Dødsfald: Fhv. sognepræst Gurli Vibe Jensen (91)

Meddelelsen om forhenværende sognepræst Gurli Vibe Jensens fredelige død fredag i sit hjem, Birkenæs, ved Jyderup i Vestsjælland vil vække minder hos mange danskere fra 45-50 års alderen og op.

For i mange år fyldte Gurli Vibe Jensen ikke bare sin store kirke til bristepunktet - hun optrådte også hyppigt i tv, radio og skrevne medier, ligesom hun var en flittig forfatter.

Men når man bliver så gammel som 91 år, og det er mere end 20 år siden, man formelt gik på pension, så vil ens navn ikke være kendt blandt unge. Men mange midaldrende og ældre - de glemmer aldrig Gurli Vibe Jensen. De vil altid huske hende med stor taknemmelighed. Dette generøse, men også sammensatte og diskrete menneske.

Hun var egentlig læreruddannet fra Ribe og virkede i 1950'erne som missionær i Nigeria. Efter studier i USA og Danmark fik Gurli Vibe Jensen lov at blive præst i Folkekirken, og hér virkede hun fra 1965 som kapellan og fra 1974 til 1995 som sognepræst ved den store Helligaandskirken midt på Strøget i København.

Hendes samfundsbetydning var naturligvis mere af teologisk og kirkelig art end af politisk. Men menigheden midt i City var særdeles sammensat, og dele af den var socialt belastet. Hér fik Gurli Vibe Jensens særlige talent for samtale og sjælesorg betydning. Hun var uhyre efterspurgt, og man gik ikke forgæves. 

Forholdet mellem præst og menighed var ganske usædvanligt, fortroligt og personligt, og lige til det sidste udvistes gensidig, stor trofasthed. 

Gurli Vibe Jensen har blandt flere tillidshverv i perioden fra 1981 til 1989 været medlem af Bibelselskabets bestyrelse, og i årene 1980-84 var hun formand for bibelselskabernes verdensbestyrelse.

Gurli Vibe Jensen har desuden været medlem af Kirkeministeriets strukturkommission i 1964 til 1966 og medlem af Menneskerettighedskommissionen.

Gurli Vibe Jensen var selv en karismatisk personlighed med en dyb, varm stemme, der bar på et klassisk, nuanceret sprog. Altid elegant, gerne farverig, i sin fremtoning. Hvor det halve Danmark var på fornavn med Anker, så var det halve kirkerige det med Gurli.

Ved sin 90 års dag sagde hun fra skovriderboligen derude midt i guldalderlandskabet:

"Jeg er taknemmelig for livet og har lyst til at leve. Jeg har lyst til at fordybe mig i kunst, bøger, samtaler og musik, her hvor stilheden synger. Det at leve er mageløst, men det betyder ikke, at mit liv er uden skygger og svære prøvelser. Mit liv har mange farver."

Og hun elskede det. Livet. Troen. Når kirken var fyldt. Når børnene flokkedes om hendes ben ved alteret. Når lysene var tændt, og sangstemmerne kvidrede. Og hvis en ofte mørk og svær verden kunne blive bare lidt lysere ved, at hun forkyndede sit budskab til den lydhøre skare.

"Fat mod. Hold ud", som hun sagde.

Bisættelsen finder sted fra Helligaandskirken torsdag 14. juli 2016 kl. 14.

Opdateret 14. juli kl. 16:

Sognepræst Mikkel Wold (som i det politiske miljø også huskes som radikal folketingskandidat) forestod bisættelsen sammen med dr.theol. Niels Jørgen Cappelørn. Efter aftale med Mikkel Wold bringer Altinget hans tale ved bisættelsen:

Hvad ville et menneske være, hvis det ikke havde nogen til at følge det? 

Det synes at være et af de spørgsmål, som melder sig ved denne her dag. Det hænger sammen med ordene i beretningen om vandringen til Emmaus, som er den ene af de to tekster, Gurli ønskede læst i dag. Hvor ofte har hun ikke talt om Noldes billede af netop denne bibelske scene. 

For Gurli var det altafgørende at vide sig ledsaget af Kristus. Det er derfor teksten er med her.
 
Men samtidigt var det lige så dybtliggende hos hende at have blikket rettet mod dem, der trængte til følgeskab i kortere eller længere afsnit af deres liv. 

Hendes opmærksomhed i samtalen, hendes evne til at lytte, hendes intuition, hendes menneskelige varme og kærlige imødekommenhed, hendes knivskarpe intellekt og enorme indsigt i menneskesjælens krinkelkroge gjorde hende til en samtale partner og ikke mindst en sjælesørger af helt usædvanligt format. 

Hun var direkte og konfronterende,  hendes spørgsmål gik lige til sagen, men hendes varme og kærlighed gjorde den afgørende forskel mellem at blive set og blive gennemskuet. Hun spurgte ind til folk på en måde, som var forløsende, det var en af Gurlis helt store forcer i arbejdet som præst. Hun rakte ud til andre, det var en grundindstilling hos hende.  

Et vigtigt element i denne tilgang til ethvert menneske var et sensitivt registrerende og dermed også følsomt sind. Selv samme følsomhed var en del af Gurlis egne livsbetingelser. En kølig bemærkning, en manglende besvarelse af et smil eller en mangel på empati i en henvendelse til hende var noget, hun registrerede, om også det ikke blev direkte bemærket.

Som følsom må man gardere sig, og det var der ikke så lidt grund til, når man som Gurli ragede langt op over de fleste af hendes samtids kolleger eller andre i det kirkelige, som i puslingelandet Danmark ikke var så tøvende over for smålige bemærkninger, som de kunne have været, hvis der havde været højere til loftet. Der er ingen tvivl om, at denne særlige kirkelige sans for smålighed påvirkede hende og til en vis grad også påvirkede hendes selvtillid og lysten til at publicere.
 
Jeg siger udtrykkeligt ”til en vis grad”, for Gurli besad samtidigt en evne til at trodse betingelserne, hvilket kan forklare den til tider ligefremme form, som også var en del af hendes stil.

Læg dertil det forhold, at Gurli ikke ligefrem kunne karakteriseres som viljesvag. Den egenskab har som bekendt flere sider og den kunne godt give omgivelserne lidt udfordringer ind imellem.

Var der en opringning fra Gurli, hvori ordet parathed indgik, kunne man godt indstille sig på, at enten ville ens hidtidige planer for dagen med rimelig sandsynlighed stå over for en snarlig ændring eller også skulle man lige kridte skoene for at fastholde, at det godt kunne lade sig gøre at være et anstændigt menneske og alligevel sige nej til en opfordring fra Gurli om hjælp nu og her.

Ikke mindst når man var oppe imod en person med en lynhurtig tankegang og en lige så hurtig replikevne kunne den slags samtaler være krævende. Og tag ikke fejl, Gurli stillede krav – til sig selv og andre. 
 
Men det hele kom jo som regel af, at Gurli selv var så inderlig parat som hjælper. Igen var det viljen til at række ud til de andre, der var forklaringen. Den vilje lå ganske enkelt integreret i Gurlis dybeste personlighed. Selv i den sidste tid på hospitalet, hvor hendes sind havde svært ved at samle sig om realiteterne, havde hun blik for den, der ikke havde pårørende inden for nærmeste rækkevidde.

”Hvad tror du det menneske derovre tænker på nu?”, spurgte Gurli en dag med tanke på en medpatient, der sad i sine egne tanker på en seng ude på gangen. 

Spørgsmålet var ikke nyfigent, men omsorgsfuldt, og hvor var det typisk for hende.

Gennem sit lange liv fik Gurli nogle gange tilbud om at tage imod tillidsposter uden for Danmark. Som regel var svaret nej, også til tilbud andre ville have prist sig lykkelige for at få, men et sagde hun ja til, nemlig at være formand for bestyrelsen i De Forenede Bibelselskaber. 

Her kom hendes organisatoriske evner til udfoldelse lige som hendes retskaffenhed. Da jeg engang skulle køre den tidligere generalsekretær for det tyske bibelselskab Ulrich Fick fra Gurlis bopæl ved Jyderup og til lufthavnen - det var det med paratheden, men det var nu helt ok, nævnte han, at Gurli ville blive husket for mange gode ting i sit formandskab, men han nævnte som noget særligt hendes redelighed og hendes uimponerethed over magten. Og det er såre rigtigt. Gurli var totalt uimponeret af magt. Måske hun havde for meget humor til, at det kunne lade sig gøre, jeg tror faktisk, det er en del af forklaringen. 
 
Gurlis indsats for bibelselskaberne, både i dansk og international sammenhæng, var noget at det, hun brugte mange af sine kræfter på. 
 
Men endnu mere fyldte for hende indsatsen som missionær og som præst.

Afrika gjorde et uudsletteligt indtryk på Gurli. Afrikanerne lærte hende såre meget om, hvad et menneske er, det blev en tid, der formede hende for livet og hvor kærligheden var gensidig. Så sent som for et par dage siden indløb der kondolencebreve og varmhjertede hilsener fra nogle af de piger, hun underviste i Nigeria tilbage i 50erne. Og da hun fyldte 91 år skrev 38 af dem blandt andet følgende linjer til hende: 

"Du var dedikeret til dit virke langt ud over, hvad der forlangtes af dig. Din kærlighed til os var ægte, og vi tvivlede aldrig et øjeblik på den.” 

Når man hører den besked kommer man til at tænke på det vidunderlige billede, der blev taget, da Gurli besøgte sin gamle pigeskole og hvor hun kommer gående arm i arm med nogle af sine gamle elever - et billede der lyser af varme og glæde. 

Efter tiden i Afrika kom Gurli til denne kirke, som hun kom til at forny og præge på markant vis. Som prædikant nåede hun ikke mindst ud til dem, der ellers ikke ville drømme om at lytte til, hvad der udgik fra det kirkelige. Hendes prædikener var dybdegående, præget af hendes sproglige præcision og evne til at formidle nærværende og vedkommende. Hendes sprog var markant, men det blev aldrig til pral. Nogle fandt sprogbrugen tung, andre så den som et unikt eksempel på en anden tilgang til forkyndelsen end den vante. 

For nogen menneske er målet at gøre karriere. Jeg ved ikke om ordet karriere overhovedet fandtes i Gurlis ordliste, men jeg har aldrig hørt hende bruge det, og det giver heller ingen mening i hendes tilfælde. For hende var ordet tjeneste ikke bare en floskel, det var det, der bestemte hele hendes grundindstilling. Hun var ydmyg og myndig på samme tid, hvis man kan forestille sig en sådan kombination. Det lyder måske mærkeligt, men Gurli havde det på den måde.

Hun havde indsigt og format, humor, nysgerrighed og livsglæde som få, hun kunne få mennesker til at vokse og realisere det, de var skabt til at blive frem for at stikke i det, de havde vænnet sig til at være. 
 
Som os alle havde også hun selvfølgelig sine svage sider, så de mange lovprisninger er selvsagt ikke udtryk for en helgenkåring, hvilket hun også på det bestemteste ville have frabedt sig. Men Gurli var en stor personlighed, og den store varme der i de her dage er blevet udtrykt over for, hvad Gurli betød, er et gensvar på den kærlighedens fordomsfrihed, som Gurli mødte andre med. Sådan er kærligheden, den forandrer og fornyer hvor man gør det vovestykke at udleve den. Gurli havde modet til og ønsket om at lade sig påvirke af denne indsigt.

For nogle dage siden døde hun fredfyldt i sit hjem. I den sidste tid var der flere omkring hende til at hjælpe, men jeg bliver nødt til at nævne min beundring for den hjælp og omsorg, som vennerne Ulla og Mette gav, den kærlige indsats de gjorde de seneste uger og måneder er beundringsværdig. 

For dem og os bliver savnet stort, vi vil savne Gurli meget og længe. Men det skete forsvinder ikke, det er til stede i fortiden, og derfra kan det hentes til berigelse for os, som er så privilegerede at vi i kortere eller længere tid i vort liv har mødt dette fine menneske og denne fine ven. 
 
For os som for hende er trøsten på denne dag den samme, nemlig fornyelsen fra Gud, løftet om, at når historien er forbi, skal vi komme til ham, der giver os indfrielsen af de løfter, der blev sagt over os ved dåben. Nåden og freden om os. Det er hele vort liv og det er hele vort livs håb. Jeg kan ikke lade være med at citere et sted fra Kierkegaards dagbøger, et sted vi engang talte om og som så fint udtrykker det grundlag, på hvilket vi i dag tager afsked, og som også udtrykker den hjertets længsel, som var hendes:

“Og naar da Solen lukker sit speidende Øie, naar Historien er forbi, da vil jeg ikke blot indhylle mig i min Kappe, men jeg vil kaste Natten som et Slør om mig, og jeg vil komme til Dig, - jeg vil lytte som den Vilde lytter - ikke efter Fodtrin, men efter Hjertebanken.” 

Guds fred være med dig, kære Gurli, og med os alle.