Det er torskedumt at fjerne diagnosetillægget

Jeg har, som jeg tidligere har skrevet, mødt mennesker, for hvem det var en befrielse at blive flyttet over fra at modtage kontanthjælp til at få tilkendt en førtidspension.

Men formålet har aldrig nogensinde været at slippe for at arbejde. I grunden har jeg med årene nok fået sværere og sværere ved at kunne forstå rationalet om, at mennesker, der er syge af forskellige årsager, ikke vil arbejde.

Derfor er det også fuldstændigt hul i hovedet at tro, at en fjernelse af et diagnosetillæg, der bidrager med et tåleligt økonomisk fundament, skulle "motivere" en gruppe af mennesker, der lige nu er for syge til at varetage et arbejde.

I min drømmeverden ville politikerne sørge for at skabe et system, der passer på de mennesker, der er plaget af en psykisk diagnose i en sådan grad, at de faktisk er syge.

Kasper Jensen

Når politikere tror, at denne gruppe, der har været isoleret fra resten af samfundet ved at være afskåret fra enten uddannelse eller arbejde, udelukkende gør det for at nasse på systemet, tager de grundlæggende fejl.

Jeg har selv i mit 31-årige liv brugt cirka tre år af mit liv på kontanthjælp. Det betyder, at jeg har brugt cirka 25 procent af mit liv som myndig på kontanthjælp.

For mennesker, der ikke ved, hvordan det føles, kan følelsen bedst beskrives som, at man som menneske går i stå. Det er i forvejen ikke fedt at skulle dele med andre, at man er et sted, hvor det faktisk ikke er muligt "bare at tage et job" enten i detailhandel eller som ufaglært.

Det gør ondt. Samtidig giver det også et økonomisk pres.

I min drømmeverden ville politikerne sørge for at skabe et system, der passer på de mennesker, der er plaget af en psykisk diagnose i en sådan grad, at de faktisk er syge. At man lander et sted, hvor det er sikkert at være, og får tryghed og endnu vigtigere ro til at kunne heale og samle sig som menneske.

Når man har en psykisk diagnose, tror jeg, at de fleste ville kunne skrive under på, at man har ramt en del flere nederlag i livet, end mennesker uden en diagnose. En mellemting mellem en decideret førtidspension og at være på kontanthjælp ville være et godt skridt.

Den oplagte løsning er, at partierne simpelthen kommer til fornuft og indser, at gruppen, man forsøger at motivere, næppe mangler motivation.

Kasper Jensen

Samtidig ville det være en stor fordel at udvide handicap-su-tillægget til også at indbefatte VUC-uddannelser, så man som menneske på en offentlig ydelse ikke risikerer at skulle stå over for et valg mellem uddannelse og økonomisk sikkerhed.

Det er en nervepirrende beslutning at skulle stå over for. Har jeg lyst til at gamble med min psyke og nuværende tryghed for at investere tid i en uddannelse, som jeg har en historik for ikke at komme igennem? Det er et valg, som mennesker med en psykisk diagnose står over for.

Den oplagte løsning er, at partierne simpelthen kommer til fornuft og indser, at gruppen, man forsøger at motivere, næppe mangler motivation. Og at de derfor genindfører diagnosetillægget.

Når man har en psykisk diagnose, føles det i forvejen som en dobbeltstraf: Det er ikke muligt at deltage på lige vilkår som resten af samfundet gør, og økonomisk lever man en tilværelse, der gør det meget svært at opleve reel fremgang i livet. Man føler sig derfor ikke ligefrem rummet. Så kære politikere: Tænk jer lige om en ekstra gang.