Roskilde-byrådsmedlem forlader Venstre til fordel for Liberal Alliance

Roskilde Kommunes 2. viceborgmester, Lars-Christian Brask, vil fremover repræsentere Liberal Alliance. Han forlader dermed Venstre, og bliver nu Liberal Alliances første og eneste byrådsmedlem i kommunen.

Lars-Christian Brask
Lars-Christian Brask (56) Byrådsmedlem (LA), Roskilde Kommune, bestyrelsesformand, Pihl & Søn m.fl.
Alex Vanopslagh
Alex Vanopslagh (28) Partileder, Liberal Alliance, MF, medlem af Borgerrepræsentationen, København

Lars-Christian Brask forlader Venstre til fordel for Liberal Alliance og bliver dermed partiets første og eneste byrådsmedlem i Roskilde Kommune. Han er kommunens 2. viceborgmester.

Det skriver Liberal Alliance i et opslag på Facebook.

Partiets politiske leder, Alex Vanopslagh, udtrykker sin glæde over det nye medlem i opslaget:

"Vi er meget glade for, at Lars-Christian Brask har valgt os til og viser os den tillid, at han har lyst til at melde sig ind i partiet. Lars-Christian har markeret sig som en dygtig politiker i Roskilde Byråd, og vi er glade for, at han nu sørger for, at Liberal Alliance også er repræsenteret i Roskilde Byråd og dermed kan påvirke Roskildes politik i en mere liberal retning."

Lars-Christian Brask bliver altså Liberal Alliances første og eneste byrådsmedlem. Han vil dermed holde skansen for partiets liberale politik i Roskilde Kommune.

Fra erhvervsmand til politiker

Lars-Christian Brask har en bred baggrund i erhvervslivet, hvor han blandet andet er formand for virksomhederne Swipbox, John Jensen VVS A/S og LH Hockerup A/S.

Trods de mange formandskaber har det nye LA-medlem stadig høje ambitioner for sin politiske karriere.

"Det her skal ses som et positivt tilvalg af de stærke liberale værdier, som er Liberal Alliances DNA. Jeg har været rigtig glad for min tid i Venstre, men jeg ser mig selv og min politiske fremtid i det revitaliserede Liberal Alliance med Alex Vanopslagh i spidsen. Det er min ambition, at jeg også vil stille op til Folketinget for Liberal Alliance ved næste valg, ligesom jeg selvfølgelig også stiller op til kommunalvalget i 2021. Indtil da holder jeg som ene mand skansen for Liberal Alliance i Roskilde byråd," siger Lars-Christian Brask i opslaget.

Lars-Christian Brask har været byrådsmedlem i Roskilde Kommune siden januar 2014. Han har i denne periode engageret sig i diverse områder, hvor han deriblandt er bestyrelsesmedlem i Vikingeskibsmuseet og vandforsyningsselskabet Fors A/S.

Ud over sin post som 2. viceborgmester er han næstformand i Plan- og Teknikudvalget.

Han kan se frem til at blive en del af Roskilde Kommunes økonomiudvalg, da der i kommunen er tradition for, at alle byrådets partier er repræsenterede.

 

Tilbage til navnenyt »

Prøv forskning gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement