Debat

Ældre Sagen: Svag evaluering af kommunalreform

DEBAT: Udkastet til evalueringen af kommunalreformen har en stor mangel fastslår Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, i dette indlæg. Han ser ikke nogen løsning på problemerne med ventetid til genoptræning.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bjarne Hastrup
Adm. direktør, Ældre Sagen

Ældre Sagen har længe set frem til offentliggørelsen af evalueringen af kommunalreformen fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Evalueringen er en rigtig god mulighed for både at få sat fokus på og få rettet op på nogle af de uhensigtsmæssigheder, som opstod i kølvandet på kommunalreformen i 2007.

Så da ministeriet i forrige uge offentliggjorde evalueringen, sad vi i Ældre Sagen på stikkerne. Særligt genoptræningsområdet har haft vores opmærksomhed, da det område har været særligt belastet af bl.a. meget lange ventetider efter kommunalreformen. Og desværre viser det sig, at evalueringen simpelthen ikke indeholder tiltag, der i nævneværdig grad vil forbedre genoptræningsområdet.

Ventetider er problematiske
Det største problem er de lange ventetider til almindelig genoptræning, som rigtig mange borgere har oplevet. I evalueringen henvises til ventetider på op til 54 dage, men det er set endnu værre.

Det største problem er de lange ventetider til almindelig genoptræning, som rigtig mange borgere har oplevet. I evalueringen henvises til ventetider på op til 54 dage, men det er set endnu værre.

Bjarne Hastrup
Adm. direktør i Ældre Sagen

Vi ved, at lange ventetider gør, at borgere efterfølgende er længere tid om at komme ovenpå igen.
Det giver en længere vej tilbage til arbejdsmarkedet eller længere tid med behov for kommunal praktisk og/eller personlig hjælp. Så derfor er denne problemstilling så enormt væsentlig. Og hvad siger evalueringen til de lange ventetider og den store variation i ventetider mellem kommunerne?

Det "indikerer et forbedringspotentiale" er alt, hvad der står. Det er bare ikke godt nok! Vi undrer os over, at regeringen ikke er mere ambitiøs, når det så åbenlyst er til fordel for både borgere og samfundet - både menneskeligt og økonomisk.

Der er dog også steder, hvor evalueringen rammer tæt på målet. Evalueringen foreslår blandt andet forbedret monitorering af genoptræningsområdet samt udvikling af visitationsretningslinjer til borgere med komplekse genoptræningsbehov, hvilket betyder, at der bliver indført både en
bedre kontrol og kvalitetssikring af genoptræningsområdet. To fornuftige tiltag, der vil give bedre genoptræning for borgerne.

Hverken svært, dyrt eller tager lang tid
Vi forstår simpelthen ikke, hvorfor det skal være så svært at sikre hurtig genoptræning til borgere.
Vi var i forrige uge ude og rose Køge og Haderslev Kommuner, der begge har lavet nye tiltag, der sikrer genoptræning inden for en uge efter udskrivelse. I Køge Kommune kostede det for eksempel i omegnen af 100.000 kr. og tog blot tre måneder at få ventetiden ned fra fire uger til fem dage. Og forventningen i Køge er, at det vil føre til besparelser.

Endvidere ser vi i rigtig mange kommuner rundt om i landet et progressivt fokus på rehabilitering og forebyggelse med henblik på at gøre borgere mere selvhjulpne. Hvorfor ser vi ikke det samme på genoptræningsområdet, som jo også har til formål at gøre borgere selvhjulpne igen? Det er temmelig uklart! Vi havde mildest talt håbet på lidt mere end "forbedringspotentiale". For borgerne har fortjent bedre. Det er simpelthen for uambitiøst!

Ældre Sagen vil i den kommende tid følge evalueringen tæt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjarne Hastrup

Adm. direktør og medstifter, Ældre Sagen, forfatter
cand.polit. (Københavns Uni. 1972)

0:000:00