Debat

Social forebyggelse betaler sig

DEBAT: Forebyggende arbejde med udsatte børn og unge minimerer både udgifter og menneskelig lidelse. Kommunerne har brug for nytænkning, viden og ekspertise i landsdækkende tiltag, skriver ekspert i dagens debatindlæg.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af: Karin Kildedal
Udviklings- og Studieleder, Master i udsatte børn og unge, Aalborg Universitet

Forleden sagde min svigersøn til mig: "Nu må du holde op med at kritisere kommunerne, de er kommet for at blive!"

Jeg var nu ikke i gang med at kritisere kommunerne, men i gang med at problematisere den mangel på ekspertise, som amternes nedlæggelse medførte. Det betyder jo, at kommunerne skal have forstand på alt uden at kunne skaffe sig den gratis, specialiserede hjælp, de før kunne få i amterne. Vi nu har 98 "kongeriger", der hver især må gøre, som de vil, samtidig med at de får mindre og mindre at gøre med pga. konstante besparingskrav.

En af vejene til at minimere både udgifter og menneskelig lidelse, kan være forebyggende arbejde af en hel anden kvalitet, end det finder sted i dag. I Mandag Morgen 23. august var overskriften: "Social forebyggelse giver bedre afkast end obligationer." Her fortælles om "Projekt i Gang", hvor unge mødre gennem en massiv indsats blive hjulpet i gang med uddannelse og arbejde, og hvor cost-benefit-analyser lavet af Copenhagen Business School viser, at der kan spares mange penge ved en indsats, hvor de unge mødre ender med uddannelse og arbejde i stedet for kontanthjælp.

Kommunernes store udfordring
Ifølge Mandag Morgen er hvert 10. barn, som fødes i Danmark i farezonen for at ende på samfundets sidelinje og økonomisk beløber det sig til over et livsforløb til omkring 100 milliarder pr. ungdomsårgang. Den store udfordring i disse år er, hvordan kommunerne på en og samme gang skærer ned på udgifterne og samtidig både overholder lovens krav om at yde støtte til de børn og unge, der allerede har brug for støtte og samtidig udvikler forebyggende tiltag, der kan minimere antallet af mennesker, der har brug for offentlige ydelser. Det kræver nytænkning, viden og ekspertise. Det omtalte projekt er udført i mødrehjælpens regi som jo netop er en specialenhed, der ved rigtig meget om unge mødre og deres børn. Projektet ser ud til at være en succes og er foreløbig udbudt i to kommuner, men tænkes udbudt over hele landet.

Landsdækkende tiltag
Det store perspektiv er, at hvis staten tog ansvar for at sikre, at der blev udviklet lignende landsdækkende tiltag, hvor organisationer med stor viden på et bestemt område, stod for at udvikle forebyggende projekter sammen med kommunerne, så ville der kunne spares mange penge og skabes bedre livskvalitet for mange.

Socialministeren udtaler da også i forbindelse med det omtalte projekt at:
"Her er nogle gode redskaber at bruge i den fremtidige socialpolitik. Vi skal være bedre til at vise effekten af vores sociale indsats, så vi ved, hvad der virker og ikke virker."

Det kan jeg kun være enig i, Så mit spørgsmål til socialministeren og Folketingets politikere i øvrigt er: Hvordan vil I sikre, at det sker? Hvordan vil I sikre mere ensartethed og mere innovativ støtte til vores 98 kommuner i forhold til for eksempel at udvikle nytænkning og gode forebyggende projekter under de vilkår, kommunerne har?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karin Kildedal

Fhv. lektor, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet
socialrådgiver, cand.scient.soc. (Aalborg Uni.), ph.d.

0:000:00