SF og DI: Rent vand bliver prioriteret for lidt, og det skader eksporten

Denne sommer gennemlevede Europa og USA den værste tørke i henholdsvis 500 og 1200 år (blandt andet Californien og række sydvestlige delstater). Det udfordrede både fødevare- og energiforsyning og medførte miljøproblemer.  

Tilsvarende var situationen kritisk i Kina, i Indien og på Afrikas Horn. Po-floden, Colorado-floden, Yangtze-floden – alle manglede massive mængder vand. I Indien medførte tørkehøsten, at landet lukkede for eksporten af hvede.  

Det var en udfordring for særligt en række af verdens fattigste lande. På Afrikas Horn har den ekstreme tørke forårsaget en decideret sultkrise med døden til følge for tusindvis af mennesker. Pakistan oplevede i stedet kæmpe problemer grundet massive oversvømmelser. Og nu står Nigeria også for tur med ekstreme oversvømmelser.  

Også på vores egne breddegrader ser vi problemerne. Så sent som i august døde mere end 100 tons fisk i den polsk-tyske flod Oder grundet udslip af kemikalier. Og i Danmark har vi også udfordringer med oversvømmelser og miljøfarlige stoffer som sprøjtegifte og flourstoffer (PFAS) i både drikkevand og vandmiljøet med mere.  

I 2019 var der sprøjtegifte i 45 procent af prøverne fra drikkevandsboringer, hvilket næsten er en fordobling fra 2016, hvor tallet var 25 procent. På Fanø fandt man flourstoffer i samtlige drikkevandsboringer i sommer.  

Det er mildest talt foruroligende, at drikkevandet i Danmark ikke bare er urent, men at det er fyldt med kemikalier. Det skal vi gøre noget ved. 

Politikerne bør prioritere vandområdet højere  

Vand – forstået som drikkevand, spildevand og klimatilpasning – har enorm politisk opmærksomhed i den store verden. Desværre kæmper vi hårdt med at få vandområdet prioriteret herhjemme.  

Det er både et nationalt og et globalt problem. Foruden en øget hyppighed af katastrofer i forlængelse af klimakrisen medfører befolkningstilvæksten og miljøproblemer øget pres på adgangen til rent vand. Samtidig udledes 80 procent af verdens spildevand uden tilstrækkelig rensning, hvilket både er et kæmpe miljø- og klimaproblem. 

Den manglende politiske prioritering af vandområdet herhjemme medfører, at den danske styrkeposition ikke udnyttes og udvikles tilstrækkeligt. Konsekvensen er blandt andet, at Danmarks bæredygtige vandteknologieksport næsten stagnerer.  

Danmark skal være et foregangsland i løsningen af den globale vandkrise. Vi har ekspertisen – nu mangler bare det politiske fokus.

Rasmus Nordqvist, Mads Helleberg Dorff
Hhv. folketingsmedlem, SF, branchechef, DI Vand

Det betyder også, at vi halter bagefter med at udvikle nye løsninger og dele viden om de eksisterende klimavenlige vand-, spildevands- og klimatilpasningsløsninger. Det danske potentiale for at redde liv, miljø, klima og økonomi flere steder i verden er enormt, men det kræver bedre rammevilkår. 

Vi kommer ikke uden om, at den økonomiske regulering af vandsektoren spiller en rolle. Der er behov for en mere holistisk og sammenhængende diskussion af potentialer og målsætninger på vandområdet sat overfor den økonomiske regulering af vandsektoren, og hvordan den er indrettet. 

Der skal være sammenhæng mellem ambitioner, muligheder og rammevilkår. Det er som udgangspunkt ikke forkert at stille økonomiske krav til en monopoliseret vandsektor. Det må bare ikke ske på en måde, hvor vi underminerer den danske styrkeposition på vand og glemmer at se de langsigtede perspektiver. 

Samtidig har der manglet politisk erkendelse af, at vi står overfor nye miljø- og sundhedsmæssige udfordringer, og der er ikke stillet tilstrækkeligt med nye krav, der kan løse de problemer.  

Miljøkrav stimulerer innovation, og der er bred enighed om, at det er en af grundene til, at dansk vandteknologi har haft en fordel.  

Som eksempler på krav, der har rykket vandsektoren, kan fremhæves den første vandmiljøplan i 1980’erne med krav om renere spildevand, eller en afgift der pålægges forsyningsselskaber med vandspild på over 10 procent. 

En vækstplan kan understøtte en fordobling af eksporten 

Nu er ambitionen at fordoble eksporten på vandområdet fra de nuværende 20 milliarder kroner om året til 40 milliarder kroner i 2030. Det er godt, og det er der voldsomt brug for – men vi risikerer, at andre lande løber med eksportgevinsten, hvis der ikke rykkes politisk.