilbage til danskerne Friluftsrådet: Wermelin skal give naturen tilbage til danskerne