Dødsfald: Overlæge Kristian Rørbæk Madsen (43), Svendborg

Overlæge Kristian Rørbæk Madsen, Svendborg, er død, kun 43 år gammel efter en alvorlig depression.

Redaktionen

Kristian Rørbæk Madsen var overlæge på anæstesiologisk-intensiv afdeling på Odense Universitetshospital. Han blev landskendt, da han stod i spidsen for flere tusind lægers opgør med Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kristian Rørbæk Madsen gjorde sig til bannerfører for en utilfredshed med styrelsen, der efter lægernes opfattelse havde mistet sansen for hverdagens travlhed og aggressivt gik efter at hænge enkelte læger ud for fejl, der i højere grad eksisterede på papiret end virkeligheden.

Det konkrete tilfælde, der fik mest opmærksomhed, var den såkaldte Svendborg-sag. Her blev en yngre kvindelig læge fra Svendborg Sygehus idømt bødestraf ved landsretten for at have udvist grov forsømmelse og skødesløshed i behandlingen af en sukkersygepatient. Centralt i sagen stod en mundtlig besked til en sygeplejerske, som ikke blev skrevet ned i en journal.

Sagen var en af flere, der fik flere tusind læger til at mene, at styrelsen var gået for vidt. Kristian Rørbæk Madsen stillede sig i spidsen for en indsamling af underskrifter til en mistillidserklæring til styrelsen. 8.500 ud af landets 39.000 læger endte med at skrive under.

"Som læger skal vi træffe mange hurtige og vanskelige beslutninger efter et lægefagligt skøn. Det kan vi ikke, hvis vi har en styrelse på nakken, der bagefter straffer os hårdt i bagklogskaben og papirvirkelighedens lys", sagde han dengang.

"Som intensivlæge laver jeg dagligt flere hundred mundtlige ordinationer. Gjorde jeg ikke det, ville patienten først blive blå om læberne, så sort, og så ville han dø, mens jeg sad og dokumenterede på livet løs inde i computerrummet."

Det var næppe tilfældigt, at det var Kristian Rørbæk Madsen, som tog initiativet, skriver Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing i et mindeord i Fyens Stiftstidende.

"Kristian sagde, hvad han mente – også opad i hierarkiet – og han havde et skarpt blik for uretfærdigheder," skriver lægeformanden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00