Zonering løser sjældent problemer

Det er helt forkert at tro, at vi løser problemerne ved at adskille forskellige funktioner og forskellig brug af arealer. Jeg kan have en mistanke om, at det er et forsøg fra myndighedernes side på at krybe over, hvor gærdet er lavest. 

Anker Madsen
Leder af Politisk Sektion i Friluftsrådet

Af Anker Madsen
Leder af Politisk Sektion i Friluftsrådet

I mange år har det været en dominerende holdning i den danske naturpolitik, at vi i videst muligt omfang bør undgå at dele vores natur og landskab op i forskellige zoner - reserveret til hver sin aktivitet. Vi har argumenteret for "flersidig brug", "multifunktionalitet" og "at der skal være plads til alle".

Der har været to markante lovgivningsmæssige undtagelser fra denne planlægnings- og forvaltningsfilosofi: Vores meget stærke fredskovspligt og så Planlovens inddeling af landet i sommerhusområder, byzoner og landzoner. Der har stort set været konsensus om, at Planlovens inddeling har sikret et samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt udbud af offentlig service, en bevarelse af landbrugsjorden og en beskyttelse af det åbne land. Og der er også fortsat stor opbakning til fredskovsbegrebet.

Stigende pres for opdeling af arealerne
Der synes imidlertid at være et stigende pres for at zonere vores natur og landskab. 

• Natur- og Landbrugskommissionen har fået til opgave at se på "planlægning i f.eks. produktionszoner og naturzoner herunder skov, vådområder og beskyttelse af § 3- arealer m.v.".
• I disse dage arbejder Naturstyrelsen på at indføre et planlægningskoncept for friluftslivet på alle Naturstyrelsens arealer, hvor der opdeles i tre slags zoner: Facilitetszone, Friluftszone og Stillezone.
• Flere af naturbeskyttelsesorganisationerne argumenterer stadig oftere for at reservere arealer udelukkende til beskyttelse med den hensigt at udelukke andre interesser. Eksemplet på dette kan være ønsket om "oprettelsen af fredelige enklaver - refugier - i alle større danske skove".
• Og argumentationen bliver også brugt i de politiske drøftelser om Natura 2000- områderne, om nationalparkerne og om mange andre naturpolitiske forhold.

Reserveret til kun mig og mine interesser og ikke de andre
Det er ærgerligt, at denne tendens til at kræve eksklusivitet kun til sig selv og sine og dermed udelukke andre synes at vinde frem. Måske er det mest trist, at denne filosofi også synes at vinde frem hos de myndigheder, der forvalter det danske landskab. Men det er helt forkert at tro, at vi løser problemerne ved at adskille forskellige funktioner og forskellig brug af arealer. Jeg kan have en mistanke om, at det er et forsøg fra myndighedernes side på at krybe over, hvor gærdet er lavest. I håb om, at så undgår vi at tage de svære diskussioner om prioriteringer og samvær i respekt for de forskellige interesser. Det kan virke tillokkende nemt at sige: Skæg for sig og snot for sig.

Men heldigvis er der fortsat modstand mod zonering som vidundermidlet
Der er heldigvis også mange, der fortsat ønsker at tage drøftelserne om, hvorledes vi skal prioritere og om, hvordan vi kan finde plads til at varetage de forskellige interesser i landskabet og naturforvaltningen uden at lave eksklusivitet for de udvalgte.

Natur- og Landbrugskommissionen fremkom i forrige uge med syv pejlemærker, der skal være indikationer på realisering af en vision for dansk natur og landbrug, der kræver nye samarbejdsformer og en ny og konstruktiv dialog mellem alle parter. Pejlemærkerne sætter samtidig rammerne for Natur‐ og Landbrugskommissionens videre arbejde. Hvor befriende at læse, at Kommissionen gør sig tanker om, at der "skal skabes et bedre rum for planlægning og lokalisering af virkemidler i det danske landskab, der baserer sig på helhedstænkning, og som udnytter synergieffekter bedre".

Det er også dejligt befriende, at Dansk Landskabsøkologisk Forening i oplægget til sit 20. årsmøde den 25. oktober 2012 om "Natur og landbrug i det intensivt udnyttede landbrugslandskab" fortsat argumenterer for den flersidige arealanvendelse og imod en yderligere zonering af vores natur og landskab.

Og selv i de meget specialiserede friluftsinteresseforeninger som Dansk Golfunion og Danmarks Jægerforbund findes der forståelse for, at golfbanerne nødvendigvis må yde plads til andet end golfspillerne, og blandt jægerne er det ikke velset at spærre unødigt af ved jagt i skoven. Jagt kan sagtens foregå, mens der er andre, der benytter skoven.

Lad os tage den svære diskussion
Jeg håber, at der fortsat vil være størst interesse for at tage de svære diskussioner om og afvejninger af, hvordan de mange forskellige interesser i landskabet og naturen kan eksistere og ske fyldest. Og jeg håber også på lidt omtanke hos de personer, organisationer og myndigheder, der ønsker at gå den "nemme" vej og bare dele arealerne og naturen op, således at de stærkeste interesser kan få deres eksklusive arealer. Problemerne forsvinder ikke ved at dele vores natur op i eksklusive zoner for de udvalgte. Lad os fortsat bevare den stærke Planlov og det stærke fredskovsbegreb, men undgå yderligere opdeling af naturen og landskabet.