Kåre Mølbak og seks andre eksperter skal rådgive EU om coronavirus

EU: Chef ved Statens Serum Institut Kåre Mølbak er én af syv eksperter, der skal rådgive EU-Kommissionen under den igangværende epidemi.

Kåre Mølbak
Kåre Mølbak (64) Faglig direktør, Statens Serum Institut, professor, Københavns Universitet

EU-Kommissionen har nedsat et panel af eksperter, som skal formulere retningslinjer og strategier for, hvordan epidemien med coronavirus skal bekæmpes.

Professor og faglig direktør i infektionsberedskab Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut er en del af gruppen på i alt syv epidemiologer og virologer. Det fremgår af EU-Kommissionens hjemmeside.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, skal lede ekspertpanelet, mens sundhedskommissær Stella Kyriakides skal sidde i næstformandsstolen. 

"Tid og forskning betyder alt, hvis vi skal vinde denne kamp," siger Kyriakides.

Opdagede ebola
De syv eksperter kommer til at tale sammen mindst to gange om ugen og mødes første gang onsdag – dog ikke fysisk, men online. Der er mulighed for at se dagsordener og referater af møderne her

Foruden Mølbak består ekspertpanelet af den franske epidemiolog Arnaud Fontanet, den tyske virolog Christian Drosten, Lothar H. Wieler fra Robert Koch-instituttet i Berlin, den italienske virolog Maria Rosaria Capobianchi, den hollandske virolog Marion Koopmans og mikrobiologen Peter Piot, der er kendt som lægen, der opdagede ebola. 

Panelet skal rådgive EU-Kommissionen under epidemien og pege på eventuelle problemer undervejs. Desuden skal de komme med anbefalinger vedrørende den øvrige indsats mod epidemien og rådgive EU-Kommissionen om prioriteringer for sundhedsvæsenet.

For optimistiske
Kåre Mølbak er uddannet overlæge i infektionsepidemiologi. 

Han er faglig direktør for infektionsberedskabet på Statens Serum Institut, som omfatter afdelingerne Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, Virus og Mikrobiologisk Specialdiagnostik, Bakterier, Parasitter og Svampe samt Tuberkulose og Mykobakterier. 

De seneste dage har Kåre Mølbak måttet forsvare, at Statens Serum Institut i bagklogskabens lys var for længe om at reagere på spredning af coronavirus i februar.

"Vi var tydeligvis for optimistiske i vores udmeldinger på det tidspunkt," sagde han på et pressemøde fredag eftermiddag 13. marts.

Tilbage til navnenyt »

Prøv børn gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Dagens portal