Forældet retorik på socialområdet

Hvordan kan man inddrage nogen i deres eget liv? De lever jo i det hele tiden! De er jo i deres liv! Det er vel systemet, der bliver inddraget i en større eller mindre del af en families liv!

Karin Kildedal
Udviklings- og studieleder på Master i udsatte børn og unge, Aalborg Universitet

Barnets Reform er på vej med klare krav til kommunerne om, hvordan de skal forholde sig til de familier og børn, som har brug for hjælp fra det offentlige system. Lige siden Graversen-udvalget udkom med betænkning nr. 1212 (1990), har der været fokus på, hvilken rolle familie og barn selv skulle have, når der skulle tages stilling til, hvilken hjælp de var berettiget til.

I betænkning nr. 1212 står f.eks.: "Familiens aktive medvirken i en problemløsning er ud fra behandlingsmæssige erfaringer af afgørende betydning for at opnå et tilfredsstillende resultat...". Mange gange siden da har der været formuleringer i love og cirkulærer, der handler om, hvordan man skal forholde sig til familien.

I Håndbog om anbringelsesreformen (2006) står f. eks. "at ingen kender familien bedre end familien selv og derfor er barnets, den unges og familiens inddragelse vigtig i forhold til at kvalificere sagsbehandlingen og de afgørelser der træffes...". Der står også i introduktionen til bogen "at anbringelsesreformen understreger i særlig grad inddragelse som central og betydningsfuld ..." og et andet sted at: "Uanset hvilken type sag sagsbehandlingen omhandler skal barnet eller den unge på en eller anden måde deltage...".

Inddragelse i familiens liv
Nogle gange reflekterer jeg over, hvad retorik betyder for den måde, vi forstår verden på. I denne forbindelse f.eks.: Hvordan kan man inddrage nogen i deres eget liv? De lever jo i det hele tiden! De er jo i deres liv! Det er vel systemet, der bliver inddraget i en større eller mindre del af en families liv! Vi har som samfund besluttet, at det skal være sådan, at en familie kan få hjælp til at klare deres problemer, hvis de af en eller anden grund i en periode ikke kan selv. Men at en familie søger hjælp, giver det dem da ikke ret til "at tage deres liv med" - som de så efterfølgende skal inddrages i.

I ganske få tilfælde, nemlig når der er tale om en tvangsfjernelse af et barn, kan man tale om, at systemet har taget "barnet og dets liv med sig", og at man skal inddrage forældrene, fordi de dermed mister en del af deres ret til at bestemme over barnet. Men langt det meste sociale arbejde og også langt de flest anbringelser er frivillige, og dermed har familien selv den fulde ret til deres liv, som de beder os om at komme ind i et hjørne af. Altså er det dem, der inddrager os i deres liv, og ikke omvendt. Når vi bliver inddraget, skal det gøres med respekt for retten til deres eget liv.

Anbringelse og aflastning
"Anbringelse" af et barn eller en ung, er et andet retorisk begreb, man kan reflektere over. At man "anbringer" noget lyder som en handling, hvor den, der "anbringer" ,har bestemt, hvor "tingen" - som jo i dette tilfælde er et menneskebarn, skal placeres. Begrebet i sig selv afspejler ikke meget dialog eller inddragelse. "Aflastning" er et andet begreb, der skurrer i mine ører: I sidste uge så jeg et tv-indslag, hvor et par sad sammen med en ung pige, der blev præsenteret som på den ene side en "slags datter" på den anden side blev der fortalt, at de var "aflastningsfamilie". Hvordan mon det opleves at være et menneske, som nogen skal "aflastes" fra?

Nu kommer Barnets Reform. Der er rigtig mange gode intentioner i den reform, som forhåbentlig bliver ført ud i livet. Jeg vil gøre, hvad jeg kan som studieleder på den master, der er sat i gang som et af initiativerne i forbindelse med reformen. Jeg har et stort ønske i forbindelse med Barnets Reform, og det er, at man samtidig reformerer sproget og gør op med en forældet retorik. Det vil sige, at man gennemgår love, cirkulærer, og hvad der ellers bliver udarbejdet, med en tættekam og udskrifter de begreber, som ikke er i overensstemmelse med intentionerne i reformen.