Om  
Johan Fogh

Dødsfald: Arkitekt, fhv. kgl. bygningsinspektør Johan Fogh (73)

Fhv. kongelig bygningsinspektør i årene 1996-2007, arkitekt og kirkesagkyndig Johan Fogh, Hørsholm, er død, 73 år gammel. Bisættelse 21. august.

Redaktionen

Johan Fogh "døde helt pludseligt natten til 13. august", oplyser hans efterladte kone, konservator Line Fogh Bregnhøi.

Den københavnske lægesøn fik afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1970 og var bl.a. ansat hos arkitekt Jørn Utzon 1973-74 og tog så studieophold i Rom 1975-76.

Johan Fogh havde egen arkitektvirksomhed med arkitekt Per Følner fra 1976 - Fogh & Følner Arkitektfirma. De to indledte samarbejdet om arkitektkonkurrencer allerede som unge i 1969. Fogh udtrådte som indehaver i 2012 men var fortsat tilknyttet tegnestuen som seniorkonsulent. Johan Fogh havde omfattende erfaring som kirkekonsulent, og bidrog aktivt til kirkesagsbehandlingen i tegnestuens nuværende kgl. bygningsinspektorat.

Fra 2004 drev han også virksomhed sammen med Lars Møller Andersen og Stig Andersen.

Johan Fogh fremhæves fagligt for et særligt talent for at løse indviklede problemstillinger med enkle arkitektoniske greb. Hans kirkebyggerier bærer alle præg af en menneskelig skala, forenet med en højt udviklet rum- og materialefornemmelse. De har klare geometriske former, som spiller fint sammen med omgivelserne.

Ifølge sin biografi i Blå Bog er Johan Foghs vigtigste bygningsværker:

Egedal Kirke i Kokkedal; Tornbjerg Kirke, Odense; Bornholms Kunstmuseum; Kulturhus og bibliotek i Asnæs; Sorø Rådhus; Østerhåb Kirke ved Horsens.

Dertil kommer bl.a. Kulturhuset Islands Brygge i København.

Og de vigtigste restaureringer:

Harsdorffs Hus, Kgs. Nytorv; Den Hirschsprungske Samling; Danmarks Kunstbibliotek; Frederiksborg Slot; Vor Frelsers Kirke; Eremitageslottet; Frederiksberg Slot; Slottet Frydenlund ved Vedbæk.

En faglig indsats for arkitekter efter ham kom bl.a. til udtryk ved, at Johan Fogh underviste på Kunstakademiets Arkitektskole i årene 1979-94 og forelæste på andre arkitektskoler, ligesom han var medlem af arkitektskolernes censorkorps fra 1993.

Blandt flere priser fik Johan Fogh Eckersberg-Medaillen i 1995. Han vandt også i 1982 første præmie for et nyt museum for Vasaskibet i Stockholm, der dog fandt en svensk løsning.

Privat interesserede han sig for sejlads og friluftsliv i al almindelighed.

Bisættelse fra Egedal Kirke, Kokkedal lørdag 21. august 2021 kl. 11.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johan Fogh

Arkitekt, fhv. kongelig bygningsinspektør (1996-2007)
Kunstakademiets Arkitektskole 1970

0:000:00