Regeringen åbner grænsen for norske, tyske og islandske turister fra 15. juni

GRÆNSEÅBNING: Nordmænd, tyskere og islændinge får lov til at holde sommerferie i Danmark. Men de skal mindst bestille seks overnatninger, og de må ikke bo i København. Svenskere må stadig ikke rejse til Danmark, men regeringen er i dialog med kollegaerne i Sverige.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Turister fra Norge, Tyskland og Island kan begynde at planlægge sommerferie i det danske.

15. juni åbner regeringen grænsen for turister fra de tre lande.

”Nu kan tyske, norske og islandske turister igen komme til Danmark,” siger statsminister Mette Frederiksen fredag på et pressemøde i Statsministeriet.

Der er dog ikke tale om en fuldstændig genåbning af den danske grænse.

Nordmændene, tyskerne og islændingene skal ved ankomsten til Danmark fremvise, at de har bestilt mindst seks overnatninger, og derudover må ingen af overnatningerne være i København eller på Frederiksberg.

I forbindelse med grænseåbningerne ændrer Udenrigsministeriet også rejsevejledningerne til de tre lande, således danskerne ikke frarådes rejser dertil. Men det opfordres, at danskerne undgå at besøge storbyer i landene.

Regeringen i dialog med Sverige om grænseåbning
Genåbningen omfatter ikke den danske nabo på den anden side af Øresund, Sverige. Men regeringen er i øjeblikket i dialog med svenskerne om mulighederne for en grænseåbning

”Danmark og Sverige står forskellige steder, hvad angår corona, og det betyder selvfølgelig noget for, hvad vi kan beslutte omkring grænsen. Men vi har fra den danske regerings side et stærkt ønske om at finde en løsning med vores svenske naboer. Det kan for eksempel være en regional løsning med et særligt fokus på Øresundsregionen,” siger Mette Frederiksen.

Samme drøftelser har regeringen med Finland, og det er ambitionen, at grænsen kan åbnes til begge lande i løbet af sommeren.

Vi skal hen på den anden side af sommerferien, før regeringen vil åbne grænsen for turister fra andre EU-lande, Schengen-lande og Storbritannien.

Det samme gælder for de danske turister, der ikke skal sætte næsen op efter rejser længere sydpå end Tyskland. Udenrigsministeriet fraråder samtlige unødvendige udlandsrejser til de lande, som Danmark ikke har åbnet grænsen for, frem til 31. august.

Holstein: Frederiksen imødegår kritik
De lukkede grænser har vakt kritik især i Jylland, der har mange tyske og norske turister i landsdelens sommerhusområder.

Den kritik bliver nu imødekommet af statsministeren, siger Altingets politiske kommentator Erik Holstein. Men forbuddet mod overnatninger i København vil give turistbranchen i den danske hovedstad enorme problemer, tilføjer han.

Det er dog ikke helt gratis at stille turistbranchen i sommerhusområderne tilfreds. Prisen er, at regeringen nu slækker på sit forsigtighedsprincip i genåbningen, mener Erik Holstein:

”Regeringen har fra starten valgt ”et ekstremt forsigtighedsprincip”. Sikkerheden er blevet sat over alle andre hensyn. Indtil videre har den linje vist sig at have bred opbakning i befolkningen, men nu slækker man lidt på den af hensyn til økonomien i ferieområderne,” siger han.

Fravalget af den dansk-svenske grænse i den første grænseåbning er usædvanligt, men forståelig, siger Erik Holstein.

”Svenskerne vil være sure, men også i de andre nordiske lande har været meget forbeholdne med at lukke svenskerne ind,” siger han.

Sverige har valgt en anderledes strategi for håndteringen af coronavirussen i forhold til sine nabolande, og landet har flere smittetilfælde og dødsfald målt per indbyggere end Danmark.

Se pressemødet her:

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00