Tørklædet er både religiøst, politisk og undertrykkende

Af Kahttan Jasim,
Cand.scient.pol. og foredragsholder

Debat om tørklædet (hijab) er atter blevet aktuel efter Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid, der bærer tørklæde, er blevet suppleant. Dette indebærer, at hun kan stå på Folketingets talerstol med hijab. Dansk Folkeparti har truet med forbud og mener, at hijab er et symbol på undertrykkelse. Lignende debatter raser både i Vesten og den muslimske verden.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lod forstå, at det er holdninger og ikke beklædning, der er vigtig for ham.

Asmaa fortalte i et interview i DR 1 torsdag 28. februar, at hendes hijab blot er tredive gram tøj, og at hun undrer sig over, at hendes hijab er så interessant for andre.

Objektivering og synliggørelsen af kvindekroppen via et religiøst symbol (hijab) er blot et af de midler, islamisterne anvender til et politisk formål. Hijabben har på den måde både en religiøs og politisk betydning.

Khattan Jasim
Cand.scient.pol.

Mens statsministerens mening afspejler en udbredt passiv liberal opfattelse, prøver Asmaa bevidst og manipulerende at undgå sagens alvorlige kerne, nemlig hijabs religiøse symbolik.

Men hvad handler hijab egentlig om? Hvordan ser islamisterne på hijabs funktion i det offentlige rum, har den nogen betydning for holdninger og handlinger?

Hvad er hijab?
Hijab udledes af verbet "hajaba", der på arabisk betyder afskærme, afskaffe, gemme, adskille, tildække, m.m. Den optager en central position i den islamiske tænkning, og er et omdrejningspunkt for hele den arabiske og islamiske bevægelse i politiseringen af kvindekroppen. Som den egyptiske islamforsker Nabil Abid al-Fattah siger i interview til en egyptisk avis: Hijab er en del af islamisternes strategi for at islamisere det private rum, hvormed de søger at overtage det offentlige rum. Hijab handler ligeledes om etik, moral og social kontrol. Muslimernes anvendelse af hijab baseres både på den lærde islamiske tradition, Mohammads beretninger (hadith) og Koranen.

Koranen fortæller os, at de troende kvinder ikke skal åbenbare deres skønhed og deres hår:

"Oh Profet! Sig til dine hustruer, deres døtre og de troende kvinder, at de skal dække sig helt med deres ydre klædning. Det er det bedste for dem, så de kan kendes (som troende kvinder) og ikke forulempes (af de troende)" (Koranen: 33:59) eller "Og sig til de troende kvinder, at de skal sænke deres blikke, optræde anstændigt og ikke åbenbare deres skønhed og smykker, undtagen hvad der er åbenbart af den, og at de skal trække deres hoveddække sammen om deres bryster og ikke åbenbare deres skønhed, undtagen over for deres ægtemænd, deres fædre, deres ægtemænds fædre, deres sønner (...) og de må ikke trampe i gulvet og tiltrække opmærksomhed til det, de har tildækket..." (Koranen: 24:31).

Disse vers og adskillige hadith danner grundlag for kvindens hijab.

Der er blandt muslimske lærde uenighed om omfanget af tildækningen af kvindekroppen, eller hvilken del af kroppen der må vises. Men alle er enige om, at formålet med hijab er at tildække kvindens skønhed, hår og krop og adskille hende fra mandens fristelse og den ydre verden.

Visse muslimske lærde mener desuden, at en tildækning af ansigtet også er et religiøst krav, mens andre imidlertid er af den mening, at det ikke er påkrævet.

Strategien bag kønsopdeling
Fra det 10. århundrede er hundredvis af islamiske bøger blevet skrevet om dette emne.

I disse bøger beskrives kvinder af natur og kultur som svage og fristende væsner, som kan udbrede fordærv og kaos og dermed vildlede manden. Hun skal ikke forhindre manden i at være from, troende og gennemføre sine religiøse forpligtelser overfor Gud.

Kvindens krop er et forhandlingsobjekt og symbol på adskillelse af de troende og ikketroende, mellem de, der hører til dar al-islam (islams hus), og de der hører til dar al-harb (krigens hus). Kvinders kroppe anses som aura (skam/nøgen) og fitnna (kaos/splittelse). Den skal tildækkes totalt og adskilles fra omverdenen. Kvinder uden hijab betragtes som urene, uanstændige og uden moral. Hijab er i denne sammenhæng et vigtigt element i kvinders tro.

Ifølge sharia må kvinder ikke komme i fysisk kontakt med fremmede mænd. Derfor nægtede Asmaa Abdol-Hamid at give hånd til tv-værten. Hun forklarede denne afvisning med, at hun følger islam, og hendes religion forbyder, at mænd og kvinder kommer i fysisk kontakt. Ligeledes sagde hun, at hendes tørklæde/hijab er en del af hendes religion.

Kvindens krop og kampen om hendes lydighed er en hjørnesten i islamisternes ideologi. For dem er den et symbol for modstanden mod den vestlige indflydelse om frigørelse og frihed.

Mange muslimske unge piger og kvinder i Danmark bliver derfor udsat for chikane, mobning og trusler fra venner og bekendte, hvis de går uden hovedpåklædning og ikke følger de islamiske forskrifter.

Objektivering og synliggørelsen af kvindekroppen via et religiøst symbol (hijab) er blot et af de midler, islamisterne anvender til et politisk formål. Hijabben har på den måde både en religiøs og politisk betydning.

Piger og internalisering af hijab
Gang på gang hører vi, at disse piger/kvinder selv har valgt tørklædet. Hvad skal en pige på syv år gøre, når hun bliver spurgt, om hun vil bære hovedpåklædning? Hun bliver jo et symbol på renhed, har hendes familie fortalt hende, og hvem siger nej til den mor og far, man elsker? Men på denne måde bliver hun indoktrineret og socialiseret i en bestemt rolle, og hendes krop bliver en forbandelse.

Piger lærer fra barndommen, at kroppen er en skam. Den er en kilde til angst, fordærv og urenhed, og den skal beskyttes, værnes om og begrænses i det offentlige rum, og kontakten til omverdenen skal følge bestemte regler. Kroppen bliver en vigtig genstand for observation fra hele familien og samfundet.

Asmaa Abdol-Hamid skriver til Information d. 29. september 2007: "Du opfatter tørklædet som et symbol på undertrykkelse og på kvindens underordning under manden. Det symboliserer det ikke for mig. Tørklædet er for mig et personligt valg, som alene udtrykker min tilknytning til min religion, og religiøse symboler forandrer sig gennem tid og har forskellige betydninger i forskellige sammenhænge." Men Asmaa Abdol-Hamid undgår at forklare, hvilken betydning religionen tillægger hendes hijab.

Vi har også oplevet det i Marokko, hvor ca. 100.000 kvinder klædt i islamisk dragt demonstrerede mod regeringens forslag om at forbedre kvinders forhold i familie- og civillovgivningen. Disse kvinder, som var manipuleret af de islamiske bevægelser, råbte slagord mod regeringen og anså lovforslaget som et slag mod kvinders anstændighed og islam. Disse kvinde er trygge i deres undertrykkelse. De er socialiseret i disse rolle, nemlig at være underdanige.

Som den egyptiske feminist og forsker Hoda Ramadan skriver: "Desværre, kvinder har internaliseret nogle attituder, som går mod dem selv. De sidder i moskeer og lytter til prædikener, der fortæller dem, at de er mindre værd..." Det er en internalisering af undertrykkelse. En slags flugt fra friheden gennem accept og tilfredshed med slaveri og undertrykkelse.

Religiøs og politisk symbol
Da den nu afdøde franske præsident Jacques Chirac i en tale under et besøg i Tunesien i december 2003, sagde: "Hijab er et angreb på kvinder, og det er meget svært for befolkningen i Frankrig at acceptere," reagerede hele den arabiske og islamiske verden voldsomt og negativt mod Frankrig og hele den vestlige verden.

Det samme skete, da den egyptiske kulturminister i en egyptisk avis 18. november 2006 udtrykte sin bekymring over udbredelsen af hijab blandt egyptiske kvinder og piger og anså dette fænomen som et tilbageskridt. Han blev mødt med en storm af protester. Hele det islamiske establishment i Egypten mente, at ministeren skulle fratræde sin stilling. Debatten foregik også i det egyptiske parlament.

Det islamiske establishment i Saudi-Arabien har brugt og bruger millioner af dollars for at udbrede den wahhabi-islamiske ideologi for at støtte hijabs udbredelse i Egypten og Yemen.

I Iran blev hijab brugt både for at støtte den islamiske revolution, men også i kampen mod revolutionen. Præstestyret i Iran straffer enhver kvinde, der ikke bærer hijab.

Selv i det "nye demokrati" i Irak, demonstrerer islamisterne deres magt ved at tvinge kvinder til at bære hijab. Alene i Basra-provinsen blev 170 kvinder slået ihjel af shiamilitser i løbet af 2007, fordi kvinderne ikke bar hijab, eller fordi de havde make-up på.

Den islamiske palæstinensiske bevægelse Hamas betragter hijab og kvinders påklædning som et vigtigt led i kampen mod Israel. Udbredelsen af hijab ses også i Afrika, Asien og USA som symbol på islamisk identitet, gruppefølelse og seksuel adskillelse.

Hijab og kvinders krop betragtes således som bærende faktor for kultur, identitet og opretholdelse af traditionelle adfærdsmønstre.

Hijab er holdninger og værdier
Derfor er det overraskende, at statsministeren ikke i hijab kan se nogle værdier og betydninger, samt hvordan disse spiller en rolle i udformningen af holdninger og handlinger. Vores handlinger og adfærd styres og reguleres af de ideer, tanker og værdier, som vi identificerer os med eller tror på. Gennem hele den islamiske historie har islam sat sit præg på muslimernes holdninger og adfærd, og det gælder også hijabspørgsmålet. Hijab er ikke blot en beklædning, men et symbol på religiøs kollektiv praksis. Praktisering af hijab har ikke noget at gøre med religionsfrihed, som nogle vil mene, men snarere om gruppens ideologiske og politiske syn.

Det diskuteres ofte, om demokrati skal sikre rettigheder til grupper med anden etnisk og religiøs baggrund. Man tager udgangspunkt i menneskerettighedskonventioner som bevis på dette. Det er en misforståelse. Disse konventioner har aldrig taget udgangspunkt i gruppers rettigheder, men i individet. Det er det enkelte individ, der udgør nøglebegrebet i hele menneskerettighedsgrundlaget.

Der er ikke noget, der forhindrer den enkelte i at praktisere sin tro eller religiøse ritualer. Faren opstår, når disse ritualer og trosoverbevisninger henføres som krav til grupper. Og det danske samfund påtvinges nogle lovbestemmelser, som direkte er imod ethvert demokratisk og sekulært system.

Det danske retssystem og samfund er opstået og opbygget gennem en lang historisk kamp for frihed og lighed.

Dette system sikrer borgernes ret til at dyrke deres tro uden statens indblanding. Adskillelsen mellem religion og stat er grundlag for hele den vestlige politiske og demokratiske tankegang og praksis. Religionen blev frataget sin eneret til at være den absolutte vogter og institutionens eneste moralske kontrollør over for borgerens adfærd, men i den islamiske verden er der sket det modsatte. Her er institutionaliseringen af religionen i styring af individets opførsel. Hijab bør ses og forstås i lyset af disse fakta.