Debat

Enhedslisten: EU's nye flygtningepagt er en alvorlig indskrænkning af retten til asyl

Europa-Parlamentets nye migrations- og asylaftale kommer ikke til at afhjælpe presset på de allerede overbefolkede lejre langs EU's ydre grænser, men vil få dem til at vokse. For folk vil fortsat sætte livet på spil på stadig farligere ruter hertil, skriver Rosa Lund og Frederikke Hellemann.

Dublin-forordningens princip om sagsbehandling i det første EU-modtagerland har ført til umenneskelige forhold i overbefolkede lejre og komplet overbebyrdede asylmyndigheder ved EU's ydre grænser.
Europa-Parlamentets aftale kommer ikke til at løse dette – måske tværtimod, skriver Rosa Lund og Frederikke Hellemann (EL).
Dublin-forordningens princip om sagsbehandling i det første EU-modtagerland har ført til umenneskelige forhold i overbefolkede lejre og komplet overbebyrdede asylmyndigheder ved EU's ydre grænser. Europa-Parlamentets aftale kommer ikke til at løse dette – måske tværtimod, skriver Rosa Lund og Frederikke Hellemann (EL).Foto: Álex Flores/AP/Ritzau Scanpix
Rosa Lund
Frederikke Hellemann
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I december fejrede vi 75-året for FN's menneskerettighedserklæring, som blev vedtaget som svar på rædsomme erfaringer fra Anden Verdenskrig. Retten til asyl står helt centralt og uden omsvøb: "Enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse".

Inden årsskiftet indgik Europa-Parlamentet og medlemslandene alligevel en aftale om en ny migrations- og flygtningepagt, som risikerer at indskrænke denne ret alvorligt.

Der kan ikke herske tvivl om, at EU's nuværende system for håndtering af flygtninge og migranter har slået fejl, og at en revision baseret på solidarisk fordeling er nødvendig.

Læs også

Dublin-forordningens princip om sagsbehandling i det første EU-modtagerland har ført til umenneskelige forhold i overbefolkede lejre og komplet overbebyrdede asylmyndigheder ved EU's ydre grænser.

Europa-Parlamentets aftale kommer ikke til at løse dette – måske tværtimod.

Menneskerettigheds- og flygtningeorganisationer, eksperter og folkeretsjurister har advaret mod forslaget, mens den yderste højrefløj har jublet. Ifølge Amnesty International vil aftalen "primært føre til mere lidelse ved grænseovergangene og gøre det vanskeligere at søge sikkerhed".

Udhulet asylret

Retten til at søge asyl og få sin asylsag individuelt behandlet bør være ukrænkelig. Derfor er det også meget kritisabelt, når EU nu indfører en "fast-track grænseprocedure".

Fremfor at prioritere solidaritet gennem omfordeling af flygtninge, vil EU lade landene betale sig fra ansvaret.

Rosa Lund og Frederikke Hellemann (Ø)
Hhv. MF og kandidat til EP-valget

Grænseproceduren er en slags overfladisk "screening" for at afgøre, om de tilkomne overhovedet har ret til at søge asyl, hvis de eksempelvis kommer fra lande, hvorfra mindre end 20 procent af ansøgerne opnår opholdstilladelse.

Denne grænseprocedure vil højst sandsynligt føre til langt større brug af tilbageholdelse af asylansøgere i fængselslignende lejre. Lejrene kan endda ende i en juridisk gråzone, da landene kan gøre brug af såkaldt "fiction of non-entry", hvor man lader som om, at lejrene teknisk set ikke er en del af landets territorie.

Landene får også videre muligheder for at afvise asylansøgere med henvisning til "sikkert tredjeland", hvis asylansøgeren kommer fra eller er rejst gennem et land eller region i et land, som modtagerlandet vurderer som sikkert. Med øje for Danmarks enegang i vurderingen af Syrien som et sikkert land at udvise afviste asylansøgere til er dette et skræmmende perspektiv.

Solidaritet til salg

Da Rusland invaderede Ukraine og sendte millioner af ukrainere på flugt, stillede de europæiske lande sig klar med åbne arme. Vi viste, at EU kan løfte sit ansvar og tage godt imod dem, der har brug for beskyttelse.

Landene langs EU's ydre grænser har i årevis skreget på en bindende solidaritetsmekanisme, så landene længere mod nord tager sin del af ansvaret og asylansøgere. En god og retfærdig ide, som Enhedslisten har bakket op om.

Læs også

Overalt i Europa blæser fremmedfjendske vinde, og modstanden mod at åbne døren for asylansøgere vokser. Fremfor at prioritere solidaritet gennem omfordeling af flygtninge, vil EU lade landene betale sig fra ansvaret.

I den nye aftale kan eksempelvis Grækenland anmode de øvrige lande om solidaritet, men disse kan vælge at svare alene med penge til flere grænsevagter eller til at betale tredjelande, som oftere end ej er på kant med både demokrati og menneskerettigheder, for at forhindre mennesker i at nå Europas grænser. 

Det er en fattig forståelse af solidaritet, både medlemslandene imellem og i særdeleshed med mennesker på flugt, når den kan koges ned til "flere penge til højere hegn".

Løser ikke problemerne

En sørgelig nyskabelse i pagten handler om "instrumentalisering af flygtninge". På et tyndt og tvivlsomt juridisk grundlag får landene ret til fuldkommen at suspendere den individuelle asylbehandling til fordel for grænseproceduren, hvis der er mistanke om instrumentalisering af flygtninge.

Det er forstemmende, at rygraden i EU's flygtningepolitik fortsat skal være samarbejde med despoter i tredjelande, som effektivt skal fungere som grænsevagter og hjemsendelsesofficerer.

Rosa Lund og Frederikke Hellemann (Ø)
Hhv. MF og kandidat til EP-valget

Vi har alle set billederne af de sårbare mennesker, som Putin fragtede til den finske grænse for at lægge pres på EU og medlemslandene.

Der er ingen tvivl om, at det er en helt urimeligt og uacceptabelt at bruge mennesker i et beskidt geopolitisk spil. Men der er heller ingen tvivl om, at det ikke er asylansøgeren med tennissko i sneen, der er problemet.

Den nye migrations- og asylpagt kommer ikke til at løse problemerne. Folk vil fortsat søge mod EU og sætte livet på spil på stadig farligere ruter hertil.

Aftalen kommer ikke til at afhjælpe presset på de allerede overbefolkede lejre langs EU's ydre grænser, men vil få dem til at vokse.

Det er forstemmende, at rygraden i EU's flygtningepolitik fortsat skal være samarbejde med despoter i tredjelande, som effektivt skal fungere som grænsevagter og hjemsendelsesofficerer.

I Enhedslisten ønsker vi meget mere for Europa og for EU. Solidariteten med ukrainerne viste os at vi sagtens kan, hvis vi vil.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rosa Lund

MF (EL)
cand.soc. i jura (Københavns Uni.)

Frederikke Hellemann

Kandidat til Europa-Parlamentet (EL)
cand.scient.pol.

0:000:00