Mere faglighed frem for nye paragraffer

Af Karin Kildedal
Lektor ved Aalborg Universitet med speciale i udsatte børn

I mit sidste indlæg i debatten om det sociale arbejde på børne- og ungeområdet argumenterede jeg for, at der burde være krav om en videreuddannelse på diplomniveau af de socialrådgivere, der arbejder inden for rådet.

Det fik Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening, til at udtale, at det var for snævert kun at fokusere på socialrådgivernes uddannelse.

Det er jeg fuldstændig enig, og det er da heller ikke det eneste, jeg mener, der bør fokuseres på. Kravet til en reform på området bør efter min opfattelse sætte fokus på den faglige kvalitet på området frem for endnu engang at ændre på lovgivningen. Loven er stort set god nok, som den er. Elementerne i det sociale arbejde på børne- og ungeområdet kan groft illustreres på følgende måde:  

De politiske rammer for arbejder
(lovgivning og lokal udmøntning af mål og rammer for arbejdet)

Ledelse af det faglige indhold
(lederens kompetencer til at understøtte fælles fagligt grundlag

Socialrådgivernes kompetencer
(bl.a. i form af tilstrækkeligt højt uddannelsesniveau)

Når der ikke er valgt et eksplicit teoretisk grundlag for arbejdet, er der en risiko for, at det bliver den enkelte rådgivers egne forståelser, som styrer arbejdet.

Karin Kildedal
Lektor ved Aalborg Universitet

I anbringelsesreformen står omtalt, at de politiske mål skal afspejle en linje for, hvad politikerne ønsker, at der skal opnås med indsatsen. Herunder omtales ledelsens opgave, i reformen bliver der ikke anvendt begrebet "faglig ledelse", men i stedet: "Det administrative ledelsesniveau" (forvaltningsdirektører og afdelingsledere), der har pligt til at deltage i fastlæggelse af "standarder" for sagsbehandling og varetage ledelsesmæssig ansvarlighed i forhold til indholdet.

Færre standarder - mere teori
Der bliver talt meget om standarder i det sociale arbejde i disse år - for meget efter min opfattelse. Begreber som "sagsbehandling" og "standarder" er efter min opfattelse med til at nedtone det, reformen ellers også lægger vægt på nemlig at der arbejdes på baggrund af evidens: "Det vil sige den aktuelt bedste viden man har om et givent forhold" (Nordisk Cambell Center)

Frem for standarder så jeg hellere en udvikling, der havde fokus på arbejdsformer, hvor der blev lagt vægt på at udvikle at arbejde på grundlag af et eksplicit valgt teoretisk fundament, sådan som begrebet faglig udøvelse kræver, nemlig at omsætte teoretiske kundskaber i de rigtige handlinger i den rigtige rækkefølge i form af strategier og metoder for at opnå et på forhånd defineret mål/resultat inden for et bestemt praksisfelt ...Nygren 1999.

Hvis der skal omsættes teoretiske kundskaber, altså bringes mere evidens i arbejdet, så kræver det for det første, at der er en beslutning om, hvilke former for teorier der skal ligge bag arbejdet, og dernæst, at den faglige ledelse har en strategi for, hvordan der arbejdes med omsætning af teori til handling.

Det finder ofte ikke sted
For ikke så længe siden underviste jeg en gruppe på ca. 25 socialrådgivere, der kom fra næsten lige så mange kommuner. På min forespørgsel om, hvorvidt de havde et fælles teoretisk grundlag, svarede under halvdelen - at et sådant ikke fandtes i deres kommune.

Det betyder i praksis, at når der ikke er valgt et eksplicit teoretisk grundlag for arbejdet, er der en risiko for, at det bliver den enkelte rådgivers egne forståelser, som styrer arbejdet, og som Tine Egelund har konkluderet, så er der ofte for meget "bricolage" i den type praksis, forstået som: "Tilfældig ophobning af forskellige brokker af kundskab, commonsense, kulturelle præferencer, regler og moral." (Egelund 1997) Det er også vanskeligt at udvikle en evidensbaseret praksis, hvis ikke der er et fælles fagligt sprog i form af samme teorier og begreber.

Ud over at kræve videreuddannelse af socialrådgiverne bør der derfor sættes fokus på videreudvikling af den faglige ledelse for at styrke "ledelse af faget" på et vidensbaseret grundlag: Det vil sige støtte til ledelsen i, at der indføres og arbejdes med et teoretisk grundlag, gerne samtidig med en landsdækkende organisering, hvor der sikres koordinering mellem de faglige ledere, som i fællesskab kunne diskutere og koordinere valg af den nyeste viden på området.