Dagens corona-overblik: Frederiksen valgte det mindste af flere mulige scenarier for genåbningen

LYNOVERBLIK: Statsminister Mette Frederiksen valgte det mindste af flere mulige scenarier for genåbningen af Danmark, viser nyt notat. Partier savner inddragelse i regeringens beslutninger. Donald Trump truer med at trække støtte til WHO. Få overblik over dagens coronarelaterede nyheder. 

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

God formiddag og velkommen til onsdagens gennemgang af de coronarelaterede nyheder, hvor du får en hurtig gennemgang af det nyeste om coronavirussen inden for politik, økonomi og på den globale scene.

Politik
Planen for den første fase af genåbningen af Danmark, der blev præsenteret af statsminister Mette Frederisken (S) mandag aften, er baseret på beregninger fra en ekspertgruppe udpeget af Statens Serum Institut.

Nu er beregningerne blevet lagt frem på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Her fremgår det, at regeringen reelt havde tre forskellige løsninger for genåbningen at vælge imellem: et lille, et mellemstort og et stort scenarie.

Heraf valgte regeringen det mindste scenarie, så kun de laveste skoletrin og dagsinstitutioner genåbnes efter påsken, såfremt smittekurven fortsat er under kontrol.

I det mellemste scenarier var der også lagt op til, at caféer, restauranter, frisører og massører ville kunne genåbne.

I det største scenarie ville forsamlingsforbuddet desuden hæves til maksimalt 50 personer, ligesom også efteruddannelseskurser og storcentre ville blive åbnet igen.

Du kan læse hele rapporten fra Statens Serum Institut her

I Berlingske siger overlæge Robert Skov, der sidder i den ekspertgruppe, der har lavet beregningerne, at det mindste (og valgte) scenarie er det sikreste fra et sundhedsfagligt perspektiv.

"Det er kun i det mindste scenarie, hvor man med sikkerhed kan sige, at vi med stor sandsynlighed bliver inden for den estimerede sengekapacitet, og hvis folk ikke fortsætter med at holde afstand, vil kapaciteten være overskredet selv i det lille scenarie," siger han til avisen.

Også Jyllands-Posten har en historie om det nye notat fra Statens Serum Institut. Her kritiserer flere partier, at regeringen ikke har fortalt, at Finansministeriet har opstillet de tre scenarier, som Statens Serum Institut har lavet beregningerne ud fra.

"Statsministeren har sagt, at de her beslutninger var på sundhedsmyndighedernes faglige anbefaling. Men det kan vi jo se nu, at det er det ikke kun. Og det sår jo igen tvivl om, hvad det er for et grundlag, så store og vigtige beslutninger for danskerne bliver truffet på baggrund af," siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, til avisen.

Ifølge DR savner lederne af en hel stribe partier mere inddragelse i regeringens beslutningsproces bag genåbningen af samfundet.

Det gælder ifølge mediet blandt andet Jakob Ellemann-Jensen (V), Søren Pape Poulsen (K), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Morten Østergaard (R).

"Vores mulighed for at stille spørgsmål er sat ud af kraft, og vores mulighed for at blive inddraget hviler på, at regeringen ønsker at inddrage os. Det har man ikke haft mulighed for i den indledende fase – og det anerkender jeg. Nu virker det, som om man ikke har lyst til det," siger Jakob Ellemann-Jensen til DR.

Et flertal i Folketinget fandt i går aftes til enighed om en ny hjælpepakke til kulturlivet. Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen, der finansieres med 140 millioner kroner, betyder, at teatre og museer, hvor over halvdelen af udgifterne dækkes af offentlige tilskud, fremover også vil omfattes af tiltagene om lønkompensation og kompensation for faste omkostninger.

I Børsen kræver Venstre, Konservative og Radikale Venstre i dag, at en række af de hjælpepakker, der er blevet vedtaget for at hjælpe erhvervslivet gennem krisen, bliver forbedret og forlænget.

Flere af partierne har fokus på iværksætternes vilkår, og det giver genlyd hos erhvervsminister Simon Kollerup (S).

"Ikke mindst vækstiværksætterne, der har investeret alt i, at nu skulle drømmen blive til virkelighed, men ikke er begyndt at tjene penge endnu – de står i en yderst vanskelig situation. Derfor er regeringen indstillet på, at der ikke mindst over for denne gruppe af selvstændige er brug for yderligere tiltag," siger han til avisen.

Region Hovedstaden skriver på Twitter, at alle regionens ansatte med patientkontakt fremover kan blive testet for, om de har haft corona i kroppen.

Økonomi
Det danske aktiemarked er i rødt, og ifølge Børsens overblik over C25-indekset står det til en tilbagegang på cirka 0,9 procent i dag. 

I en ny analyse vurderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), at coronakrisens negative betydning for privatforbruget indtil videre har påvirket 170.000 job i Danmark. Det skriver Berlingske.

"Samlet set mister de berørte virksomheder en omsætning på 14,3 milliarder kroner hver måned," siger Sofie Holme Andersen, der er analytiker i AE og har lavet analysen.

Globalt
Den amerikanske præsident, Donald Trump, går med tanker om at droppe USA's støtte til Verdenssundhedsorganistionen WHO. Det skriver DR.

"Jeg siger ikke, at jeg vil gøre det. Men vi vil se på muligheden for at afslutte finansieringen," sagde han ifølge mediet på en pressebriefing i nat dansk tid.

Præsidenten er blandt andet utilfreds med, at WHO ikke tidligere kaldte coronaudbruddet for en pandemi, samt at organisationen ikke har bakket op om lukningen af grænser. 

Eurolandenes finansministre mødtes i går eftermiddag for at indgå en aftale om en tværeuropæisk hjælpepakke for at afbøde coronakrisens påvirkning af økonomien.

Men onsdag morgen var ministrene endnu ikke blevet enige. Forventningen er, at de genoptager forhandlingerne torsdag, skriver Politico EU

Norges statsminister gør ligesom sin danske kollega ifølge Berlingske klar til at genåbne samfundet. 

Landet vil således fra 20. april genåbne landets børnehaver og sundhedsfaglige virksomheder med en til en-kontakt såsom fysioterapeuter og psykologer. En uge senere følger blandt andet indskolingen, gymnasier, universiteter og frisører.

Virussens udbredelse i Danmark

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00