Bedre kolleger kræver mere fælles faglig udvikling

Af Karin Kildedal
Lektor, Aalborg Universitet

KL, HK og Socialrådgiverforeningen argumenterer for, at indsatsen på børneområdet kan forbedres ved at udvikle attraktive arbejdspladser på området. Det synspunkt vil jeg tilslutte mig og komme med nogle bud på, hvad der har betydning i den forbindelse.

Faglighed i satellitter
De senere år har jeg forsket i og arbejdet med faglig udvikling på mange arbejdspladser inden for området. Jeg har erfaret, at disse arbejdspladser kan deles ind i tre overordnede kategorier, når det gælder faglighed.

Den ene er kendetegnet ved, at personalet generelt har ret dårlige faglige kvalifikationer ofte på grund af mangel på tilførsel af ny viden gennem mange år. Her kræves tilførsel af ny viden.

Sociale problemer kan ikke sammenlignes med f.eks. betændelse, der som bekendt bekæmpes med en metode, nemlig penicillin. Sociale problemer er langt mere komplicerede og kræver nuancerede løsninger, der passer til den enkelte.

Karin Kildedal
Lektor på Aalborg Universitet

I den anden kategori findes et fælles teoretisk- og værdimæssigt grundlag, som er nedskrevet og implementeret i praksis.

Den tredje kategori er kendetegnet ved en stor faglighed hos den enkelte, men intet fælles grundlag og derfor intet fælles sprog.

Mit metaforiske billede af den sidste kategori er, at medarbejderne fungerer som satellitter, der flyver rundt i systemet hver for sig, men de mangler en fælles bane omkring "solen" - (kærneydelsen) - hvor de kan flyve i samme retning. Her skal den viden og faglighed, der allerede er, skal organiseres på en ny måde.

Hvordan laves en bane omkring solen?
Det handler om at indføre et fælles grundlag, som kan give fælles sprog og retning. Et fagligt grundlag består af teorier, værdier og arbejdsmåder, hvor disse omsættes til praksis.

Det er ikke nogen enkel sag: Den franske sociolog Bourdieu har sagt, at man ikke direkte kan omsætte teori til praksis, den skal "omvendes". Det kræver, at nogen i organisationen tager ansvar for, at der bliver fælles teorier ud fra devisen: "den bedste viden vi har på nuværende tidspunkt, når vi arbejder med andre menneskers velfærd", som der står i anbringelsesreformen.

Dernæst kræver det, at nogen slider med at "omvende" den viden. At få "omvendt" og implementeret viden må være den faglige ledelses ansvar. Det er da også, hvad mange rådgivere efterlyser: "Nogle ledere interesserer sig mest for, om vi har nået et mål de kan "vinge af", men ikke for, hvordan vi når det," sagde en rådgiver for nylig, samtidig med, at hun og hendes kolleger udtrykte, at de gerne så mere "ledelse af faget" og faglige processer.

Hvad skal de faglige ledere lede ud fra?
Bettina Post udtaler i sidste nummer af Altinget.dk en bekymring for, at velfærdsministeren vil udstikke metoder og tjeklister, som socialrådgiverne skal arbejde efter. Jeg er enig i, at den vej er endog meget farlig for fagligheden, fordi man tvinger socialrådgiverne ud i at tænke ensidigt, instrumentelt og unuanceret.

Der bør i stedet arbejdes med at indføre MODELLER. Modeller kan forstås som komprimerede teorier, der er gjort overskuelige ofte gennem enkle tegninger, i modsætning til metoder, der påbyder en rådgiver at følge en hel bestemt vej: først gør du det, så gør du det osv.

Når man anvender teoretiske modeller i det sociale arbejde, kan problemstillingerne anskues på flere måder og man kan få flere svarmuligheder. Faglighed går netop ud på at analysere sig frem til, hvad der er den bedste løsning i lige netop den konkrete problemstilling, rådgiveren sidder med.

Sociale problemer er ikke en betændelse
Sociale problemer kan nemlig ikke sammenlignes med f.eks. betændelse, der som bekendt bekæmpes med en metode, nemlig penicillin. Sociale problemer er langt mere komplicerede og kræver nuancerede løsninger, der passer til den enkelte.

Så ud med metoder - ind med teori og modeller - og krav om en praksis, der bliver fagligt ledet, så satellitterne kan komme i bane og skabe stærkt og rent lys!