Dagens overblik: Wammen vil kulegrave Finansministeriets måde at regne på

NYHEDSOVERBLIK: Regeringen vil bruge et ”pænt” beløb på at undersøge Finansministeriets regnemodeller. Erhvervsministeren giver grønt lys for 700 ekstra sommerhusgrunde ved kysterne. Og Ellemann har tidligere talt med Løkke om formandspost. Få overblik over de politiske nyheder.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Kristine Korsgaard

Godmorgen. Så er vi klar med morgenens korte gennemgang af de vigtigste nyheder i dansk politik.

Vi begynder med Nicolai Wammen (S), som har givet sit første store interview, efter han blev udnævnt til ny finansminister.

Til Berlingske fortæller han blandt andet, at han som socialdemokrat vil væk fra reformer, der udelukkende fokuserer på arbejdsudbud og i stedet arbejde for at gøre arbejdskraften parat til den internationale konkurrence.

For at lykkes med det vil han på flere parametre skrue på Finansministeriets måde at arbejde og tænke på.

Han vil oprette et ”værksted” i ministeriet, hvor eksterne eksperter og økonomer skal komme med input til ministeriets embedsmænd for at blive bedre til at udvikle en ny reformpolitik.

Og så vil han kulegrave ministeriets regnemodeller, som tidligere er blevet kritiseret for at være skæve til fordel for borgerlig politik.

”Regnemodellerne er afgørende vigtige for vores samfundsbeslutninger. Derfor skal der være et værktøj, der gør det muligt at træffe kloge beslutninger. Derfor har vi selvfølgelig også et problem, hvis regnemodellerne står i vejen for det, fordi de ikke er tidssvarende,” siger han.

Regeringen vil foreslå at afsætte et ”pænt” beløb til arbejdet med regnemodellerne på næste års finanslov.

700 ekstra sommerhuse på vej ved kysterne
Der er udsigt til flere sommerhuse ved de danske kyster. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) meddeler nemlig, at kommunerne får mulighed for at udlægge mere end 2.000 nye sommerhusgrunde ved kysterne.

Det sker, når han onsdag udsteder et nyt landsplandirektiv, skriver Altinget.

”Nu skaber vi mere rum til udvikling i sommerhusturismen. Jeg håber, at vi her får åbnet for liv og et aktivitetsniveau, som man sukker efter mange steder,” siger han.

Samtidig bliver 1.362 ubebyggede sommerhusgrunde sløjfet.

Men planerne får hård kritik fra Danmarks Naturfredningsforening, der ikke mener, der er brug for flere nye huse ved kysterne. Foreningen kritiserer blandt andet, at regeringen lægger en tredjedel af de nye områder inden for Grønt Danmarkskort, som kommunerne har udpeget som potentielle naturarealer i fremtiden.

Tre røde partier samlet: Kræver en milliard til folkeskolen
Der skal være flere lærere i de danske folkeskoler, så der bliver mere tid til god undervisning. Det mener Radikale, SF og Enhedslisten, som nu lancerer et fælles krav ved de kommende finanslovsforhandlinger med regeringen: en milliard kroner ekstra til folkeskolen.

Det skriver partiernes gruppeformænd i et indlæg i Politiken.

Opgaverne er vokset, uden at ressourcerne er fulgt med, lyder argumentet.

"I løbet af det seneste årti er 16 procent af lærerstillingerne i folkeskolen blevet nedlagt, mens elevtallet kun er faldet med 7 procent. Det er sket, samtidig med at elevernes undervisningstid steg betragteligt efter skolereformen, og at lærerne i dag også skal stå for inklusion af elever med særlige behov," skriver Sofie Carsten Nielsen (R), Jacob Mark (SF) og Jakob Sølvhøj (EL) blandt andet.

Analyse: Mette F hentede grøn sejr
Tirsdag talte Mette Frederiksen ved Dansk Industris topmøde, hvor hun deltog for første gang som statsminister. Her inviterede hun blandt andet industrien til at indgå en ny klimakontrakt, som skal gøre de forskellige brancher klimaneutrale i 2050. 

I det hele taget var det en statsminister fuld af overskud, som er ved at placere sig solidt i midten af dansk politik, og som hentede en grøn sejr hjem ved topmødet. Det vurderer Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, i denne analyse.

Læs også

Ellemann-Jensen har tidligere talt med Løkke om formandspost
Vi slutter med Venstre, som i den kommende weekend skal vælge ny formand.

Den nu afgående formand Lars Løkke Rasmussen sagde i to opsigtsvækkende interview i weekenden, at han hele tiden har haft planer om, at Jakob Ellemann-Jensen skulle være den næste formand. Og nu bekræfter Ellemann, at de to tidligere har talt om den plan.

Det sagde han efter et kredsmøde i Venstre i Lyngby tirsdag aften, skriver flere medier.

”Det er noget, vi har talt om på et tidspunkt, men det lyder, som om det er noget, Lars har tænkt på længere, end jeg har,” sagde Jakob Ellemann-Jensen.

For øvrigt er den afgående næstformand Kristian Jensen gået i gang med en uddannelse, som måske kan føre til nye poster. Det kan du læse lidt om her.

6 ud af 10 folketingskandidater blev chikaneret
Man må lægge ører til meget som politiker. En ny undersøgelse viser, at seks ud af ti af folketingskandidaterne ved det seneste folketingsvalg oplevede trusler og chikane på forskellige digitale platforme. Det skriver Politiken.

21 procent af de kvindelige kandidater har oplevet seksuel chikane i beskeder eller kommentarer på sociale medier, 67 procent oplever, at deres politiske holdning er årsagen til chikane og trusler, mens hver tiende har oplevet, at chikanen har været så alvorlig, at de har overvejet at trække sig helt fra politik.

”Rigtig mange af beskederne handler om, hvor klam, ulækker og inkompetent en smatso eller kælling jeg er,” siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), som er en af de 320 kandidater, der har svaret på spørgsmål fra Institut for Menneskerettigheder.

Eksperter: DI’s klimaplan er urealistisk
Der har været stor opmærksomhed om Dansk Industris indspil i klimadebatten i denne uge, og nu peger eksperter på problemer ved organisationens forslag til finansiering.

DI fremlagde i weekenden en stor 2030-plan, som skal føre til vækst og grøn omstilling. Her fremgik det, at der skal flere end 85.000 ekstra sæt hænder på det danske arbejdsmarked frem mod 2030 for at sikre penge i kassen til at gennemføre klimaplanen. Men det bliver meget svært at øge arbejdsudbuddet så massivt, siger eksperter til Information.

”Der er ikke meget mere at hente ved at stramme overførselsindkomsterne og lignende. Men til gengæld vil jeg mene, at det ikke er utænkeligt at skaffe mere arbejdskraft ved at bruge guleroden eller ved at gennemtænke, om der er områder, hvor uhensigtsmæssige og tunge regler holder et muligt udbud tilbage,” siger eksempelvis Peder J. Pedersen, der er professor emeritus i økonomi fra Aarhus Universitet.

Han kalder målet for "umiddelbart urealistisk".

Det sker i dag

  • Klokken 10.30: Nationalbanken fremlægger udsigter for dansk økonomi
    Nationalbanken holder pressemøde i forbindelse med udgivelsen af analyserne "Udsigter for dansk økonomi" og "Monetære og finansielle tendenser".
  • Klokken 12: Højesteret afsiger dom om sag mod Søren Papes forlovede
    Højesteret afsiger dom i sagen, hvor en slovakisk advokat og ishockeyfan i 2018 slog Josue Medina Vasquez, der er kæreste med daværende justitsminister Søren Pape Poulsen, uden for en bar i København.
  • Klokken 12.30: Regeringen holder pressemøde om forberedelserne til Brexit med deltagelse af udenrigsminister Jeppe Kofod (S), erhvervsminister Simon Kollerup (S) og skatteminister Morten Bødskov (S). Altinget streamer pressemødet.
  • Venstre-turné: Formands- og næstformandskandidaterne i Venstre besøger Region Midtjylland.
    Frem mod det ekstraordinære landsmøde 21. september besøger Jakob Ellemann-Jensen, Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby de forskellige regioner for at møde medlemmerne. 

 
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Mark

MF, gruppenæstformand (SF)
bachelor i journalistik, politik og administration (Roskilde Uni. 2017)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Jakob Sølvhøj

Fhv. MF (EL)
Studentereksamen (Helsingør Gymnasium, 1973)

0:000:00