Dødsfald: Fhv. hypotekbankdirektør Morten Eskesen (94)

Fhv. direktør for Hypotekbanken (den senere Finansstyrelse) Morten Eskesen, Kgs. Lyngby er død, 94 år gammel. Bisættelsen foregår i stilhed.

Redaktionen

Skoleinspektør-sønnen fra Frederiksberg blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 1951.

Morten Eskesen var sekretær i Civilforsvarsstyrelsen 1951-54 og var så i en årrække embedsmand i Statsministeriet. Samtidig arbejdede han som ministersekretær i Økonomi- og Budgetministeriet 1964-73.

I 1973 blev han ekspeditionssekretær i Finansernes Centralstyrelse og året efter kontorchef i Hypotekbanken (Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning) 1974, hvor han var direktør 1982-95, hvorefter han i 1996 blev kommitteret i hypotekbankspørgsmål i Finansministeriet.

Morten Eskesen havde derudover følgende tillidsposter: Medlem af Egnsudviklingsrådet 1975-82, af Industriministeriets Skibslåneudvalg 1977-82, af bestyrelsen for Sønderjyllands Lånekasse 1979-82, for Bornholms Erhvervsfond 1980-82, for Sønderjyllands Investeringsfond 1980-82 og for Kongeriget Danmarks Fiskeribank 1982-95.

Desuden var han sekretær for bestyrelsen for Dansk-Færøsk Kulturfond 1955-81 og for Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning 1977-82. Endelig var han formand for Den Statslige Direktørkreds 1992-95.

Enkemanden Morten Eskesen var far, bedstefar og oldefar.

Fakta:
Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning var en tidligere statsinstitution under Finansministeriets ressortområde, der blev oprettet i 1906. Hypotekbanken optog lån, der primært skulle genudlånes til investeringsopgaver af samfundsmæssig betydning. Ved udgangen af året 1998 ophørte Hypotekbankens bankvirksomhed med formidling af lån, og statsinstitutionen ændrede navn til Finansstyrelsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00