Debat

Transportministeren er også cykelminister

NYHED: 11 mio. kroner til cyklisme ud af 9 mia. i sidste trafikforlig er alt for lidt. Den nye transportminister må ændre fokus, skriver Dansk Cyklist Forbund.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Loft Rasmussen,
Direktør i Dansk Cyklist Forbund

Transport er mange ting: Biler, busser, færger, tog - og cykler. I Danmark foregår hver fjerde tur til arbejde f.eks. på cykel, og i nogle kommuner er det næsten hver anden.  

Denne flittige brug af cyklen bliver bare ikke afspejlet i de statslige trafikinvesteringer, selvom cykelområdet på alle måder er taknemmeligt at investere i.

Det er billigt at udrette meget - og pengene tjener sig flerfold tilbage til samfundet gennem afledte besparelser.

Mange steder i verden er myndighederne begyndt at investere store summer i bedre cykelforhold. Det gør de, fordi de ser muligheder i cyklismen, som vi herhjemme er blinde for.

Jens Loft Rasmussen
Dansk Cyklist Forbund

Alligevel var resultatet ved den sidste trafikaftale, at kun 11 mio. kr. ud af en investeringsramme på 9 mia. blev afsat til cykelområdet. Det svarer til ca. 3,5 km cykelsti - og så billigt er det trods alt heller ikke at gøre en forskel for cyklisterne.  

Cyklisme løser store problemer
Mere cykling er ellers en meget realistisk løsning på nogle af de største samfundsøkonomiske udfordringer vi står overfor i dag; Trængsel på vejene, fysisk inaktivitet og luftforurening.

Det er en enkel og billig løsning, som man i mange andre europæiske lande - og ja, selv i amerikanske storbyer er begyndt at få øjnene op for.

Mange steder i verden er myndighederne begyndt at investere store summer i bedre cykelforhold. Det gør de, fordi de ser muligheder i cyklismen, som vi herhjemme er blinde for.

Måske fordi vi tager vores cykelkultur for givet og regner med, at den nok passer sig selv. Det gør den bare ikke. På landsplan er cyklingen herhjemme for nedadgående.

Regering må støtte cyklismen
Kun de byer, der systematisk har plejet sine cyklister, oplever velfortjent fremgang i cyklingen. Derfor er det helt afgørende, at der fra regeringens side bliver bakket op om cyklen som transportform.

Der er mange store udfordringer at tage fat på og mange hensyn at tage, hvis fremtidens trafik skal på rette vej.

Ifølge Danmarks Statistiks seneste opgørelser har 44 pct. af familierne i Danmark ikke en bil til rådighed og i hovedstadsområdet er andelen helt oppe på 60 pct. Det betyder, at rigtig mange danskere er helt afhængige af den kollektive trafik og af ordentlige cykelforhold.  

Dansk Cyklist Forbund byder den nye transport- og energiminister velkommen. Vi ser frem til et godt samarbejde om fremtidens cykelpolitik - og realisering af tiltagene i regeringens cykelstrategi.

Cyklerne er i mange situationer et effektivt og velegnet transportmiddel, som den ny minister også har et ansvar for.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00