Tidligere direktør i Miljøstyrelsen: Vi mangler en samlet landsplan for Danmarks eftertragtede arealer

Tingene hænger sammen. Ambitionerne må omfatte både det åbne land og de urbane områder og samspillet herimellem med eksempelvis infrastrukturanlæg, motorveje og tunnel- og broanlæg. Et sådant samordnet fremtidsblik på arealanvendelsen er lige så nødvendigt som overordnet økonomisk budgetlægning.

Der er bred opbakning og gode argumenter for et bredt analyse- og udredningsarbejde i en kommission eller lignende til at udarbejde et samlet forslag til en overordnet national arealstrategi.

Opgaven er udfordrende. Arealkonkurrencen benhård. Det åbne land er landbrugets produktionsgrundlag, og af regeringsgrundlaget fremgår blandt andet, at der skal rejses 2.500 kvadratkilometer ny skov og etableres tre nye nationalparker.

Målet er Folketingets vedtagelse

EU-kommissionen arbejder også med ambitiøse naturbeskyttelsesplaner. Hertil kommer anlæg til klimasikring og kystbeskyttelse. De urbane områder rejser spørgsmål om for eksempel nye byzonearealer ved købstæderne og større byer.

Statens varetagelse af de nationale interesser er såvel i lovgivningen som i administrativ praksis defensiv og sporadisk.

Ole Christiansen
Fhv. direktør, Miljøstyrelsen

Landdistriktspolitikkens mål om sikring af stationsbyernes og landsbyernes overlevelse må også vurderes. De urbane områder er tillige også udfordret af klimaudviklingen. Bebyggede områder må skifte anvendelse til nye balancer mellem klimaprojekterne og byudviklingen.

Der kan næppe tegnes et fuldt færdigt landsdækkende kort med præcise overordnede sigtelinjer. Den brede pensel må givetvis også tages i brug i zoner med flere legitime interesser, der kan kombineres eller må afvente afklaring.

Et gennemarbejdet kommissionsforslag kan blive det nødvendige interessemæssigt afbalancerede grundlag for såvel den offentlig debat som de politiske drøftelser.

Endemålet må naturligt være Folketingets vedtagelse af en overordnet national arealstrategi.

Basalt vil en sådan politisk vedtaget national arealstrategi øge retssikkerheden og forudsigeligheden. I kommunerne vil strategien føre til smidigere processer om projektansøgningerne med hurtigere sagsbehandling og færre omkostninger.

Manglende kommunalt samspil

Hovedaktørerne i arealanvendelsen er i dag landets 98 kommuner. Den løbende kommuneplanlægning udmøntes i lokalplaner med retligt grundlag for nye projekter.

Der arbejdes utvivlsomt seriøst i kommunerne, men kommunernes strategier er ikke samstemt med hinanden eller med nationale interesser, som ikke alene angår nye projekter, men også sikringen af landets nationale kultur- og naturværdier.

Man får ikke i dag et retvisende billede af planerne med landets arealer ved at lægge de 98 kommunale planer sammen som brikker i et puslespil. Kommunernes strategier bygger ikke på præcise nationale interessemarkeringer. Staten er blevet for svag. Der er reelt "omvendt politisk ansvar".

Arealudfordringerne er vedvarende. Lovgivningen bør derfor opdateres med en pligt for staten til at tilvejebringe og vedligeholde en arealstrategi for hele landet med samordnede nationale interesser og bindinger.

Ole Christiansen
Fhv. direktør, Miljøstyrelsen

Statens varetagelse af de nationale interesser er såvel i lovgivningen som i administrativ praksis defensiv og sporadisk. De nationale arealinteresser kan dog i helt særlige tilfælde sikres ved anlægslove eller statslig overtagelse af de kommunale arealkompetencer, der typisk initieres i fagministeriernes særinteresse-siloer.

Men den nødvendige tværgående samordning af de nationale interesser er fraværende. Det er uforståeligt i lyset af såvel samfundsudviklingen som lovgivningens formål, der forudsætter ligelig udvikling i landet og sammenhæng i arealbeslutningerne.

Vedvarende arealudfordringer

Kommunerne er i realiteten efterladt i uholdbare situationer, når der skal tages stilling til nye projektansøgninger, og den overordnede sammenhæng er uoverskuelig for befolkningen.

Situationen er forværret i de seneste 30 år. I perioden 1977-2007 blev de nationale interesser sikret ved statens samarbejde med amterne og Hovedstadens Udviklingsråd om landsdelsstrategierne i regionplanerne, men svagere fra 1992, hvor den statslige godkendelse af planerne blev afskaffet. Det tværgående statslige engagement bortfaldt i det hele ved kommunalreformen i 2007.

Her står vi i dag. Den generelle ubalance i lovgivningen mellem statens og kommunernes arealkompetencer bør ryddes af vejen, og en national arealstrategi må nødvendigvis være det overordnede tværgående mellemled til kommunerne, når de ofte komplicerede projektansøgninger skal vurderes lokalt.

Arealudfordringerne er vedvarende. Lovgivningen bør derfor opdateres med en pligt for staten til at tilvejebringe og vedligeholde en arealstrategi for hele landet med samordnede nationale interesser og bindinger – en landsplan.