Holstein: Martin Henriksens valgsejr er et klart politisk signal fra baglandet 

Dansk Folkepartis ledelse har fået et vink med vognstang, efter de delegerede ved partiets årsmøde stemte Martin Henriksen ind i hovedbestyrelsen. Men Thulesen Dahl kan alligevel være tilfreds, vurderer Altingets politiske kommentator. 

"Valget fortæller, at der er en del i baglandet, der faktisk mener det samme som Martin Henriksen, og at politikken skal strammes," vurderer Erik Holstein.
"Valget fortæller, at der er en del i baglandet, der faktisk mener det samme som Martin Henriksen, og at politikken skal strammes," vurderer Erik Holstein.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Hjalte T. H. KragesteenAndreas Arp

HERNING: Dansk Folkepartis tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen har i de seneste uger åbent tilkendegivet, at partiets udlændingepolitiske linje bør skærpes.  

Derfor var det også en klar besked til partiets ledelse, da de delegerede på weekendens årsmøde, stemte den tidligere udlændingeordfører ind i hovedbestyrelsen som den største stemmesluger

Det vurderer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein. 

"Det er helt klart et politisk signal fra baglandet. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Valget fortæller, at der er en del i baglandet, der faktisk mener det samme som Martin Henriksen, og at politikken skal strammes,” siger han. 

Forud for valget havde Henriksen været på talerstolen og gentaget sin kritik af den nuværende linje. 

Det er overraskende taget i betragtning af, at Pia Kjærsgaard har været så direkte over for ham.

Erik Holstein
Politisk kommentator

Alligevel vil partiformand Kristian Thulesen Dahl være meget tilfreds med valget, vurderer Erik Holstein. 

“Thulesen har vægtet det højere at få folk ind, der er personligt loyale, end at få folk ind, som han er politisk enig med. Derfor ser han også meget hellere Martin Henriksen i hovedbestyrelsen end Anders Vistisen, der ikke blev valgt,” siger den politiske kommentator. 

Kjærsgaards magt er begrænset 
Valget til hovedbestyrelsen sender dog også et signal til partiets vel nok mest fremtrædende profil, mener Erik Holstein. 

Partistifter Pia Kjærsgaard har op til og under årsmødet været ude med en hård kritik af Martin Henriksen. 

Kjærsgaard rystede på hovedet og vendte tomlen nedad under Martin Henriksen tale, men det ændrede ikke på, at han blev valgt med flest stemmer til hovedbestyrelsen.

Og det kommer bag på Altingets politiske kommentator. 

“Det er overraskende taget i betragtning af, at Pia Kjærsgaard har været så direkte over for ham. På den måde siger valget også noget om, at hendes magt i partiet nok er mere begrænset, end man skulle tro,” siger Erik Holstein. 

Han peger på, at der op til årsmødet har været flere fra baglandet, der offentligt har bakket op om Pia Kjærsgaard.  

“Ud fra den logik burde det have været helt udelukket, at Martin Henriksen blev valgt ind i hovedbestyrelsen,” siger Erik Holstein. 

Når det så alligevel kunne ske, kan det skyldes, at den nuværende partiformand har haft en anden plan end den tidligere.  

“Den eneste forklaring, jeg kan komme på er, at Thulesen Dahl bag facaden har mobiliseret en række kræfter for at få valgt Martin Henriksen,” siger Erik Holstein. 

Klog tale 
Forud for det dramatiske valg til hovedbestyrelse havde Kristian Thulesen Dahl i sin årsmødetale sendt en klar besked til partiet.  

De offentlige uenigheder og personangreb må høre op. Fra nu af “trækkes der en streg i sandet” og diskussionerne holdes internt, slog Thulesen Dahl fast. 

Og det var et klogt træk. 

“Det er lige præcis nu, at han kan bruge kommunalvalget til at sige, at ‘nu skal i holde kæft, ellers ødelægger i valget for os’. Det er et trumfkort, og det er nu, at han skal spille det,” siger

Erik Holstein og fortsætter: 

“Han var dog også tvunget til at gøre det, efter at både Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard har været fremme med lignende advarsler. Men efter valget kan det være svært at true folk til tavshed, hvis det går dårligt, så det er klogt at sende advarslen nu.” 

Dansk Folkepartis årsmøde fortsætter søndag i Herning. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

Martin Henriksen

Formand, Nye Borgerlige, kommunalbestyrelsesmedlem (NB), Stevns Kommune, spidskandidat til EP-valget 2024 (NB), fhv. MF (DF), sikkerhedsvagt
kursus i kristendom og teologi, vagtkursus, Landtransportskolen, HF (Frederiksberg HF-kursus 2004)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

0:000:00