Advokat til DF: Man kan ikke nedlægge Flygtningenævnet

Af Gunnar Homann
Advokat og medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg

Helt uanset, at vi også konventionsmæssigt er forpligtet til at sikre, at afslag på asyl skal kunne prøves af en domstol eller et uafhængigt domstolslignende organ, er tanken om at nedlægge Flygtningenævnet og gøre Udlændingestyrelsens afslag endelige simpelthen ikke gennemførlig.

Gunnar Homann
Advokat og medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg

Der er meget gode grunde til at holde fast ved et flygtningenævn som øverste instans i asylsager.

Hvis man tænkte sig Flygtningenævnet nedlagt, som Martin Henriksen (DF) foreslår i et indlæg på Altinget, således at asylspørgsmål skulle afgøres alene af Udlændingestyrelsen, kunne man ikke komme uden om domstolenes grundlovssikrede ret til at påkende ”øvrighedsmyndighedens grænser”, jfr. Grundlovens § 63.

Og jeg er sikker på, at vore almindelige domstole ville få store problemer med at håndtere asylspørgsmål, allerede på grund af det betydelige omfang af baggrundsviden, der må tilvejebringes om forholdene i de asylproducerende lande.

Ikke gennemførligt
Det giver god mening at samle disse oplysninger og den asylretlige ekspertise et enkelt sted. Særdomstole med dømmende myndighed må efter grundlovens § 61 ikke nedsættes, og muligheden for ved lov at oprette særlige forvaltningsdomstole, jfr. grundlovens § 63, stk. 2, hvis afgørelser dog skal kunne prøves ved Højesteret, er aldrig blevet udnyttet og vil næppe heller være praktisk til løsning af asylspørgsmål.

Helt uanset, at vi også konventionsmæssigt er forpligtet til at sikre, at afslag på asyl skal kunne prøves af en domstol eller et uafhængigt domstolslignende organ, er tanken om at nedlægge Flygtningenævnet og gøre Udlændingestyrelsens afslag endelige simpelthen ikke gennemførlig.

Når vi må leve med, at Flygtningenævnets afgørelser er endelige, og kun tilfælde af klare sagsbehandlingsfejl vil kunne prøves ved de almindelige domstole, hænger det sammen med den uafhængighed, loven garanterer Flygtningenævnets medlemmer, således at nævnet kan opfattes som et domstolslignende organ.

Bør vi skamme os?
Afsættet til den igangværende debat var det nyindførte asylbegreb ”midlertidig beskyttelsesstatus” med manglende adgang til familiesammenføring de første 12 måneder.

Lovændringen indebærer en forringelse af retsstillingen for den udlænding, der nu kun måtte få midlertidig beskyttelsesstatus på såvel familiesammenføringsområdet som på området for forlængelse af opholdstilladelsen sammenlignet med den udlænding, der tidligere ville have fået ”beskyttelsesstatus”.

Lovændringen indebærer imidlertid også en forringelse på klageområdet, idet udlændingen, der har fået midlertidig beskyttelsesstatus, men som mener sig berettiget til almindelig beskyttelsesstatus eller måske ligefrem konventionsstatus, nu selv skal drage omsorg for iværksættelse af klagen til Flygtningenævnet, hvor klagen som udgangspunkt bliver behandlet på skriftligt grundlag og uden adgang til advokatbeskikkelse.

Henset til afgørelsens store betydning for udlændingen, måtte dette klagesystem også give anledning til betænkeligheder. Jeg kan igen rejse spørgsmålet: Bør vi skamme os, og kun håbe på, at disse klagesager alligevel i vid udstrækning vil blive behandlet mundtligt og med adgang til advokatbeskikkelse og ikke blot henvist til skriftlig behandling af asylansøgerens egen klage?