Alternativet: Et stigmatiserende og utaknemmeligt kontanthjælpsloft

Af Torsten Gejl (ALT)
Social- og beskæftigelsesordfører

Onsdag 23. september er i medierne blevet døbt ”sorte onsdag”. Her træder kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen i kraft. Ifølge ministeriets egne beregninger vil det over natten sende mere end 7.000 børn under fattigdomsgrænsen og derved fordoble antallet af børn, der vokser op i fattigdom. Ifølge AE-rådets beregninger vil tallet være endnu større og sende mere end 16.000 personer under fattigdomsgrænsen.

Kontanthjælpsloftet er et resultat af en uskøn politisk proces, og det står tilbage som et monument for den neoliberale, økonomiske udvikling, der pumper penge op gennem samfundet fra de fattiges kontanthjælp til et par tusinde velhavende danskeres lommer.

Forhandlingerne om kontanthjælpsloftet bestod af syv samråd, en forespørgselsdebat, en høring og tre maratonbehandlinger i Folketinget.

Forløbet bar præg af regeringens argumentresistens, dramatisk uoverensstemmelse mellem mål og midler, politisk nysprog og en tilskyndelse til folk i job til at sparke nedad i samfundet.

Advarsler om, at folk ender på gaden
Først måneder efter vedtagelsen kom regeringen så med svar på konsekvenserne af loftet. Der som nævnt viste en uhyggelig stigning i antallet af markant fattige i Danmark. Og for nyligt blev næsten 50.000 mennesker advaret om, at de var i farezonen for at blive ramt af 225-timers reglen og derved få skåret i kontanthjælpen.

Kontanthjælpsloftet er et resultat af en uskøn politisk proces, og det står tilbage som et monument for den neoliberale økonomiske udvikling, der pumper penge op gennem samfundet fra de fattiges kontanthjælp til et par tusinde velhavende danskeres lommer.

Torsten Gejl, social- og beskæftigelsesordfører for Alternativet

Socialforvaltninger rundtomkring i landet advarer mod konsekvenserne, og de frygter, at tusinder må sættes på gaden eller tvinges til at flytte med store økonomiske og sociale konsekvenser til følge. I enhver veldreven organisation ville det have fået alle lamper til at blinke, men for regeringen går hverdagen upåvirket videre, og man holder sig til planen.

Over 100.000 mennesker sagsbehandles nu, for at mere end 25.000 kan sættes ned i hjælp - for at få 600 mennesker i arbejde.

Regeringen skulle få undersøgt sin proportionssans.

Men vi må huske, at kontanthjælpsloftet er del af en større plan. En plan, der tager det fejlagtige udgangspunkt, at folk i arbejde får det bedre, når ledige får det værre. En plan, der forstærker stigmatiseringen af ledige og beror på påstanden om, at ledighed er de lediges skyld.

En plan, der skal presse de laveste lønninger. En meget utaknemmelig gestus til de hårdtarbejdende folk, som regeringen og støttepartierne taler så meget om.

Alt sammen for at opfylde en af de største nysproglige perler i regeringens ordbog, nemlig at ”det skal kunne betale sig at arbejde”.

Markant forskel i dansk politik
Det kommer de tusindvis af børnefamilier, der nu ender i markant fattigdom, ikke til at mærke noget til. Men hvis de undrer sig over, hvor den hjælp, de mister, bliver af, kan de jo læse i medierne, at de bebudede topskattelettelser vil give en gevinst på omkring 1,2 milliarder kroner til cirka 2.500 personer.

Vedtagelsen af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen viser, at der ER markante forskelle i dansk politik. En ideologisk forskel mellem DF, V, LA og K, som vedtog loftet med ét mandats flertal, og så S, R, SF, Å, og Ø, som talte kontanthjælpsmodtagernes sag under hele processen.

Den forskel viser, at der i Folketinget stadigvæk er et fokus på den sociale bundlinje, der betyder, at der er grænser for, hvor meget den betingelsesløse vækst må koste for de allerfattigste i vores samfund. Jeg glæder mig som et lille barn til den skønne dag, hvor det ene mandats flertal er skiftet, og vi får en ny regering, så vi kan afskaffe kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen igen.