Kronik

Er relationskompetencer det vi mangler for at hjælpe de mest udsatte i vores samfund?

Hvis vi skal forbedre vilkårene for de mest udsatte i vores samfund, så skal vi turde italesætte hjælperens og fagpersonens evne til at danne relationer. Kun på denne måde kan vi hjælpe andre mennesker på værdig og effektfuld vis, skriver Helle Øbo.

Måske tager vi for givet at mennesker, der er uddannet og ansat til at hjælpe, og besidder evnen til rent faktisk at hjælpe mennesker. Det er imidlertid ikke en faktor, vi hverken identificerer eller monitorerer, i arbejdet med de mest udsatte borgere, skriver Helle Øbo.
Måske tager vi for givet at mennesker, der er uddannet og ansat til at hjælpe, og besidder evnen til rent faktisk at hjælpe mennesker. Det er imidlertid ikke en faktor, vi hverken identificerer eller monitorerer, i arbejdet med de mest udsatte borgere, skriver Helle Øbo. Foto: Pressefoto
Helle Øbo
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis vi for alvor skal ændre velfærden for de mest udsatte i vores samfund, kræver det større fokus på relationskompetencer.

Hvad er det, der gør, at nogen formår at hjælpe mennesker med deres blotte tilstedeværelse og måde at lytte på? Er det empati, indlevelse i et andet menneskes problemer, eller evnen til at være nærværende i mødet?

Jeg har som leder på socialområdet i 25 år set, hvordan nogen kan danne relationer, og få selv de mest umotiverede til at få lyst til at tage ansvar, og ejerskab for deres eget liv. På samme måde har jeg mødt de mest veluddannede fagpersoner, der gentagne gange kommer i konflikt med dem de skal hjælpe, og ofte får positioneret sig selv som hjælperen, der ikke kan hjælpe, fordi klienten/mennesket ikke vil ændre sit liv.

Vi har i mange år talt om at sætte borgeren i centrum i diverse reformer og gode intentioner, men hvis vi for alvor skal gøre netop det, så kræver det, at vi tør kigge på hver vores evner og kompetencer til at skabe gode relationer.

Helle Øbo, adm. direktør, AskovFonden

Knud Aarup, som også har mange års erfaring indenfor socialområdet, og jeg drøftede denne afgørende komponent. Måske tager vi for givet at mennesker, der er uddannet og ansat til at hjælpe, besidder denne evne. Det er imidlertid ikke en faktor, vi hverken identificerer eller monitorerer, i arbejdet med de mest udsatte borgere.

I bogen ”Social intelligens” beskriver Daniel Goleman den mellemmenneskelige radar, der er afgørende for, at vi kan møde selv konfliktoptrappende situationer med ro og kloge handlinger. Ligesom vi ved, at vejen til at hjælpe et andet menneske er knyttet til at føle sig forbundet, og en oplevelse af at vedkommende på troværdig vis vil en det bedste. Alligevel er det ikke noget, vi screener for, når vi ansætter mennesker, der skal hjælpe andre.

Kan relationskompetence være en overset barriere eller mulighed, for at ændre måden vi arbejder med mennesker i vores velfærdssamfund?

Kan man forestille sig at screene psykologer, pædagoger og lærere for, om de har denne relationskompetence? Og er det noget man kan lære, hvis man ikke besidder en naturlig evne?

Når vi taler om relationskompetence, skyldes det i høj grad, at vi er nødt til at gøre noget radikalt, hvis vi skal hjælpe dem, der står alleryderst i forhold til at føle sig inkluderet i det fællesskab, vi kalder samfundet. Hvis vi ikke handler, risikerer vi at få skabt et endnu mere polariseret samfund, hvor afstanden mellem dem og os kan udvikle sig, så det ikke kun er uhensigtsmæssigt for den enkelte, men for sammenhængskraften i vores samfund.

AskovFonden har som civilsamfundsorganisation ofte den fordel, at mennesker kommer til os frivilligt for at få hjælp. Det betyder, at der som udgangspunkt er en positiv tiltro til, at vi vil dem godt. Måske er det derfor muligt for os at skabe kontakt til dem, som har slået sig i mødet med det offentlige. Alligevel er der nogle, vi ikke formår at hjælpe trods gentagne forsøg, indtil de møder den fagperson, der på forunderlig vis kan åbne op for deres motivation til forandring.

Er det mennesker med relationskompetence, vi i dag identificerer som ildsjæle, og hvad dækker begrebet over?

De mange ildsjæle, jeg har mødt, har ofte det til fælles, at de først og fremmest møder andre mennesker med medmenneskelighed. En egenskab der gør, at selv de mest udsatte føler sig mødt med ligeværd.

En anden væsentlig faktor er, at de ikke positionerer sig som hjælper, men som en der vil lytte og være til rådighed. De har ikke en plan på borgerens vegne, men evnen til at være nærværende og lyttende til det, der opstår i mødet.

De hjerneceller, vi kalder spejlneuroner, fornemmer den bevægelse en anden skal til at gøre, og forbereder os på øjeblikkeligt at spejle denne bevægelse og handling. Det betyder eksempelvis, at hvis vi bliver mødt af en stresset socialrådgiver, der ikke har tid til at høre historien bag et mistet arbejde, så kan den løsning, som rådgiveren planlægger være helt forkert, eller måske forværre situationen for mennesket, der skal hjælpes.

Hvis vi tror på, at relationen er afgørende for et møde, så kræver det, at vi har tiden til at lytte til det menneske, vi skal hjælpe og ikke tager beslutninger hen over hoved på den, der i sidste ende skal tage ansvar og ejerskab for løsningen.

Kulturens påvirkning af relationer er derfor afgørende for, hvordan vi møder mennesker. Det betyder, at organisationer skal skabe et vilkårsrum, hvor der er tid og ressourcer til at etablere kontakten, og hvis det ikke virker have modet til at se på rådgiverens evne til at skabe relationer, frem for at positionere borgeren som problemet.

På medarbejderniveau kræver det, at man tør indrømme, at man kan være den forkerte til at hjælpe, fordi kemien ganske enkelt ikke passer, og at der er skabt et trygt kollegialt rum, hvor dette kan siges højt.

Vi har i mange år talt om at sætte borgeren i centrum i diverse reformer og gode intentioner, men hvis vi for alvor skal gøre netop det, så kræver det, at vi tør kigge på hver vores evner og kompetencer til at skabe gode relationer. På denne måde handler det ikke om, at mennesker er for besværlige eller for komplekse at hjælpe, men at vi erkender vores begrænsning i forhold til, at vi ikke kan hjælpe alle, blot fordi vi har en faglig uddannelse.

De mange ildsjæle, jeg har mødt, har ofte det til fælles, at de først og fremmest møder andre mennesker med medmenneskelighed. En egenskab der gør, at selv de mest udsatte føler sig mødt med ligeværd.

Helle Øbo, adm. direktør, AskovFonden

Politikerne skal derfor nøje overveje om den reform eller lovgivning, der skal vedtages, kan skabe værdi for mødet med borgeren, eller om det blot er endnu en regel, der skaber distance mellem myndighed og menneske.

Kommunen kan med fordel gøre mere af det, der ikke står i serviceloven, som eksempelvis at kontakte en ny borger via et telefonopkald, med henblik på at aftale tid og sted for et møde, frem for blot at sende en indkaldelse, som i mange tilfælde fører til, at borgeren ikke møder op.

Der står for eksempel heller ikke i serviceloven, at man skal mødes på kommunen. I et forsøg på at få flere gode møder, har Aarhus Kommunes familiecenter gjort det åbent, hvor et møde skal foregå, med stor succes og med den interessante erfaring, at de allerfleste sårbare og udsatte familier helst vil mødes i eget hjem, hvor de føler sig mest trygge, hvilket har den sideffekt at meget få møder bliver aflyst.

Det kræver klart og modigt lederskab, hvis vi skal følge den logik, at relationen er afgørende, og det betyder i sidste instans også, at hvis en medarbejder ikke formår at skabe gode relationer, uanset faglig baggrund, så skal vi turde sige det højt, med henblik på at prioritere borgeren frem for medarbejderen.

Måske er det ikke alle, der har en faglig uddannelse, der kan skabe gode relationer, og så skal man måske i højere grad arbejde i administrative funktioner, frem for at fungere som samfundets frontmedarbejder, der er sat i verden for at hjælpe andre til et bedre liv.

Det er derfor også vigtigt, at vi får feedback, fra dem vi skal hjælpe, for kun af den vej kan vi reelt blive klogere på, om vi formår at skabe meningsfulde møder. Dette gøres med stor succes i flere kommuner og indsatser ved hjælp af FIT (Feedback Informed Treatment), som er en enkel metode/spørgeramme, der udfyldes af borgeren efter hvert møde, og hvor det bliver tydeligt, om det opleves meningsfuldt.

Hvis vi for alvor skal skabe forandring, så skal vi måle på effekten af det vi gør, og ikke på antal af aktiviteter. Nogen har brug for flere møder for at føle sig trygge, mens andre på et kort øjeblik kan definere, hvad de har brug for af hjælp.

Hvis vi skal forbedre vilkårene for de mest udsatte i vores samfund, så skal vi turde italesætte hjælperens/fagpersonens evne til at danne relationer. Kun på denne måde kan vi hjælpe andre mennesker på værdig og effektfuld vis.

Spørgsmålet er, hvordan vi skal screene og måle på evnen, når vi er i gang. Men skylder vi ikke de mest udsatte at prøve i det mindste?

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion