Jarl Cordua: Hvor dybt stikker Støjbergs formandsambitioner?

Venstre holder landsmøde i skyggen af et kommende folketingsvalg, der kan vende op og ned på ledelsen i det gamle bondeparti.

Det er især flygtninge- og integrationsminister Inger Støjbergs bemærkninger til herværende netavis’ udmærkede politiske journalist m.v. Erik Holstein forleden, som har sat strøm til en diskussion om, hvorvidt hun kunne tænkes at udfordre partiets kronprins, næstformand og finansminister Kristian Jensen:

Holsteins spørgsmål lød: ”Men hvis vi lige ser bort fra tesen om, at Løkke fortsætter 20 år endnu, har du så afgjort, om du er kandidat til formandsposten næste gang?”

"Man skal både have evnen, lysten og viljen. Jeg ved ikke, om jeg har evnen og lysten. Men jeg ved, at hvis det kom dertil, så ville jeg have viljen,” svarede Støjberg.

Støjberg kastede sig under formandsopgøret i 2014 i bemærkelsesværdig stor grad ind som støtte bag Lars Løkkes vaklende formandsstol.

Jarl Cordua

Hvad mener Støjberg med det? Er hun modkandidat? Og hvorfor siger hun dette nu?

Man må rimeligvis bemærke, at det ikke er Støjberg, der har inviteret Holstein til at skrive dette interview og nødet ham til at stille spørgsmålet. Det er naturligvis hans eget initiativ og oplagt henset til, at Venstre holder landsmøde i denne weekend. 

Hvis Løkke overlever, så kan det forlænge Jensens kronprins-position i nogle år. Der findes også de Venstrefolk, der gerne ser ham lide en skæbne i stil med Prins Charles – den evige kronprins.

Jarl Cordua

Hvis man spørger i Venstre, så bemærker man, at Støjberg faktisk tidligere ved mindst én lejlighed har sagt noget lignende. Derfor er udsagnet ikke noget, der ændrer på Støjbergs længe kendte position, hvad angår svaret på spørgsmålet, hvorvidt hun har tænkt sig at stille op mod Jensen. Hun forbeholder sig ret til at stille op, hvis hun fornemmer en opbakning og selv synes, hun evner det, og i øvrigt har lyst til at kaste sig ud i et drama, der med stor sikkerhed vil blive lige så spektakulært som sidst, der var optræk til kampvalg i Venstre.

Det, vi altså igen er blevet gjort opmærksomme på, er, at Støjberg ikke afviser muligheden, og det er stadigvæk opsigtsvækkende. Selv om det så ikke – hævder man i Venstre – ligefrem er breaking news.

Vil Støjberg stille op mod Kristian Jensen? Det kan man ikke helt afvise, men jeg tror ikke på det scenarie. I al fald ikke lige nu. Men der kan ske mange ting, der ændrer på den vurdering.

Hvorfor anerkender Støjberg ikke, at Lars Løkke og Kristian Jensen har lavet en aftale i juni 2014, hvor næstformanden de facto blev lovet at blive Løkkes efterfølger? For det første er det jo ikke en aftale, som Løkke kan lave på hele Venstres vegne. Det er muligt, at han selv vil pege på Jensen, men han kan ikke forpligte alle partiets delegerede på et mulig ekstraordinært landsmøde i foråret 2019 efter et tabt folketingsvalg, hvor han selv afgår som partiformand. Venstre er trods alt ikke et partidiktatur. (Det var det ikke engang under Anders Fogh.)

Og hvorfor skulle Inger Støjberg egentlig anerkende en sådan aftale?

Støjberg kastede sig under formandsopgøret i 2014 i bemærkelsesværdig stor grad ind som støtte bag Lars Løkkes vaklende formandsstol. Det var hun ret ene om i det nordvestjyske Venstre, hvor Skive-kredsen var en lille fast Løkke-bastion midt i et massivt Kristian Jensen-land.

Støjberg truede efter sigende sin indledningsvist lige så rebelske kreds med at forlade den som folketingskandidat, hvis ikke de bakkede op om Løkke. Det skortede ikke på anerkendende superlativer i offentligheden om hendes partiformand ved den lejlighed, men flere i partiet spekulerer på, om beundringen måske i virkeligheden handlede mere om Støjbergs manglende begejstring for Jensen og udsigten til, at han skulle lede partiet i stedet for Løkke.

Det er måske også i den sammenhæng, at man skal se, at Støjberg i lang tid har værget for sig, når partiets strateger har presset på for, at hun skulle flytte kreds til Nordjylland for at tage kampen op mod Socialdemokratiets superkandidat Mette Frederiksen, efter at Søren Gade har droppet Folketinget for at blive valgt til Europa-Parlamentet. Det sker næppe af frygt for Frederiksen.

Støjberg er formentlig meget motiveret af at kunne slå Kristian Jensen, der er opstillet i Herning, med flere personlige stemmer i Vestjyllands Storkreds. Det giver immervæk en hvis tyngde i en kommende forhandling om magtdelingen i partiet, hvis bunken med Støjbergs personlige stemmer er større end bunken med partiets næstformands stemmer.

Med andre ord: Der er ingen grund til at sælge sig selv på forhånd og for billigt – og i øvrigt længe før, at det i det hele taget er aktuelt at melde sig som kandidat.

Tværtimod skal Støjberg til sin tid kunne sælge sig selv dyrt. Der er i øvrigt stadig folk i Venstre, der mener, at Løkke stadigvæk har en chance for at overleve næste valg. Meningsmålingerne er ikke just med Venstre, der ligger og roder i snit en procent under sidste folketingsvalgs miserable valgresultat, og der er endnu intet, der tyder på, at Løkke selv kan trække de afgørende to-tre procent over midten, som blokken har mistet siden sidste valg.

Men hvis Løkke overlever, så kan det forlænge Jensens kronprins-position i nogle år. Der findes også de Venstrefolk, der gerne ser ham lide en skæbne i stil med Prins Charles – den evige kronprins. Ikke fordi de mobiliserer den store animositet mod Jensens person, men fordi de er usikre på, om han evner at lede partiet til ny fremgang. Er han dygtig og robust nok? Kan han få nye vælgere ind i folden? Venstre er et parti, hvor kernevælgere dør ud i disse år.

Det kan undre, at Støjberg tvivler på sine egne evner. Det er en mærkelig melding, hvis man vil holde sig varm som kandidat. Støjberg ved, at hun har vælgertække, men der er ikke ret mange, der ved, hvad hun i øvrigt mener om ret mange andre ting end stram udlændingepolitik.

Hvad mener hun om velfærd, sundhed og klima for eksempel? Her har Jensen gjort en indsats med flere bogprojekter bag sig, hvor han blandt andet slog et slag for globalismen – en idé eller snarere en udvikling, der på den danske højrefløj i stigende grad er skydeskive, fordi den opfattes som et knæfald for flygtningeinvasion og multikulturalisme.

Jensen er klart mere moderat i værdipolitiske spørgsmål og har igennem hele sit politiske liv haft holdninger til de brede politiske dagsordner som økonomi, velfærd, internationalt samarbejde m.v. Holdninger, som flugter tidligere tiders fremtrædende Venstrefolk som Uffe Ellemann-Jensen, m.fl.

Derfor vil en eventuel magtkamp meget hurtigt blive en kamp om Venstres sjæl.

Vil man forlade sporet, hvor Venstre er et parti, der er åben over for verden og vedbliver at ligge i reformsporet, eller vil man forsøge at lægge sig tæt op ad Dansk Folkeparti og blive et mere indadvendt nationalistisk parti?

Et forsigtigt gæt er, at de borgerlige og potentielle Venstre-stemmer for tiden er mere enige med Støjberg end med Jensen.

Blandt partimedlemmerne vil Støjberg stadigvæk have en god chance, mens baglandet umiddelbart vil bakke op om Jensen ud fra en betragtning om, at han trods alt er partiets næstformand, og måske ud fra en bekymring om, at med Støjberg som formand vil det splitte partiet med udsigt til, at det vil få sværere ved at fremstille sig selv som et klassisk liberalt parti.

Der skal dog også være dem, der mener, at Venstres fremtid netop ligger i at ændre politisk kurs og blive mere nationalt-konservativt, fordi det er de synspunkter, som vælgerne på højrefløjen i disse år abonnerer på.

Kunne Støjberg så gå efter næstformandsposten? Det ser mange som en kæmpe invitation til en årelang uafklaret magtkamp, der intet godt vil gøre for Venstre. Men hvilken rolle og position skal Støjberg så spille?

Frem mod landsmødet i weekenden er dele af pressen optaget af en opdyrket diskussion om, hvad Venstrefolk har af synspunkter om Dansk Folkepartis regeringsdeltagelse efter et vundet folketingsvalg. Her er nok lige så mange synspunkter, som der er i hele tilgangen til burkaforbud m.v., og de deler sig omtrent på samme måde.

Der er dem, der hellere vil ”dø en naturlig død” end se V og DF i regering sammen, for nu at parafrasere den radikale kæmpe Bertel Dahlgaard, der i 1950’erne ikke kunne se sig selv i regering med Retsforbundet. (Han måtte æde sine ord i sig igen med ABE-regeringens fremkomst i 1957). Her kunne man placere Jan E. Jørgensen, der har været tydeligst i sin afvisning.

Der er dem, der er meget positive. Her kunne man måske pege på Inger Støjberg og nok også partiets grand old man, forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, der i nullerne – til mange Venstrefolks fortsatte ubehag – erklærede, at ”Venstre har et værdifællesskab med DF”.

Og så er der nok dem, der er flest af i Venstre, pragmatikerne, der ser DF i regering som et middel eller en vej til at tøjle DF, hvor Thulesen Dahl og co. med socialdemokraten Per Hækkerups ord kommer under regeringsansvarets åg. Det sidste – håber Venstrefolkene – vil stabilisere blå blok og lægge en dæmper på rivaliseringen, der har martret samarbejdet i kaotiske perioder de seneste fire år.

Spørgsmålet er nok, om der ikke er tale om ønsketænkning. For kan DF overhovedet trives ved hele tiden at skulle forsvare også upopulære beslutninger, som partiet ikke er 100 procent enige i? Det bliver noget af en omstilling.

I øvrigt er der en meget vigtig ubekendt i ligningen, som Kristian Thulesen Dahl sikkert også har øje for. Hvordan vil en VO-regering håndtere, at Nye Borgerlige, hvis mandater nok bliver helt afgørende for, at en sådan regering kan dannes, kører på friløb fra dag ét og tæsker løs på DF-ministre for ikke at levere varen på udlændingeområdet?

Den altid forsigtige og superanalytiske Thulesen Dahl vil nok tænke grundigt over det dilemma, før han stiller sig i en position som udsat prygelknabe. Det plejer ikke at være en rolle, som han spiller, og det vil ikke ligefrem genkalde DF-ledelsens efterhånden krakelerede glansbillede af dem selv som vælgernes sikre vinderhold. Netop derfor er det nok en gratis omgang for Venstrefolkene at invitere DF indenfor. Vel vidende at Thulesen Dahl formentlig springer i målet, hvis det bliver alvor.

Odds er nok bedre for Thulesen Dahl i det selvkoreograferede drama, som er ved at blive opført med årets finanslovsforhandlinger.

For nye læsere kan man repetere, at DF's forhandlingsteknik er at skabe maksimal ballade – helst med mediernes velvillige bistand – for at forhandlingerne kan se så svære og dramatiske ud som muligt. Det er en vigtig del af DF's fortælling om sig selv, at VLAK-regeringen forhindrer DF i at føre dens nødvendige udlændingepolitik. Det er dog lidt sværere at fremstille Støjberg som flygtningenes allerbedste ven, men man gør et forsøg med kravet om ”paradigmeskiftet”.

Undertiden kan DF endog få BT til at skrive på forsiden, hvordan man pludselig kræver af regeringen, at den skal distancere sig fra DF's egen stramme udlændingepolitik nu, hvor BT har kørt kampagne på hjerteskærende udvisningssager med integrationsegnede thailandske skolepiger, der splittes fra deres utrøstelige og forbitrede danske familier.

Det er i Thulesen Dahls øjne bestemt ikke DF og partiets stadigt strammere udlændingepolitik, der er de skyldige her. Det er regeringen, må man forstå, og alle deres onde ufleksible jurister, der i modsætning til DF's lovgivere insisterer på, at loven i udgangspunktet er ens for alle og gælder alle uanset religion, etnicitet m.v.

Forhandlingerne om finansloven slår også lidt knuder. Man når ikke i mål inden V-landsmødet. Det er så ikke specielt usædvanligt, så det skal man næppe lægge meget i, selv om dele af pressen kører dramaet op og dermed giver DF's spin ekstra fart.

Thulesen Dahl trækker tiden – ligesom i de øvrige år – for at sætte regeringen under maksimalt pres inden deadline og skyder rituelt skylden på finansministeren og Støjberg, mens regeringen brokker sig over læk til pressen fra forhandlingslokalet. Der er heller ikke nyt. Der bliver ikke givet ved dørene fra nogen af parterne, så man skal næppe forvente en aftale før om 14 dage.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.