Dødsfald: Analysechef, cand.polit. Kristian Rikard-Petersen (73)

NEKROLOG: Analysechef, cand.polit. Kristian Rikard-Petersen, der blandt andet stod bag markedsanalyseselskabet Jureka.dk, er stille sovet ind, 73 år gammel.

Redaktionen

Kristian Rikard-Petersen var allerede en veteran inden for markedsanalyse, da han i starten af århundredet etablerede sit eget institut Jureka.dk fra bopælen på Strandvejen i Klampenborg.

Det kom til at gennemføre en række dybde- og telefoninterviews, blandt andet for Danmark.dk, Øresunddirekt.com og en undersøgelse blandt Greens virksomheder om brugen af økonomiske indikatorer i planlægningen.

Kristian Rikard-Petersen havde fået blik for det nyetablerede Altinget.dk og tog kontakt til os. Det førte til et frugtbart samarbejde navnlig i årene 2001-03, hvor Kristian Rikard-Petersen dannede et politisk meningsdannerpanel, han til vores fælles morskab døbte "PIMPanelet". 

Det var Kristians opfattelse, at et sådant meningsdannerpanel bestående af over 1.000 "first movers", hvad angår blandt andet holdninger, var langt mere interessant end målinger blandt normalbefolkningen. Den tog vores anden målingsmager, professor Søren Risbjerg Thomsen, sig så af. De to var ligeværdigt uundværlige i Altingets første år.

PIMPanalet gav anledning til en række interessante, anderledes artikler i Altinget. Hvad mener meningsdannerne? Hvor er de på vej hen? Hvordan vil de fremover præge befolkningen som helhed? Sådan nogle tendenser belyste svarene fra PIMPanelet.

Kristian Rikard-Petersen var levende samfundsinteresseret og ét med sine målinger. Han brændte for dem. Han elskede analyse. Han var af statur en lille mand og gjorde ikke meget væsen af sig. Det er karakteristisk, at nettet ikke ligefrem flyder over med portrætter, fotos eller blot små søgeresultater for hans navn.

Tilbage står erindringen om et generøst, humoristisk menneske med stor faglig integritet og dygtighed. Kristian Rikard-Petersen blev os således en uhyre trofast og i grunden uforskammet billig forretnings- og sparringspartner, og trods sin egen erfaring og etablerede position hjalp han med alt det, han kunne, for at sådan en ukendt startup-avis som Altinget kunne komme til at flyve.

Det vil vi altid huske tilbage på med taknemmelighed.

Rasmus Nielsen
Udgiver

Kristian Rikard-Petersen bisættes fra Taarbæk Kirke torsdag 8. august klokken 14.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00