Kulturhistoriker: Sådan bør vi afgøre, om statuer er bevaringsværdige

DEBAT: For at afgøre om et monument bør bevares eller ej, må man diskutere, om det stadigvæk bidrager til fortællingen om et fælles vi, skriver lektor i kulturhistorie Ebbe Volquardsen.

Af Ebbe Volquardsen
Lektor i kulturhistorie, Ilisimatusarfik, Grønlands universitet

På Borbjergsvej i det næppe mondæne københavnske Sydhavnskvarter står der en lille statue.

Den forestiller tidligere statsminister Anker Jørgensen, som i 45 år boede i en beskeden tredjesalslejlighed på netop denne vej.

Lidt tyk, tydeligt tegnet af alderdommen og med stok i hånden sidder den bronzestøbte Anker på en trappe med hånden rakt ud, som om han hilser på de forbigående.

Man behøver ikke at mene, at Anker var en stor statsmand for at være enig i, at den ydmyge lille statue, der blev rejst for knapt et år siden, repræsenterer indbegrebet af en særlig fortælling om danskhed.

Mindesmærket i det københavnske arbejderkvarter kan hjælpe os med at komme en hyppig misforståelse til livs: At statuer angiveligt afbilder historie.

Symbol for en kollektiv mentalitet
Statuen fortæller os ingenting om de politiske beslutninger, som Anker Jørgensen traf i sin regeringstid og dermed heller ikke noget om nyere politisk historie.

Ved at hylde politikerens beskedne og folkelige væsen står den til gengæld som et symbol for en kollektiv mentalitet i et samfund, som værdsætter korte afstande mellem folket og eliten.

At den politiske realitet imidlertid ofte lader til at være en anden, rokker ikke ved det faktum, at fortællingen om det jævne og folkelige Danmark som ideal stadigvæk trives i bedste velgående.

Det afgørende spørgsmål om, hvorvidt mindesteder bør beholdes eller fjernes, handler ikke om fortiden, men om de spiller en nyttig rolle som identitetsbærere, og om de stadigvæk formår at repræsentere en fortælling som bidrager positivt til fællesskabet, skriver de norske historikere Ola Teige og Nik Brandal.

Dette adskiller statuer og mindesteder i øvrigt fra kunstværker i det offentlige rum, som snarere end at samle har til formål at stimulere debat.

Monumenter er ikke altid bevaringsværdige
At et nyt mindesmærke som det i Sydhavnen tilsyneladende bakker op om en integrerende samfundsfortælling, er næppe forunderlig. Mere indviklet bliver det, når det kommer til monumenter, som blev rejst under ganske anderledes forhold, årtier eller århundreder tilbage.

Dog gælder også for dem, at de ikke fortæller os noget om den hædredes tid eller virke, men om historiens betydningstilskrivninger, som var dominante den dag, hvor de blev rejst.

For at afgøre et monuments bevaringsværdighed gælder det derfor at analysere disse historiske erindringspolitiske funktioner og at diskutere, om det stadigvæk bidrager til fortællingen om et fælles vi.

Mens historiske kirker og materiel kulturarv som pyramiderne eller Buddhastatuerne i Bamiyan, der blev ødelagt af Taliban i 2001, altid er bevaringsværdige, fordi de formidler os førstehåndsviden om fortidige kultur- og samfundsforhold, gælder dette ikke nødvendigvis for monumenter for personer, som levede for mange år siden og som dem, som sad ved magten hundrede år senere, mente var værd at hædre.

Udover på et monuments erindringspolitiske funktion gælder det ifølge historikeren Pierre Nora at se på dets symbolske betydning og dets materialitet. Det er for analysen derfor langt fra ligegyldigt, om en statue af en historisk person er placeret på en bænk på et torv (folkelighed), ved siden af en kirke (religiøs kontekst), i midten af en plads (magt) eller på toppen af et fjeld (dominans).

Statuer bliver forandret og fjernet
At statuer og mindesmærker bliver flyttet, forandret eller fjernet, har i historiens gang snarere været reglen end undtagelsen.

Ofte sker dette i politiske brydningstider, fra nye magthavers side ved et regimeskifte eller som udtryk for civil ulydighed ved protester mod et korrupt system.

Om der er tale om hærværk, en magtdemonstration eller en dybt demokratisk frigørelsesproces afhænger af konteksten og perspektivet. Tale om historieskabelse er der hver gang.

Oprørsmændene, som rev Stalin fra sin sokkel i kommunistiske Ungarn i 1956, vil de fleste i dag møde med entydige sympatier, mens holdningerne til dem, som under den russiske oktoberrevolution 1917 væltede tsar Alexanders monument, nok vil være mere ambivalente.

De tyske nazister rejste i øvrigt så godt som ingen statuer. Det gjorde til gengæld kommunisterne i det forhenværende DDR. Mens fjernelsen af det bombastiske Lenin-monument i Berlin kun blev begrædt af nogle lokale, som ikke ville undvære deres kvarters vartegn, fik Karl Marx og Friedrich Engels lov til at blive stående på Alexanderplatz.

Deres historiske virke som filosoffer og ikke kommunistiske agitatorer i egentlig forstand, men også monumentets materialitet (ringstørrelse, ingen magt- eller dominansmæssig symbolik), gjorde, at deres minde alligevel lod sig indføje i en positiv fortælling om det genforenede Tyskland.

En international bevægelse
Siden Grønlands nationaldag, den 21. juni 2020, har man mest på de sociale medier diskuteret spørgsmålet om den knapt hundrede år gamle statue af missionæren Hans Egede, som er placeret på en fjeldknold højt over kolonihavnen i Nuuk, fortsat bidrager til en positiv fortælling om Grønland i det 21. århundrede.

Hvad adskiller nationaldagens protestaktion fra tidligere hændelser, er en global, en medierelateret og en æstetisk dimension. Aktionen skal læses i konteksten af en international bevægelse, som startede med, at sydafrikanske studerende i 2015 fik fjernet statuen af kolonisten Cecil Rhodes fra University of Cape Towns campus.

Den kulminerede under de verdensomspændende protester i kølvandet på drabet på George Floyd, så der nu i mange lande bliver gjort op med en kolonial erindringskultur.

Afkolonisering, som også aktivisterne fra Nuuk har skrevet på deres faner, er ikke ensbetydende med den formelle afvikling af et lands kolonistatus, som for Grønlands vedkommende skete i 1953.

Begrebet beskriver en uafsluttet aflæringsproces af dominante tankefigurer og vidensordninger, som alle, uanset om de kommer fra tidligere kolonier eller ej, er blevet socialiseret med.

Ifølge den peruanske sociolog Aníbal Quijano handler afkolonisering således om "at fjerne den provinsielle tendens til at forestille sig, at europæiske tankeformer faktisk er universelle". Det vil sige de bedste for alle verdens samfund uanset kulturelle og værdimæssige forskelle.

Skulle du synes, at den ofte fremførte påstand om, at Columbus opdagede Amerika, lyder lidt forkert, er du allerede gået i gang.

De sociale medier spiller afgørende rolle
Dagen efter han blev overhældt med rød maling, var Hans Egede ren og pæn igen. Debatten, som aktionen har sat i gang, er kun lige begyndt, og ikke mindst de ofte nuancerede indspark, som især unge mennesker har bidraget med, kan man som universitetslærer kun glæde sig over.

De sociale medier har spillet en afgørende rolle i, at argumenterne er nået ud til mange. Den såkaldte hashtagaktivisme, en væsentlig brik i nye sociale bevægelser, er kommet til Grønland for at blive.

Man må håbe, at der i den nu indledte diskussionsproces bliver fundet passende metoder, der også inddrager den generation, som snarere er vandt til at gøre sig hørt på Instagram og Facebook end ved klassiske borgermøder.

Hans Egedes skæbne burde heller ikke være en flertalsafgørelse. Kan et relevant mindretal fremføre overbevisende argumenter, der for eksempel taler for en flytning af statuen til et mindre symbolladet sted, er det dette, som bør ske, da den i sin nuværende placering ikke længere ville kunne bidrage til den positive samlende fortælling.

Ucensurerede refleksioner tog årtier
Grønlænderne, som i 1910'erne efterkom inspektør Harries og provst Balles opfordring om at give en skilling til Egede-statuens opførelse, havde endnu ikke adgang til nuancerede historiefremstillinger.

Selvom kritiske syn på koloniseringsforehavendet begyndte at vokse frem som for eksempel i William Thalbitzers tekster, tog det årtier endnu, før grønlænderne fik mulighed for at udgive deres egne ucensurerede refleksioner over fortid og samtid på skrift.

Hans Lynges lille roman 'Ersinngitsup piumasaa' ('Den usynliges vilje') betragtedes i 1938 som alt for grænseoverskridende til at blive udgivet. Først efter kolonitidens ophør udkom den som bog.

Romanen, som udspiller sig i den førkoloniale tid, kan læses som en opfordring til en æstetisk forsoning mellem kristendom og inuits traditionelle tro, når den skyldplagede Ulloriaq, efter at han har dræbt sin far, vælger at blive fjeldgænger, men efter et mystisk møde med ånder i fjeldene vender tilbage som en angakkok (grønlandsk shaman), som mærkeligt nok også kender til den kristne dyd om barmhjertighed.

Når Nuuks billedstormere vælger at pryde Hans Egedes sokkel med mønstre fra de traditionelle tunniit-tatoveringer, som i de sidste år er blevet til et generelt symbol for inuits førkoloniale spiritualitet, fortsætter de faktisk Hans Lynges æstetiske projekt, hvilket ifølge kristendommen i Grønland står på et solidt åndeligt fundament, som allerede var der, da Hans Egede gik i land på Håbets Ø.

Kan være med til at bryde tabu
Men ikke nok med det. I natten til nationaldagen blev der på flere flagstænger i kolonihavnsområdet hejst røde flag med teksten MMIW, som står for "missing and murdered indigenous women", et slogan, som gør opmærksom på de mange savnede og dræbte kvinder i de områder, hvor der bor oprindelige folk.

Ganske vist er Hans Egede ikke skyld i, at kvinder i dag bliver udsat for seksualiseret vold. Om kollektive traumer og nedgørelseserfaringer med rod i den koloniale situation, som Egede nu engang står som symbol for, også gør sig gældende i forbindelse med nutidige sociale problemer, er en diskussion, som man i Grønland har været tilbageholdende med at føre.

Ikke mindst fordi den tit bliver forvekslet med det at pege fingre ad nogen. Hvis den debat, som nu er begyndt, udvikler potentiale til også at bryde dette tabu, har de natlige malere faktisk gjort Grønland en tjeneste.

Forrige artikel Forsker om undersøgelse: Forældre til børn med handicap er blevet fredløse Forsker om undersøgelse: Forældre til børn med handicap er blevet fredløse Næste artikel Chefredaktør før valget i Polen: EU har udspillet sin rolle Chefredaktør før valget i Polen: EU har udspillet sin rolle
For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

STRAF: I landets fem største kommuner har mere end 200 familier mistet børnechecken, fordi deres børn har haft for meget ulovligt fravær. Aarhus-rådmand kritiserer straffen for at ramme socialt skævt, mens holdningen i København er anderledes positiv.