Om  
Peter von Kohl

Nekrolog: EU-korrespondent og dyreværnsforkæmper Peter von Kohl døde for nylig, 80 år

Den mangeårige EU-korrespondent og dyreværnsforkæmper Peter von Kohl, Helsingør, er død, 80 år gammel.

Allerede i barndomsårene fik afdøde Peter von Kohl de første stærke indtryk af dyrs lidelser. Og i 2022 var han så hovedpersonen i TV 2-dokumentaren "Baronen i grisestien" af Ulrik Einer Ehrhorn Gutt-Nielsen.
Allerede i barndomsårene fik afdøde Peter von Kohl de første stærke indtryk af dyrs lidelser. Og i 2022 var han så hovedpersonen i TV 2-dokumentaren "Baronen i grisestien" af Ulrik Einer Ehrhorn Gutt-Nielsen.Foto: PR, TV 2
Rasmus Nielsen

'Bedre sent end aldrig', lyder frasen, som vi må ty til i dag -  selv om det selvfølgelig ikke var, hvad vi lærte på Journalisthøjskolen i Aarhus. Da var mottoet for byens Stiftstidende 'Først med det sidste'.

Vi er bestemt ikke først med det sidste, når vi nu skriver, at EU-korrespondenten og dyreværnsforkæmperen Peter von Kohl er død, 80 år gammel. For det var tilbage i februar, at Peter døde af den uhelbredelige prostata-kræft, han var ganske åben omkring.

Journalisten Peter, der var udlært på Ritzaus Bureau, var i mange år aktiv i Centrum-Demokraterne men endte som radikal. Det var indirekte også det hedengangne CD, der bragte mig på sporet af Peters død. Ved Løkkes 60 års reception i går mødte jeg Gladsaxe-politikeren og EU-konsulenten Lars Abel, der nu er moderat. I politiske kredse er det lommeulds-viden, at han i sin tid var kæreste med partistifterens datter, tidligere minister og MF Mimi Jakobsen, ligesom Peter von Kohl havde været det. Derfor spurgte jeg til Peter - og fik svaret.

Peter von Kohl var et ganske usædvanligt menneske. Elskværdig. Hensynsfuld. Elegantier. Lidt snobbet - men gerne selvopofrende. Veganer og stor dyreværns-forkæmper, hvis tiden da ikke skulle bruges på hans anden store lidenskab: Det europæiske samarbejde.

Læs også

Gennem mange år var Peter freelance-journalist i Bruxelles og Strasbourg, hvor han i international stil færdedes hjemmevant. Han var lige god til at skrive og lave radio, som lå godt for manden med den fyldige, dybe og behagelige stemme. Distingveret gik det altid for sig. Som journalist var Peter von Kohl en af de første, der nysgerrigt og uden hensyn til fagpolitiske bindinger tog det 'multi-mediale' til sig. Dette lige gerne at tale, skrive og fotografere. Det hele kunne han lide.

Omtrent fra grundlæggelsen af Altinget.dk i 2000 blev Peter von Kohl tilknyttet redaktionen som vores første EU-korrespondent. Vi havde kun råd til ham, når der var en bevilling fra Folketingets Europa-Nævn. Men vores i dag mere omfattende EU-dækning - det siges, at vi nu har Nordens største EU-redaktion i Bruxelles - blev grundlagt af Peter.

Som ung var han både buddhist og katolik, ligesom han både arbejdede som soldat, garderofficer - og dyrepasser. Nej, Peter von Kohl er umulig at sætte på formel.

Det var allerede i barndomsårene, han havde fået de første stærke indtryk af dyrs lidelser. Og i 2022 var han så hovedpersonen i TV 2-dokumentaren "Baronen i grisestien" af Ulrik Einer Ehrhorn Gutt-Nielsen.

I en mindeværdig scene i tv-dokumentaren ser man Peter i en mudret svinesti iført jakke og slips i ren begejstring over grisenes frie forhold. Anderledes var hans oplevelse, da han besøgte en almindelig svinefarm på Fyn, hvor han måtte knibe en tåre, da grisene blev kørt til slagtning. Peter von Kohl siger bramfrit i filmen, at ”den måde, mennesker opfører sig over for dyr, opfører de sig også i virkeligheden - hvis de får mulighed for det - over for mennesker”.

Selv om han levede af at formidle andres holdninger, var han selv et stort menings-menneske, som da også var opstillet til Folketinget for CD, dog uden at blive valgt. Til gengæld fik han til egen stor moro og stolthed statistrollen som Folketingets formand i dansk tv-dramatik. Det var vel-castet, for Peter var prototypen på den gammeldags politiker.

På sine gamle dage installerede Peter von Kohl sig i en ganske lille lejlighed i Helsingørs smukke gamle bydel. Indenfor var der ophængt og placeret klenodier, familieminder og fotos fra et langt liv i omgang med Europas politikere. Familiens våbenskjold i reolen. Et foto af håndtrykket med paven prydede også senior Kohls lille hybel. Han var taget hele turen til Rom for at prædike dyrevælfærd for paven, men måtte nøjes med ganske få sekunder og et håndtryk. Det hele ses i tv-dokumentaren. Og fotoet af pave-håndtrykket forblev Peters kære eje.

Foto: TV 2

Hér på livets sidste station var alle hans minder tæt på - og det var nødvendigt, for hans balance var ikke, hvad den havde været. Det kunne knibe lidt med at støve af, og der var gået møl i habitterne. "Ja, der er møl. Her hos mig bliver de ikke slået ihjel."

Vi vil savne Peters charmerende, omsorgsfulde og interessante nærvær; og hans mage findes ikke. Han bandt slipseknuden uden at spejle sig. Han hørte ganske enkelt hjemme i jakkesæt, slips og nypudsede laksko. Og stokken, der har tilhørt familien i seks generationer, har selvfølgelig sølvknop.

På den yderste dag var baronen beskeden. Han blev begravet på Farum Kirkegård den 20. februar i en papkiste.

Peter von Kohl efterlader sine to sønner Peter og Louis von Kohl. Nu må syvende generation deles om stokken og alle minderne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter von Kohl

Stifter, The Vaclav Havel European Academy, stifter, formand, The Francis of Assisi European Academy
journalist (Ritzaus Bureau)

0:000:00