Er Frederiksen ved at standse spinkrigen mod sine egne embedsfolk?  

Mette Frederiksen indledte sin grundlovstale med at erklære, at journalisterne nok ville blive skuffede over den:

”For hvad siger jeg egentlig? Hvad er nyheden?” som hun spurgte.

Og det var sandt at sige heller ikke nogen kaloriefyldt tale, hvis man måler den på politiske budskaber.

Men når en statsminister holder en længere tale, er der altid noget, man kan tage med sig. Der er altid budskaber i det, der bliver sagt – og i det, der ikke bliver sagt.

Ikke et ord om grundloven

Det første, der er værd at bemærke ved Mette Frederiksens grundlovstale, er, at hun ikke nævnede grundloven en eneste gang.

Det er overraskende, når man tænker på, at hun står i spidsen for en regering, der netop – med bred opbakning i Folketinget og befolkningen – har indført de største indskrænkninger af danskernes frihedsrettigheder siden besættelsen.

I den situation havde det været oplagt, hvis statsministeren havde delt sine egne overvejelser om balancen mellem tryghed og frihed eller måske havde antydet nogle pejlemærker for ophævelsen af de særlove, der indført på grund af coronaepidemien.

Punktumfyldt patos

I stedet fik danskerne endnu en i rækken af generelle forsvarstaler for regeringens coronastrategi – med en påmindelse om, at ”andre lande” kom for sent og betaler en høj pris for det.

Men alligevel var der passager, der er værd at bemærke.

Mette Frederiksen benyttede nemlig talen til at stille sig beskyttende op foran de embedsfolk, der har støbt kuglerne til den danske strategi.

I statsministerens punktumfyldte patos lød det sådan her:

”De embedsmænd, der har knoklet dag og nat for vores land. De har gjort det, så godt de overhovedet kunne. Alle – hver og en – har de lod og del i, at den danske strategi faktisk er lykkedes. Det bør man huske, når man nu kigger tilbage.”

Krig mod embedsværket

Under normale omstændigheder ville den slags ros fra en politisk chef til vedkommendes eget system ikke påkalde sig megen opmærksomhed.

Men den er værd at bemærke efter nogle uger og måneder, hvor stemningen mellem politikere og embedsfolk har været historisk giftig og præget af gensidig mistillid.

Striden opstod helt fra starten af coronakrisen, hvor statsministeren og hendes nærmeste åbenlyst valgte at kassere den strategi, der blev foreslået af Sundhedsstyrelsen. Siden fulgte en stribe usædvanlige opgør, der måske kulminerede, da sundhedsministeren i radioen oplyste, at han selv havde ringet til WHO og derfor kunne slå fast, at de danske sundhedsmyndigheder havde misforstået budskabet.

Set udefra har man haft indtryk af, at begge sider – politikere og embedsfolk – har brugt ganske mange kræfter på at miskreditere hinanden ved strategiske og målrettede læk til pressen. 

Det har ført til markante avishistorier om angivelig uduelighed i Sundhedsstyrelsen og på Seruminstituttet, mens der omvendt også er skrevet historier om det ekstreme politiske pres, som embedsværket har været under for at tilrette deres konklusioner til politikernes ønsker.

Det er en kamp, som i det lange løb kun har tabere, og som risikerer at underminere danskernes tillid til myndighederne i bred forstand. Med Mette Frederiksens forsonende bemærkning i grundlovstalen ser hun ud til at ønske en nedtrapning af konflikten.

Intet politisk indhold 

Politisk var der ikke noget nyt i grundlovstalen.

Mette Frederiksen fandt anledning til at rose de øvrige og opfordre dem til at fortsætte med det brede samarbejde. Måske ikke så overraskende fra en etparti-mindretalsregering.

Statsministeren opfordrede sine kolleger på Christiansborg til at droppe ”falske modsætninger”:

”Jeg har altså endnu til gode at møde en dansker uden for Christiansborg, der savner de sædvanlige politiske skænderier. Alligevel fylder de langsomt – men sikkert mere og mere – ikke mindst i medierne,” sagde hun.

I næste åndedrag skyndte hun sig at slå fast, at det er ”grundlæggende sundt”, når meninger brydes. Men hun havde ingen budskaber med om, hvad regeringen gerne vil.

Det kan hun sagtens tillade sig, når man ser på Socialdemokratiets og hendes egen historisk stærke position.

Men når fagbevægelsen allerede nu er begyndt at indrykke annoncer med kritik af den socialdemokratiske regering, er det alligevel et tegn på, at tålmodigheden med Frederiksen ikke vil vare evigt – og at tiden for de politisk indholdsløse taler nok er ved at rinde ud.

Før eller senere vil danskerne begynde at spørge: Hvad siger hun egentlig?