EU-formand foreslår rabat på 1,5 milliarder til Danmark

EU-BUDGET: EU-formand Charles Michel ønsker, at Danmark skal betale 1,47 milliarder danske kroner mindre årligt. "Et skridt i den rigtige retning," siger S-ordfører.

Formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, foreslår at give rabat til de fem lande, som betaler mere til EU-budgettet, end de får tilbage.

De fem lande er Danmark, Tyskland, Holland, Østrig og Sverige. Danmark vil med forslaget få 1,47 milliarder kroner i rabat om året.

Forslaget kommer forud for EU-topmødet i næste uge, hvor de 27 EU-lande skal forhandle om EU-budgettet for 2021 til 2027 samt den europæiske genopretningsfond, som skal bidrage til, at de europæiske økonomier kommer ud af coronakrisen.

Charles Michel foreslår, at EU-budgettet for 2021 til 2027 skal være på cirka 8.000 milliarder kroner, og at genopretningspakken skal være på cirka 5.600 milliarder kroner, hvoraf totredjedele skal gives i tilskud. Hvorvidt Danmark står til at få rabat, afhænger af forhandlingerne mellem EU-landene.

Danmark, Østrig, Holland og Sverige udgør den såkaldte sparebande. Landene kæmper for et smallere EU-budget og for, at så meget som muligt af genopretningspakken bliver udbetalt som lån – ikke bidrag.

S: Et skridt i den rigtige retning
Forslaget imødekommer delvist regeringens ønsker. Regeringens mål har ifølge et internt dokument, som Børsen har omtalt, været et budget "så tæt på 1050 milliarder euro som muligt". Det svarer til 7.800 milliarder kroner.

EU-ordfører Jens Joel (S) siger, at EU-præsidentens forslag er et skridt i den rigtige retning.

"Vi får hævet rabatten. Den bliver større end i dag. Og det er selvfølgelig glædeligt. Men vi vil selvfølgelig gerne have budgettet endnu længere ned, og vi vil gerne sikre, at i genopretningspakken er der mere fokus på lån og mindre fokus på det, som man kunne kalde direkte overførsler eller gaver," siger han. 

Jens Joel understreger, at regeringen ved de kommende forhandlingerne fortsat vil kæmpe for det, som den "hele tiden har kæmpet for".

"Vores forhandlingsposition er stadig den samme," siger han.

Hvor stort burde budgettet være?

"Vi arbejder på at komme så tæt på 1050 milliarder euro som muligt. Grundlæggende har vores udgangspunkt været, at man skulle holde budgettet på denne ene procent, men det, som Kommissionen lagde op til, var et noget større budget end det. Vi kommer med Charles Michels forslag et skridt i den rigtige retning, men vi vil stadig kæmpe for at få budgettet længere ned," lyder det fra Jens Joel (S).

,

Forrige artikel Danske politikere får pladser i nye EU-udvalg Danske politikere får pladser i nye EU-udvalg Næste artikel Klimavismand slår fast: Klimavismand slår fast: "Det har entydigt en positiv klimaeffekt, hvis vi aflyser ny oliejagt"
For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

STRAF: I landets fem største kommuner har mere end 200 familier mistet børnechecken, fordi deres børn har haft for meget ulovligt fravær. Aarhus-rådmand kritiserer straffen for at ramme socialt skævt, mens holdningen i København er anderledes positiv.