Anna Mee opgiver injuriesag

Den forhenværende beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Anna Mee Allerslev, opgiver at føre injuriesag mod medier.

Anna Mee Allerslev
Anna Mee Allerslev (35) Fhv. beskæftigelses- og integrationsborgmester (R), Københavns Kommune
Michael Dyrby
Michael Dyrby (61) Chefredaktør, BT, fhv. nyhedsdirektør, TV 2

Anna Mee Allerslev opgiver at føre injuriesager mod B.T. og Berlingske.

Det skriver B.T.

Den forhenværende borgmester i Københavns Kommune, Anna Mee Allerslev, havde stævnet B.T. for injurier og Berlingske for at viderebringe B.T.'s påstande.

Men sagen mod de to medier er nu droppet.

"Sagen er hævet," oplyser Bjarke Vejby, advokat for Anna Mee Allerslev, uden at begrunde, hvorfor sagen, der var berammet til september, er blevet hævet.

Anna Mee Allerslev havde tidligere indbragt sagen for Pressenævnet, der konkluderede, at der ikke var grundlag for at udtale kritik af B.T.'s dækning af sagen.

"Vi har aldrig ment, at der var belæg for en injuriesag. Så det er vi naturligvis tilfredse med," forklarer Michael Dyrby, chefredaktør på B.T.

Anna Mee Allerslev stævnede B.T. i 2018, efter at avisen havde afdækket hendes personlige forbindelse til et murerfirma og dets ejer.

Hun havde forsøgt at hjælpe firmaet, som havde renoveret hendes lejlighed til en nedsat pris og lånt hende et lokale til en reception, med at få behandlet en sag i kommunens forvaltning.

Tidligere var det kommet frem, at Anna Mee Allerslev havde lånt Rådhussalen på Københavns Rådhus gratis i forbindelse med sit bryllup.

Efter at sagerne kom til offentlighedens kendskab, valgte Anna Mee Allerslev i oktober 2017 at gå af som beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune.

ellegaard@altinget.dk

Tilbage til navnenyt »

Prøv uddannelse gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement