Ekstra Bladets chefredaktør har sagt op

Pernille Holbøll vender ikke tilbage som chefredaktør for Ekstra Bladet, når hendes barsel slutter i foråret. Hun skal fremover være seniordirektør i sportsbettingvirksomheden Better Collective.

Pernille Holbøll har sagt op som chefredaktør på Ekstra Bladet.

Det skriver hun på twitter.

"Jeg har valgt at sige op som chefredaktør på Ekstra Bladet. De sidste par år har været virkelig spændende, og jeg kommer til at savne alle de meget dygtige folk på Ekstra Bladet," oplyser hun i opslaget.

Holbøll har været ansat som ledende chefredaktør på Ekstra Bladet siden december 2019. Nu oplyser JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse at hun er blevet ansat som i en nyoprettet stilling som seniordirektør med ansvar for branding og medier i milliardvirksomheden Better Collective, der beskæftiger sig med sportsbetting.

Hun uddyber beslutningen om at sige op i pressemeddelelsen: "Jeg er stolt af de journalistiske resultater, jeg som chefredaktør - og i en periode som konstitueret ansvarshavende - sammen med Kristoffer Eriksen og hele Ekstra Bladet opnåede. Nu er der en ny ansvarshavende chefredaktør og en ny strategi, og den skal de have lov til at arbejde med i fred."

Pernille Holbøll er i øjeblikket på barsel, men oplyser på twitter, at hun efter sin barsel begynder i sin nye stilling i foråret 2022.

Omtalte personer

Pernille Holbøll

Ansv. chefredaktør, B.T.
BA i journalistik (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser